Flugt og fisk

Jeg har efterladt min syge familie blandt rod og brækspande og uanede mængder tegnefilm og er taget på arbejde.

Oh, hvilken ussel mor og dame jeg er!

Oh, hvilken velsignelse med uafbrudt tid foran skærm!

Og med kaffe ad libitum!

Og med overspringsminutter ind i mellem til at kigge lidt på telefonbilleder og komme i tanker om, at de to små også kan gøre andet end at kaste op og råbe dummemordummemor. Fx ae nogle nyfangede bofællesskabsfisk:

Og så på (dumme)mors dag

Manden er syg, Sønne er syg, Bette er syg. Med forskellige vidunderlige ting, som de så smitter hinanden med på kryds og tværs.

Jeg er ikke syg. Måske bliver jeg det om under fem minutter, fordi jeg har jinxet det. Måske bliver jeg det aldrig mere, fordi jeg har brugt den forgangne uge på at marinere mit nu eventuelle multiresistente legeme i stresshormorner og tequila. Men det er en anden historie.

Jeg ved ikke, hvad det er jeg vil sige.

Udover at jeg bliver vanvittig af al den sygdom. Vanvittig og bitter. Var det for hulan ikke nu vi skulle løbe rundt udenfor, hånd i hånd, lyst hår blæsende i slow motion i forårsbrisen, og om-fucking-sider opleve lykken ved at bo på landet?

I stedet piver vi som hundehvalpe og kaster med legetøj i frustreret sygdomskedsomhed og lærer vores små søstre at sige "dumme mor", så jeg nu har verdens mest utaknemmelige (og snottede) børnekor i ørerne. Højlydt og på repeat og i stereo: DUMMEMOR DUMMEMOR DUMMEMOR.

Andre af os (særligt den ganske rigtigt tiltagende dumme mor) tørrer bræk op og hælder saft op og skælder ud i frustreret sygdomsarrigskab.

Nu skal Sønne spille Pixeline, så jeg overlader computeren til ham. Bum. Over and out.

Og så boede vi mange generationer sammen i et stort hus til vores dages ende

Se, hvem der kom hjem til mig igen for (wow!) en uge siden:

Og ja, med de to små kom også de søvnløse nætter og rod med rod på, og ingen-ingen tid til at blogge og, selvfølgelig, noget Sønne-feber med dertilhørende vi-arbejder-og-passer-børn-derhjemme-på-en-gang-og-gå-lidt-op-i-limningen-stemning.

Men alt det til trods, så krammer jeg dem stadig ekstrahårdt og tænker, at de aldrig nogensinde (nej, heller ikke når de bliver 18. Eller 45) må være væk fra mig mere end tre dage i træk igen.

Ting som at der blev sagt

Af Sønne (ifølge Manden - og mens han sad på lokum): Jeg kan slet ikke huske, hvordan min mor ser ud!

Af stort set alle andre (henvendt til mig): Hold da OP, hvor ser du bare træt ud!

Af Manden (i telefonen, med meget blød og anerkendende stemme): Tænk, at du selv turde muge ud hos hønsene! Hvor ER det bare godt, skat.

Ohyes. Jeg har været længe væk fra mine børn, jeg har arbejdet og arbejdet og arbejdet - og jeg har selv fjernet halm og lort nede hos hønsene. Det var scary (de sendte mig dræberblikke og kaglede noget indforstået til hinanden om at gå efter mine øjne), men jeg viftede med høtyven, råbte beroligende ting til mig selv og kvindede mig op. Og overlevede.

Heldigvis kommer min modige familie hjem i dag. Inklusive BetteLiv, som ikke er bange for noget, og som er meget bedre til at håndtere fjerkræ end sin mor.

... men allermest savner jeg mine børn

Det her er ikke et rigtigt blogindlæg.

Det er bare en dame, der har det sjældne privilegium at være alene hjemme nogle dage, og som sidder og får temmeligt fugtige øjne af at kigge på telefonens 2.312 børnebilleder.

Jeg skal skrive, iggå. Store, vigtige ansøgninger, der kan bringe mere stabilitet og lykke og økonomisk tryghed ind i vores stressede tilværelse. Og mens jeg skriver og skriver og skriver, er jeg temmelig svær at være i nærheden. Så Manden har taget børnene under armen, er flygtet, har givet plads.

Så jeg skriver, og jeg kigger på børnebilleder. Lige nu mest det sidste.

Forhåbentlig tror de andre på Lynfabrikken, at jeg lider af pollenallergi. Forhåbentlig får jeg skrevet en hel masse, så det lissom er det værd. Forhåbentlig er der nogle, der gider drikke nogle drinks med mig i aften, så jeg kan... udnytte al den pludselige frihed.

Forhåbentlig savner de ikke mig helt så meget, som jeg savner dem: Sønne, der er så blød og rar indenunder sin obligatoriske fire-års-sejhed, og Verdens modigste Livse, der kigger på mig og siger MIN mor.

 

(Og ja: Selvfølgelig nyder jeg det også! At dimse rundt for mig selv om morgenen, ikke at skynde mig hjem, at sove natten lang uden pjevs eller små fødder i ansigtet, at sidde og skrive og skrive over en øl om aftenen. Men... Hold. Nu. Op. hvor jeg også savner og savner.)

Ja, jeg savner byen

Ja, jeg får noget der minder om klaustrofobi, hvis jeg har udsigt til en hel dag i God Bedre Beder.

Ja, jeg synes det er rimeligt hårdt, at der altid er langt-langt-langt til nærmeste bland-selv-slik eller cafe eller hvadsomhelstbutik eller ven.

Og ja, jeg bliver et lidt bedre menneske af at få noget StreetCoffee. Jeg er ikke stolt over det (for: burde Nespresso ikke være alt, hvad hjertet begærer? Og burde jeg ikke give de 32 kaffekroner til Syriens børn eller orangutangen eller... sådan noget?). Men sådan er det.

Og ja, de 12 kilometer ind til Århus er virkeligt, virkeligt lange, når man bare lige vil drikke noget kaffe og redde verden i gode venners lag. Jeg gjorde begge dele i dag sammen med Dyrlægen (kendt som Folkes Mor, dengang vi klassificerede damerne ud fra deres børn i stedet for deres profession): Først drak vi for 32 kroner latte hver. Så reddede vi en dame, der lå og epilepsigurglede og spyttede blod og tænder ud på fortovet foran Føtex. Det vil sige, det var mest Dyrlægen der reddede. Med aflåst sideleje og hands-on og så-så-ven og den slags. Det var mest mig, der med skinger stemme forsøgte at råbe mig igennem en ondskabsfuld telefonslusedame hos 112 ("HUN ER BLÅ! HUN TRÆKKER IKKE VEJRET!"  "Ja. Lige et par spørgsmål til. Hvad vil du vurdere hendes alder til?" "SEND SÅ EN AMBULANCE!").

Byen er et totalt action-packed sted. Og bagefter drak vi debriefingøl i Skanseparken. Nu sidder jeg (klaustrofobiløs) i Beder og drikker cola og glemmer alt det, jeg egentlig havde tænkt mig at skrive om byen.

Måske er der, trods alt, en grænse for hvor action- og koffeinholdig en dag, man kan have, og samtidig sige noget klogt-agtigt. Okkedog.

Ja, vi bor på landet

 

Ja, vi har en lege-traktor af mærket John Deer. 

Og ja, vi går i træsko og laver aftensmad over bål og saver med motorsav (nogle af os).

Vi kigger ud over de grønnende marker og kører langsomt, langsomt bag store, fedtede landbrugsmaskiner.

Nogle af os rynker på næsen, fordi her lugter af gylle.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om det alt sammen.

Musikvenner og forårsfølsomhed

Ved I, hvad den største luksus i verden er?

Det er at have en musikven, der køber de Mumford & Sons billetter, man aldrig selv ville have sikret sig. Og som kender én godt nok til at vide, hvad for noget musik, man går og har brug for. Men som man ikke selv finder, fordi... børn og provins og mangel på musikdannelse, I ved.

Min musikven hedder Skotti og har netop introduceret mig for ham her, som aer mine poppede og forårsfølsomme øregange:

Sur-glad. Vinter-sommer. Kaffe-kaffe.

Når det er vinter, og markerne er frosne og grimme, og den nærmeste cafe er 17.000 kuldekilometer væk, og alt er mørkt mørkt mørkt - ja, så kan det godt være svært at huske, hvad det lige var, der var så God Bedre ved Beder.

Men når det så er, som det er i dag: Med frokost i havens læ-krog og fuglekvidder og humlebisummen og krokus all over og udsigt til lykkelige forårsheste. Og kruspersille og verdens mindste heltekvad. Og en mormor på besøg. Så er det kraftedme fedt at bo herude blandt pløjemarkerne.

Nu skal vi så bare ENTEN finde ud af, hvordan vi afskaffer vinteren ELLER skaffe penge nok til at emigrere nogle måneder i starten af 2014... for lissom at overleve næste vinter, iggå. Men det skal nok gå. Vi kan lægge en plan over kaffen, i krogen, under fuglehuset. Bum.

En slags status

Nu har jeg holdt to uger fri.

(I praksis har der været noget møde og noget blablabla og så videre. Men altså. Virkeligt meget fri, ikke.)

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet.

OK. Måske forventede jeg noget flammeskrift på himlen, der med store og letlæselige bogstaver fortalte mig, hvad jeg skulle gøre for både at tjene nogle penge OG have noget overskud på én gang? Måske forventede jeg, at en supernem løsning (penge, tid, overskud, berømmelse og en ny frisure) lå og ventede på mig lige på den anden side af næste middagslur?

Der har ikke vist sig nogen flammende bogstaver eller nogen supernemme (lovlige og realistiske) løsninger.

Så indtil flammeskriften viser sig, lottemillionerne kommer rullende ind, eller jeg tager mig sammen til at røve en bank, bøffer jeg lidt rundt på rammerne. Filer og lægger planer og visker ud og laver om: Mindre arbejde herhjemme. Mindre arbejde på mærkelige tider af døgnet. Flere fodbade. Flere fadøl. Meget mere søvn. Den slags.

Det er lidt tamt, når jeg stadig godt kunne sove et par uger i streg og godt kunne tænke mig en slags revolution.

På den anden side er det væsentligt bedre end ingenting.

Og det er en start.