tirsdag den 17. februar 2015

Efter ørådet

Nåmen det blev ikke vores gode-gode venner, der skulle flyt ind i Paradise-Hotel-nå-nej-bofællesskabet. Og alt det, der skal siges om den sag, må jeg hellere sige til de venner selv.

søndag den 15. februar 2015

Det fjerne, det nære og det allernærmeste. Eller: Noget om terror og bofællesskaber

For snart ti år siden var jeg nogle måneder på en elsalvadoriansk avis, og der var parlamentsvalg med købte stemmer og dødstrusler og skyderier og 'EL PUEBLE UNIDO' og kasten med sten, og der var lig foran stambaren, og der var tåregas, som jeg måtte gemme mig for på et toilet.

Og mens jeg sad der og rystede sammen med nogle journalister, hvis universitet by the way var blevet opslugt i et jordskælv, og hvoraf mindst én by the way vist nok havde en fortid som børnesoldat, pippede jeg noget om, at jeg nu nok alligevel glædede mig lidt til at komme hjem. Hvortil én af dem (by the way, en tidligere Irak-korrespondent, by-the-way-by-the-way bror til en anden journalist, der havde været ude for 13 (13!) hold-ups på offentlige steder) tørt svarede:

- Hvor mange jordskælv er der egentlig om året i dit land? Hvor mange mord, egentlig? Hvad vil du egentlig skrive om? Du er jo journalist!

Og på sin vis havde manden jo ret. Ret ret.

Indtil i dag.

Lige pludselig er der alt for meget at skrive om i Danmark, og bare vent, om et øjeblik sender den elsalvadorianske avis (fra landet, der nu ikke længere er nummer et på listen over verdens farligste) sikkert en korrespondent til København... (i øvrigt faldt mit El Salvador-ophold dengang fuldstændig sammen med en vis Muhammed-krise, og danske flag var i brand på alle fjernsynsskærme. The circle of life and ytringsfrihed and så videre).

Men. Pointen med alt det her er, at selvom der sker forfærdelige ting i Min By (ikke Beder, København) og i Mit Land (Danmark, ikke El Salvador), og selvom jeg kan mærke ægte bekymring over al den splittelse og Islam-frygt, der allerede er ved at opstå i kølvandet på det her - ja, på trods af alt det, så er det dét, der ligger for mine egne fødder, der for alvor fylder noget i hovedet:

Vi skal vælge en ny familie til at flytte ind i bofællesskabet. Der er lutter søde, smukke, intelligente kandidater, og der er mange af dem. True story. Men: Nogle af mine bedste venner er i blandt. Og vi holder møder (delvis iført fastelavnstøj) og diskuterer stolpe op og stolpe med, og sådan skal og må det være... og jeg kan simpelthen ikke holde det ud. At jeg ikke bare kan svinge en tryllestav og få dem til God Bedre, de venner dér.

Det kan godt være, de kaster med tåregas i El Salvador, og 20-årige mænd stikker hinanden ned på gaden. Det kan godt være, at terroren er kommet til Danmark for at blive. Det kan godt være, at det alt sammen burde give noget perspektiv. Eller - et eller andet, iggå. Det gør det bare ikke rigtigt. Mit hoved er fyldt med husmøde og med stiltiende men forbitrede bønner til universet: Prøv lige at forestil dig engang, mand, hvad det ville betyde for mit forhold til forstæderne (noget godt, noget virkeligt godt!), hvis jeg kunne få lov at bo sammen med liiige præcis den familie, jeg gerne vil bo sammen med... Tænk engang hvor helt utroligt fantastisk dejligt det ville være!

torsdag den 12. februar 2015

Gustav. England. Slut. Eller: Nogle har større udlængsel end andre.

- Gustav fra min børnehave er taget til England. Han skal være der fire måneder.

- TIL ENGLAND!? NEJ HVOR SPÆNDENDE! HVORHENNE?

- Det ved jeg ikke, mor.

- JAMEN ALTSÅ, HVOR ER DET SPÆNDENDE! SKAL HAN GÅ I ENGELSK BØRNEHAVE?

- Det ved jeg ikke, mor.

- SKAL HANS MOR OG FAR SÅ ARBEJDE I ENGLAND ELLER HVAD?

- Det ved jeg ikke, mor.

- JAMEN... TROR DU MÅSKE HAN GÅR I ENGELSK SKOLE?! Og hvor TROR du, det er? Har han sagt noget om det? Og skal hans lillesøster gå i engelsk vuggestue? Og har han givet børnehaven sin nye adresse?

- Det VED jeg ikke, mor.

- Jamen, hvad ved du egentlig?

- Gustav. England. Slut.

***

Slut, ja. Sønne gik, og jeg stod alene tilbage med en ud-af-kroppen-oplevelse af slet ikke at kunne styre min egen urimeligt irriterende talestrøm. Sønne var teenageren, jeg var moren, alle ville flygte fra.

(Nu har jeg tænkt mig at spørge børnehaven i stedet for. For hvad mon Gustav egentlig laver i England? Og hvad med hans forældre? Og hans lillesøster?!)

onsdag den 11. februar 2015

Sædernes forfald, sygdommenes komme. Måske forudser min underbevidsthed noget om udfaldet af næste Folketingsvalg

Drømmen:

Hitler - under navnet fritz-laban - til halvnøgen tovtrækning i en gymnastiksal. Mod et hold stærke, sorte mænd. Og der var konstant bombetrussel.

Mary fra Downton Abbey i slåbrok, løbende forvildet rundt i nærheden af Lillebæltsbroen.

En deal med min læge om, at jeg ikke længere behøvede recept på medicin for børneorm - jeg kunne nøjes med at sende en SMS.

Og nu er det morgen, og det er sguda ikke til at arbejde, med resterne af sådan nogle voldelige, forvirrede, halvhistoriske drømme hængende i hjernen.

(I øvrigt bar fritz-laban en rustrød strikket underdel, og han var uhyggeligt stærk.)

Lillebæltsbroen? I slåbrok? Really?!

lørdag den 7. februar 2015

Så i det stor hele går det faktisk OK

Jeg er her stadig. Stadig-agtigt og selvfølgelig. Jeg har bare så frygteligt travlt på den måde, jeg altid har frygteligt travlt her lige midt på vinteren: Med at bære min vinterdepression og min tunge vinterkrop. Det er ikke jule/forstads-flæsk (selvom det er der nok også noget af), det er ligesom knoglerne bliver tungere om vinteren. Markerne er brune, knoglerne er tunge, bofællesskabets vinterkulrede børn larmer afsindigt i spisesalen hver aften. Kyndelmisse-tunghed.

Og jeg har travlt med at fange mus. Danmarks største. Den blev fanget i et rottefælde, og én til og én til.

(I virkeligheden har jeg travlt med at få andre til at fange de mus. Min modige børn for eksempel. De synes, at mus er "fucking nice.")

Og jeg har dejlig-travlt med cykle frem og tilbage til byen, gennem byen, på min elcykel ellie. På den er jeg lettest, og bakkerne er fladest. Forbløffende som jeg er ligeglad med, at jeg ligner en dame på 70. I regntøj og med cykelhjelm. Fuldstændig flintrende lykkeligt ligeglad.

Og med det arbejde. Jeg gider ikke skrive om det. Det er forfærdeligt og fantastisk, vi må snakke om det en anden dag.

Og med at nyde, at mine børn er så kæmpestore, at vi ind i mellem kan sove, drikke, læse; at der er tid til at tænke alle de her alt for mange tanker.

Og med skiftevis at hyperventilere over, at Sønne starter i skole om lidt (og at vi således er bundet til forstæderne for evigt-og-evigt) og med at ikke-forstå, at børn overhovedet kan bo i byen. At prise mig ægte lykkelig for de marker og de kælkebakker og de lykkelige unger, der står på ski og har røde kinder ("og PINK skistave mor, husk det nu, husk det nu!").

Og med at stresse over samfundet, nutiden, systemet, klimaforandringerne, krigene. Den slags. Måske er det et udslag af de vinterdepressive tendenser, måske læser jeg for mange Andrea Hejlskov-agtige blogs. Eller måske ligger der en ægte erkendelse og bobler og kræver handling, revolution, action. Både makro-action og mikro-action:
Skal min seks-årige virkeligt se X-Faktor?!
Skal han virkeligt snart skolereformsheldagsskole?!

(I virkeligheden er det ikke en pludselig erkendelse eller noget med at læse for mange ekstreme blogs. Jeg har altid været sådan. Som barn stod jeg i en periode og lod vandet løbe direkte fra hanen og ned i afløbet for at fortynde det forurenede vand, jeg havde hørt, fiskene svømmede rundt i i havene. Sådan har jeg det med at gøre forkerte ting med de allerbedste intentioner og i øvrigt stresse over ting, jeg ikke ved ret meget om. Det bliver bare værre(-bedre) om vinteren og forstærkes af  børne-husleje-betinget travlhed...)

Og med at høre Agnes Obel, som ophøjer almindelig vinterbrun melankoli til poetisk eksistentialismus.

Og med at snakke med mine melankolske venner og mine glade venner, og med at huske-huske-huske mig selv på to ting:

1) Det bliver snart forår.

2) Vi skal snart på Ægte Solferie. Bestilt af mit sommerjeg, der udmærket kender mit vinterjeg og derfor kan tage sine forholdsregler.

onsdag den 10. december 2014

Mere om ambitionsambivalens og noget om en mulig løsning

Jeg tror, at jeg i lang tid har tænkt sådan her:

Lige om lidt bliver det bedre.
Lige om lidt tjener jeg flere penge og kan derfor slappe mere af.
Lige om lidt lærer jeg at sige nej til 1000 opgaver på én gang (og endda uden frygt for, at der ikke kommer nogen nye).
Lige om lidt lærer jeg at hvile i min totalt privilegerede selvstændig-business-woman-hed.
Lige om lidt lærer jeg at sove godt om natten, uanset om vi har store opgaver i sigte om tre måneder eller ej.
Lige om lidt har jeg skrabet så meget arbejdssejhedserfaring sammen, at jeg kan meditere over vores smukke udsigt og vores smukke børn helt uden byline-stress eller planer om at blive noget stort. STORT.

Fortsæt selv listen (og bliv stakåndet og svedig).

Og suppler så eventuelt med disse forvirrende ekstra-ambitioner:

Lige om lidt lærer jeg at droppe alle mine ambitioner og forventninger, thi de er tomme og ligegyldige.
Lige om lidt lærer jeg at stå og være helt lykkelig uden mails og økonomi og ambitioner i baghovedet og meditere over markernes skønhed og lønarbejdets ulyksagelighed.
Lige om lidt sætter jeg uden større effort handling bag mine ambitioner om at ændre kloden og familielivet og flytter ud i skoven og bliver den nye Ben Hewitt eller Andrea Hejlskov.  Lige om lidt lærer jeg at være helt ligeglad med alle de tunge forventninger, der gennem årene er blevet læsset og læsset på mine artigt-dygtigt-kvikke skuldre: Nå, så I troede, jeg ville blive chefredaktør! Jeg flytter da bare ud af systemet og ind i lyset! Ha! 

Kan I stadig trække vejret? Jeg kan ikke. Det er svært på én gang at være en mislykket chefredaktør OG en mislykket Udbryder-Fra-Alle-Falske-Værdier-Nu-Bosiddende-I-Tippi.

Også selvom vi er ok-moderat-succesfulde selvstændige samtidig med vi er hent-vores-børn-og-leg-ret-meget-med-dem-blandt-høns-og-træer-agtige forældre. Burde jeg så ikke bare være glad og ustresset, egenlig?

Bliver jeg det ikke lige om lidt?

Siger jeg igen og igen.

Men det gør jeg jo ikke rigtigt. Noget må gøres. Og det er IKKE at få et prestigefyldt fuldtidsjob-plus (bare tanken giver mig klaustrofobi på alle tænkelige måder). Og det er IKKE at flygte ud i skoven eller endnu længere ud på landet.

Hvad er det så?

Måske er det at sige ja (nej: JAH!), når kunden siger til mit parallelle jeg aka den moderat-succesfulde-selvstændige-business-woman: Vi har rigtigt meget brug for dig. Hvad ville du sige til at blive fastansat 20 timer om ugen?

Så jeg sagde JAH - forudsat selvfølgelig vi kan blive enige om alt og måni og blabla - og blev hel-glad og kun halv-klaustrofobisk ved udsigten til kolleger og sparring og corporate kaffe og så videre.

Men altså, 20 timer: Så kan jeg lave projekter med Manden resten af tiden. Og kigge ud over markerne og mine børn med moderat ro i sindet. Og så, måske, når jeg er helt opfyldt af ro, kan jeg mærke, hvilke af de syge lige-om-lidt-tanker der bare var, ja, syge lige-om-lidt-tanker, og hvilke der har brug for at blive aet og efterlevet. We'll see.

torsdag den 4. december 2014

Lidt dement, meget ambivalent

På forsiden af Helse stod der Jeg føler mig stadig som en 38-årig. Og jeg stod med Helse i hånden dér på Apoteket og tænkte: Ja, præcis sådan føler jeg mig også!

Så kom jeg i tanker om, at jeg ikke er 38 endnu.

Så tænkte jeg lidt over, hvor gammel det nu egentlig er, jeg er.

34 er svaret.

Hvilket burde stå helt lysende klart i mit endnu ikke 38-årige hoved, eftersom jeg havde fødselsdag for en uges tid siden.

Så blev jeg ramt af en mild panik, stadig med Helse i hånden: Havde jeg måske nået noget som helst af det, en 34-årig burde have nået? Alt det jeg havde forestillet mig, jeg skulle have nået i denne tårnhøje alder?

Var jeg blevet redaktør på Weekendavisen? Havde jeg skrevet en roman? En digtsamling? Havde jeg boet i udlandet med min familie og samtidig bestridt et vigtigt job for Røde Kors? Var jeg blevet en kendt kronikør og debattør i kulturradikale medier? Var jeg blevet Danmarks bedste videnskabsjournalist? Havde jeg afleveret (eller overhovedet fået muligheden for at skrive) en ph.d.-afhandling? Var mine uhyre sjældne talenter som journalist blevet opdaget af BBC/Geographical/andre seje udenlandske medier? Havde jeg vundet en vigtig pris for min store indsats for at redde verden? Havde jeg medvirket til kuren mod den globale opvarmning? Og havde jeg siden forkastet alle disse falske værdier og flyttet til Det Simple Liv i skoven uden boliglån og børnehaver?

Nej og nej og nej og nej og nej.

Havde jeg i det mindste fået et prestigeagtigt job med pensionsopsparing og the jazz?

Nej.

Og nu kan man måske indvende, at min panik var rimeligt langt ude. Fordi min forestillings-liste var rimeligt langt ude, iggå. Og fordi jeg jo faktisk har nået en hel del, og at det med pensionsopsparingen og det faste job vel for høwled er et slags valg. Og at det jeg i virkeligheden-virkeligheden gerne vil jo er at se verden med min familie, og ifølge forestillingslistens meget mærkelige logik er det ingenlunde for sent til dét (og at mine børn er glade og Sønne overlever sin skolestart og blablabla). Og fordi jeg var en meget lykkelig 34-årig på min 34-års fødselsdag med 'happy birthday dear Moah' og "mor-mor-mor vi har købt noget BLÅT til dig, vi må ikke sige, hvad det er!"

(Det var en kjole, én af flere fremragende gaver.)

Alt det mindede jeg mig selv om, mens jeg sendte apotekeren et ungdommeligt farvelsmil og gik ud i Lupoen. Hvor jeg kiggede på Helse-forsiden igen og alligevel fandt langt større ro ved at tænke: Måske kan jeg trods alt nå at blive den bedste til noget eller bare blive noget fint eller noget vigtigt eller noget velbetalt, inden jeg bliver 38.

Nu tænker jeg: Måske kan jeg nå at lære det der med at sætte lidt mere pris på alt det, jeg har, og hvile lidt mere på mine mange laurbær, inden jeg bliver 38.

(Arh, hvor uambitiøs! Det kan jeg sguda allerede. Måske kan jeg nå noget VIRKELIGT stort!)

(Og sådan kan det her fortsætte i det uendelige, mens mine indre stemmer, Ambitiøse Ulla og Taknemmelige Tove, slås hele dagen. Gå I bare tilbage til arbejdet og lad Ulla og Tove skændes i fred.)

onsdag den 3. december 2014

Sønne og lykken og fødselsdagen og de usynlige fisk

I øvrigt er Sønne blevet seks. Jeg vil spare jer for talen om tiden, der bliver væk, og ih-det-var-i-går-han-lå-der-helt-ny-på-min-mave og så videre, og bare skrive med store bogstaver:

SEKS ÅR

Engang var vi ved at dø af søvnmangel og top-trodsig-trodsalder. Nu dør vi meget mindre, end vi smiler og går gangster-gangart og danser i stuen. Det gør vi!

Engang var han verdens mest ensporede bil-og-værktøjs-dreng.

Nu er han et multisporet bil-og-værktøjs-og-venne-og-lego-og-ninja-og-flyvemaskine-og-atlas-og-alt-muligt-menneske.

Blandt dette alt muligt andet er fiskeri, og hans blåblå øjne blev store og runde og lykkelige, da han åbnede gaven med FISKESTANGEN. Nu sover han med den om natten (!) og bruger så lang tid som muligt på at sidde i overkøjen hver aften og fiske imaginære fisk med ægte fiskekroge.


Ind i mellem kravler han op i dørkarmene og sidder sammenkrummet øverst oppe og klapper og vrikker med numsen. Eller han står strunkt på hovedet på en pude, så hans trøje falder ned og minder mig om hans runde, bløde babymave, selvom der kun er imponerende six-packs tilbage.

Søde, søde Sønne. Søde, stærke, seje, sure Sønne. Tænk, at det var lige præcis dig, vi fik.

(Og så blev det alligevel lidt en tale. Jeg er sikker på, I tilgiver mig.)

mandag den 1. december 2014

Postkort fra Banegårdspladsen

Jeg sidder i min dyne af Baresso og kigger ud gennem vinduets juleglimmer og lampespejlinger på Banegårdspladsen, der blinker og lyser og spytter mennesker ud og lader biler og busser og cykler køre hvorhen, de nu skal, under himmelen, der ganske langsomt bliver mindre og mindre sort. Og der er dyr, blød kaffe i mit glas og helt gratis, blød musik i mine ører, og jeg burde arbejde-arbejde-arbejde, men jeg skal lige by-kaffe-meditere et øjeblik til, et lille øjeblik. Jeg er heldigvis for nærsynet til at læse de ligegyldige lokalnyheder på Stiftens facade, og den lille, røde mand i krydset lyser udtværet julerødt. Og som min slunkne indre konto for urbane stemninger lige så stille bliver mindre slunken, bliver der plads til at mærke og føle, og jeg kan mærke og føle, hvor meget jeg savner mine børn.

fredag den 28. november 2014

Hele to tanker

OK. Jeg har tænkt. Det er ikke nyt (heldigvis), men jeg har tænkt specifikt over det, jeg skrev i går, med at arbejde-arbejde-arbejde hele tiden. Uden at blive hverken specielt lykkelig eller rig af det.

For det første har jeg tænkt: Jeg arbejder faktisk ikke hele tiden. Det føles bare sådan. Fordi børnene er syge, og de skal passes med den ene hånd, mens jeg svarer mails og telefon-smiler til (ofte sure) mennesker med den anden. Effektivt arbejder jeg måske to timer på sådan en syge-arbejds-dag, men det føles som 12. Og bunkerne til næste (syge-)arbejdsdag bliver oven i købet større både på bordet og i hovedet. Løsningen her er tydeligvis enten af genmodificere mine børn til et bedre immunforsvar eller flytte til de varme lande. Hm.

For det andet har jeg tænkt: Det går over igen. Det plejer det. Det bølger op og ned, det freelanceliv, og nogle gange er det fyldt med mening og fleksibilitet og happy-happy, nogle gange er det fyldt med 70 timers arbejdsuger og stressgråd og for meget kaffe. Det er ikke en undskyldning; det er ikke for at sige, at det er ok at arbejde 70 timer om ugen, eller at man bare skal lade sig tæve af arbejdstsunamier uden modstand, eller at jeg ikke skal gøre noget for selv at styre i stedet for at blive styret. Hoppe ud af hamsterhjulet og kræve min ret til mere eksklusivt tørfodder og mere tid til at æde det. Den slags.

Nu vil jeg drikke kaffe (nydelseskaffe, helst, ikke stresskaffe) en halv time og ignorere den indbakke og det pis. Og eventuelt tænke mig frem til nogle flere oplagt-banale konklusioner. Og alternativer til at flytte til de varme lande. Jeg kan faktisk meget godt lide Danmark (inklusive vejr og folk, eksklusive politikere og medier).