onsdag den 10. december 2014

Mere om ambitionsambivalens og noget om en mulig løsning

Jeg tror, at jeg i lang tid har tænkt sådan her:

Lige om lidt bliver det bedre.
Lige om lidt tjener jeg flere penge og kan derfor slappe mere af.
Lige om lidt lærer jeg at sige nej til 1000 opgaver på én gang (og endda uden frygt for, at der ikke kommer nogen nye).
Lige om lidt lærer jeg at hvile i min totalt privilegerede selvstændig-business-woman-hed.
Lige om lidt lærer jeg at sove godt om natten, uanset om vi har store opgaver i sigte om tre måneder eller ej.
Lige om lidt har jeg skrabet så meget arbejdssejhedserfaring sammen, at jeg kan meditere over vores smukke udsigt og vores smukke børn helt uden byline-stress eller planer om at blive noget stort. STORT.

Fortsæt selv listen (og bliv stakåndet og svedig).

Og suppler så eventuelt med disse forvirrende ekstra-ambitioner:

Lige om lidt lærer jeg at droppe alle mine ambitioner og forventninger, thi de er tomme og ligegyldige.
Lige om lidt lærer jeg at stå og være helt lykkelig uden mails og økonomi og ambitioner i baghovedet og meditere over markernes skønhed og lønarbejdets ulyksagelighed.
Lige om lidt sætter jeg uden større effort handling bag mine ambitioner om at ændre kloden og familielivet og flytter ud i skoven og bliver den nye Ben Hewitt eller Andrea Hejlskov.  Lige om lidt lærer jeg at være helt ligeglad med alle de tunge forventninger, der gennem årene er blevet læsset og læsset på mine artigt-dygtigt-kvikke skuldre: Nå, så I troede, jeg ville blive chefredaktør! Jeg flytter da bare ud af systemet og ind i lyset! Ha! 

Kan I stadig trække vejret? Jeg kan ikke. Det er svært på én gang at være en mislykket chefredaktør OG en mislykket Udbryder-Fra-Alle-Falske-Værdier-Nu-Bosiddende-I-Tippi.

Også selvom vi er ok-moderat-succesfulde selvstændige samtidig med vi er hent-vores-børn-og-leg-ret-meget-med-dem-blandt-høns-og-træer-agtige forældre. Burde jeg så ikke bare være glad og ustresset, egenlig?

Bliver jeg det ikke lige om lidt?

Siger jeg igen og igen.

Men det gør jeg jo ikke rigtigt. Noget må gøres. Og det er IKKE at få et prestigefyldt fuldtidsjob-plus (bare tanken giver mig klaustrofobi på alle tænkelige måder). Og det er IKKE at flygte ud i skoven eller endnu længere ud på landet.

Hvad er det så?

Måske er det at sige ja (nej: JAH!), når kunden siger til mit parallelle jeg aka den moderat-succesfulde-selvstændige-business-woman: Vi har rigtigt meget brug for dig. Hvad ville du sige til at blive fastansat 20 timer om ugen?

Så jeg sagde JAH - forudsat selvfølgelig vi kan blive enige om alt og måni og blabla - og blev hel-glad og kun halv-klaustrofobisk ved udsigten til kolleger og sparring og corporate kaffe og så videre.

Men altså, 20 timer: Så kan jeg lave projekter med Manden resten af tiden. Og kigge ud over markerne og mine børn med moderat ro i sindet. Og så, måske, når jeg er helt opfyldt af ro, kan jeg mærke, hvilke af de syge lige-om-lidt-tanker der bare var, ja, syge lige-om-lidt-tanker, og hvilke der har brug for at blive aet og efterlevet. We'll see.

torsdag den 4. december 2014

Lidt dement, meget ambivalent

På forsiden af Helse stod der Jeg føler mig stadig som en 38-årig. Og jeg stod med Helse i hånden dér på Apoteket og tænkte: Ja, præcis sådan føler jeg mig også!

Så kom jeg i tanker om, at jeg ikke er 38 endnu.

Så tænkte jeg lidt over, hvor gammel det nu egentlig er, jeg er.

34 er svaret.

Hvilket burde stå helt lysende klart i mit endnu ikke 38-årige hoved, eftersom jeg havde fødselsdag for en uges tid siden.

Så blev jeg ramt af en mild panik, stadig med Helse i hånden: Havde jeg måske nået noget som helst af det, en 34-årig burde have nået? Alt det jeg havde forestillet mig, jeg skulle have nået i denne tårnhøje alder?

Var jeg blevet redaktør på Weekendavisen? Havde jeg skrevet en roman? En digtsamling? Havde jeg boet i udlandet med min familie og samtidig bestridt et vigtigt job for Røde Kors? Var jeg blevet en kendt kronikør og debattør i kulturradikale medier? Var jeg blevet Danmarks bedste videnskabsjournalist? Havde jeg afleveret (eller overhovedet fået muligheden for at skrive) en ph.d.-afhandling? Var mine uhyre sjældne talenter som journalist blevet opdaget af BBC/Geographical/andre seje udenlandske medier? Havde jeg vundet en vigtig pris for min store indsats for at redde verden? Havde jeg medvirket til kuren mod den globale opvarmning? Og havde jeg siden forkastet alle disse falske værdier og flyttet til Det Simple Liv i skoven uden boliglån og børnehaver?

Nej og nej og nej og nej og nej.

Havde jeg i det mindste fået et prestigeagtigt job med pensionsopsparing og the jazz?

Nej.

Og nu kan man måske indvende, at min panik var rimeligt langt ude. Fordi min forestillings-liste var rimeligt langt ude, iggå. Og fordi jeg jo faktisk har nået en hel del, og at det med pensionsopsparingen og det faste job vel for høwled er et slags valg. Og at det jeg i virkeligheden-virkeligheden gerne vil jo er at se verden med min familie, og ifølge forestillingslistens meget mærkelige logik er det ingenlunde for sent til dét (og at mine børn er glade og Sønne overlever sin skolestart og blablabla). Og fordi jeg var en meget lykkelig 34-årig på min 34-års fødselsdag med 'happy birthday dear Moah' og "mor-mor-mor vi har købt noget BLÅT til dig, vi må ikke sige, hvad det er!"

(Det var en kjole, én af flere fremragende gaver.)

Alt det mindede jeg mig selv om, mens jeg sendte apotekeren et ungdommeligt farvelsmil og gik ud i Lupoen. Hvor jeg kiggede på Helse-forsiden igen og alligevel fandt langt større ro ved at tænke: Måske kan jeg trods alt nå at blive den bedste til noget eller bare blive noget fint eller noget vigtigt eller noget velbetalt, inden jeg bliver 38.

Nu tænker jeg: Måske kan jeg nå at lære det der med at sætte lidt mere pris på alt det, jeg har, og hvile lidt mere på mine mange laurbær, inden jeg bliver 38.

(Arh, hvor uambitiøs! Det kan jeg sguda allerede. Måske kan jeg nå noget VIRKELIGT stort!)

(Og sådan kan det her fortsætte i det uendelige, mens mine indre stemmer, Ambitiøse Ulla og Taknemmelige Tove, slås hele dagen. Gå I bare tilbage til arbejdet og lad Ulla og Tove skændes i fred.)

onsdag den 3. december 2014

Sønne og lykken og fødselsdagen og de usynlige fisk

I øvrigt er Sønne blevet seks. Jeg vil spare jer for talen om tiden, der bliver væk, og ih-det-var-i-går-han-lå-der-helt-ny-på-min-mave og så videre, og bare skrive med store bogstaver:

SEKS ÅR

Engang var vi ved at dø af søvnmangel og top-trodsig-trodsalder. Nu dør vi meget mindre, end vi smiler og går gangster-gangart og danser i stuen. Det gør vi!

Engang var han verdens mest ensporede bil-og-værktøjs-dreng.

Nu er han et multisporet bil-og-værktøjs-og-venne-og-lego-og-ninja-og-flyvemaskine-og-atlas-og-alt-muligt-menneske.

Blandt dette alt muligt andet er fiskeri, og hans blåblå øjne blev store og runde og lykkelige, da han åbnede gaven med FISKESTANGEN. Nu sover han med den om natten (!) og bruger så lang tid som muligt på at sidde i overkøjen hver aften og fiske imaginære fisk med ægte fiskekroge.


Ind i mellem kravler han op i dørkarmene og sidder sammenkrummet øverst oppe og klapper og vrikker med numsen. Eller han står strunkt på hovedet på en pude, så hans trøje falder ned og minder mig om hans runde, bløde babymave, selvom der kun er imponerende six-packs tilbage.

Søde, søde Sønne. Søde, stærke, seje, sure Sønne. Tænk, at det var lige præcis dig, vi fik.

(Og så blev det alligevel lidt en tale. Jeg er sikker på, I tilgiver mig.)

mandag den 1. december 2014

Postkort fra Banegårdspladsen

Jeg sidder i min dyne af Baresso og kigger ud gennem vinduets juleglimmer og lampespejlinger på Banegårdspladsen, der blinker og lyser og spytter mennesker ud og lader biler og busser og cykler køre hvorhen, de nu skal, under himmelen, der ganske langsomt bliver mindre og mindre sort. Og der er dyr, blød kaffe i mit glas og helt gratis, blød musik i mine ører, og jeg burde arbejde-arbejde-arbejde, men jeg skal lige by-kaffe-meditere et øjeblik til, et lille øjeblik. Jeg er heldigvis for nærsynet til at læse de ligegyldige lokalnyheder på Stiftens facade, og den lille, røde mand i krydset lyser udtværet julerødt. Og som min slunkne indre konto for urbane stemninger lige så stille bliver mindre slunken, bliver der plads til at mærke og føle, og jeg kan mærke og føle, hvor meget jeg savner mine børn.

fredag den 28. november 2014

Hele to tanker

OK. Jeg har tænkt. Det er ikke nyt (heldigvis), men jeg har tænkt specifikt over det, jeg skrev i går, med at arbejde-arbejde-arbejde hele tiden. Uden at blive hverken specielt lykkelig eller rig af det.

For det første har jeg tænkt: Jeg arbejder faktisk ikke hele tiden. Det føles bare sådan. Fordi børnene er syge, og de skal passes med den ene hånd, mens jeg svarer mails og telefon-smiler til (ofte sure) mennesker med den anden. Effektivt arbejder jeg måske to timer på sådan en syge-arbejds-dag, men det føles som 12. Og bunkerne til næste (syge-)arbejdsdag bliver oven i købet større både på bordet og i hovedet. Løsningen her er tydeligvis enten af genmodificere mine børn til et bedre immunforsvar eller flytte til de varme lande. Hm.

For det andet har jeg tænkt: Det går over igen. Det plejer det. Det bølger op og ned, det freelanceliv, og nogle gange er det fyldt med mening og fleksibilitet og happy-happy, nogle gange er det fyldt med 70 timers arbejdsuger og stressgråd og for meget kaffe. Det er ikke en undskyldning; det er ikke for at sige, at det er ok at arbejde 70 timer om ugen, eller at man bare skal lade sig tæve af arbejdstsunamier uden modstand, eller at jeg ikke skal gøre noget for selv at styre i stedet for at blive styret. Hoppe ud af hamsterhjulet og kræve min ret til mere eksklusivt tørfodder og mere tid til at æde det. Den slags.

Nu vil jeg drikke kaffe (nydelseskaffe, helst, ikke stresskaffe) en halv time og ignorere den indbakke og det pis. Og eventuelt tænke mig frem til nogle flere oplagt-banale konklusioner. Og alternativer til at flytte til de varme lande. Jeg kan faktisk meget godt lide Danmark (inklusive vejr og folk, eksklusive politikere og medier).

torsdag den 27. november 2014

Hvis vi så bare tjente ligeså meget som Mærsk

Mig: Men hvornår blev det sådan her?! At vi bare arbejdede og arbejdede og arbejdede hele tiden? Hvornår var det, at vi skulle leve det der simple liv, hva'?

Manden: Jeg ved det ikke.

Mig: Hvordan blev vi til de her to Mærsk-agtige mennesker, der bare arbejdede non-stop...?!?

Manden: Hm.

...

Manden: Vi er da rigtigt meget sammen med vores børn.

Mig: Ja. Jaja. Men vi er kraftedme meget sammen med vores arbejde også. Meget, meget sammen med vores arbejde.

Manden: Det er sandt.

***

Klokken er nu 22.17. Jeg sidder i sofaen og arbejder. I sidste uge arbejdede jeg på den gode (det vil sige virkeligt dårlige, usunde, uholdbare) side af 70 timer. Det er ok, for der var noget event og halløj special occasion. Men det er, som om det bliver ved. Og ved og ved og ved. Og hvornår skal jeg nogensinde se Manden igen (udover til disse to-minutters eksistens-samtaler og ti-minutters-skænderier, vi har midt mellem putninger og arbejdarbejdarbejd)? Og hvornår bliver min lunte igen lang nok til ikke at eksplodere udover familiens arme og søde og frygtelige trodsalderbarn, der ikke forstår, at Hjernen er den nye Inbox-slash-to-do-liste-slash-mødedagsorden?

Jeg er fanget i det virkeligt syge krydsfelt mellem Julia Lahmes arbejdstider og Andrea Hejlskovs økonomi og burde-vi-ikke-bare-være-jægere-og-samlere-alle-sammen-mindset. Og jeg kan ikke gennemskue, hvad jeg skal gøre ved det.

(Og ja. Jeg kunne selvfølgelig skrue mine timepriser seriøst i vejret. Så ville jeg enten få flere penge eller mere tid. Men jeg er hamsteren, der løber så fresh til i hjulet, at jeg glemmer at bede om mere tørfodder. Eller noget. Og hvad nu, hvis dem med pengene tager nogen billigere, og vi ikke kan betale husleje?)

(Har jeg for øvrigt fortalt, at vi har fået en hamster? En bidsk satan af en hamster. Men det er en anden historie.)

Vi flyttede sguda delvis herud på markerne for at leve det simple, opbyggelige liv. Og ja, det er (alt for) dyrt at bo her i luksuriøs pendlerafstand til Århus. Men SÅ meget behøver vi altså ikke at arbejde. Det gør vi ikke. Det. Kan. Ikke. Passe.

onsdag den 29. oktober 2014

Svømning: Det bedste & det værste

DET VÆRSTE

1) At være iført badedragt foran 40 påklædte forældre. Med smartphones, der konstant fotograferede deres afkom. Og mig.

2) At være iført kold klæbedreng helt inde ved kanten i 45 iskolde minutter

3) At høre påklædt-velklædt forstadsmor sige til sit svømmeangste barn "kom nu i din tøsedreng!"

4) ... og at høre hjælpelæreren råbe til samme dreng - da han endelig kom i vandet efter 25 lange minutter - at nu måtte han altså høre efter og svømme den samme vej som de andre. Efter min bedste overbevisning kæmpede han for at holde sig oven vande.

5) At den godt 10-årige pige godt turde hviske "jeg tør altså ikke" til mig - men intet sagde til hjælpelæreren, der råbte "SVØM NU DERUD, DU DØR IKKE AF DET." Hun klamrede sig til kanten og dukkede nakken og forsøgte at gøre sig usynlig resten af den hæslige, kolde time.

6) At det meste af holdet faktisk svømmede crawl. Med svømmevinger ja, men altså crawl. Frem og tilbage, hele banens længde. Nybegynderhold min røv.

7) At være iført badedragt foran 40 påklædte forældre. Med smartphones, der konstant fotograferede deres afkom. Og mig. Ja, jeg har sagt det før. Men det var dobbelt-værst.

DET BEDSTE

1) At vi besluttede, at vi kraftedme ikke behøver bruge mere tid på det pjat. Nogensinde. Så vi tog i Odders varme, venlige børnebassin her til morgen for lissom at markere - og blive af-traumatiserede hurtigst muligt. Sønne er en udmærket svømmer for sit erfarings- og ængstelighedsniveau. Det kom han også selv i tanker om, og han smilede og smilede og smilede.

onsdag den 22. oktober 2014

Værdighed. Åbenbart ikke et varigt personlighedstræk.

Hallihallo hvor vi glædede os! Mor bag rattet, Sønne med svømmetøj i favnen. Høj musik, medbragt bonusmadpakke. På vej til fritidsaktivitet i lokalområdet, nyrenoveret svømmehal. 5000 point på forstadskontoen.

Vi nåede næsten - næsten - fra bilen til døren, før Sønne gik i mentalt og fysisk backgear. Han gik tre skridt baglæns, mens hans ansigt krøllede sammen og han hvislede nej. Jeg vil ikke. Kom vi går hjem.

Det var så der, klokken lidt i fem en sjasket, træt tirsdag, at jeg bare skulle have sagt: Ved du hvad? Det gør vi sgu i dag. Så kommer vi igen næste tirsdag.

Men næ-nej. Drengen havde glædet sig, og det skulle hans ængstelighed-frygt-nervøsitet-tilbageholdenhed-signalstærkhed saftsusemig ikke stoppe.

Tænkte jeg.

Og halede, virkeligt halede, ham ind i dameomklædningen. Hvor han bare blev rødere og rødere i hovedet, og klokken hastigt nærmede sig fem - svømmestartstidspunktet - mens glade børn brusede sig omkring os.

"Hvad kan gøre det her nemmere?" hviskede jeg pædagogisk-desperat og tilbød alskens tilfældige ting. Fx at gå ind i drengens omklædningsrum (vel OK når ungerne er max syv år, iggå?!), og det ville han gerne.

Gennembrud!

Så det gjorde vi, og jeg trak tøjet af det modvillige barn. Mens jeg lovede, at han blot behøvede at komme ud i hallen og kigge lidt, og speed-peptalk-hviskede om at huske på glæden og bryde gennem frygten og mere gas af samme støvede selvhjælpsskuffe.

Mit krise-tunnelsyn-tunnelhørelse-max-fokus-på-Sønne gjorde det nemt at ignorere de mange, mange mænd omkring mig. Derfor var det også så meget desto mere overraskende at blive prikket på skulderen af en tydelig beklemt Bederfar, der snakkede noget om, at trænerne også skulle klæde om, og de store børn og mæh mæh.

Jeg kiggede et øjeblik ned på mine egne tæer i mangel af bedre holdepunkt og bemærkede strømpebukserne, der stadig beklædte dem. Midt i en voksende brusebadsvandpyt. Svært lissom at vriste dem af under lidt for stramt pencil skirt i fædrefyldt forstadsomklædningsrum, ikke.

Og i øvrigt stod prikkefaren og kiggede på mig og forventede tydeligt et svar.

Så fandt jeg mit største tandsmil frem og sagde noget beroligende/helt sort og trak mit tåre-bruser-våde-barn ud i den nyrenoverede svømmehal. Hvor forældre med bare tæer og lige lovligt velkendte børnehave-ansigter sad bænkede langs de nyrenoverede vægge. Men OK. Af sted i krig og ud i vandpytterne, iført tiltagende våde strømpebukser og tiltagende angst barn.

"Du behøver ikke komme i vandet, men vi går lige hen og siger hej til læreren," beroligede min halvt-insisterende-halvt-empatiske-helt-manipulatoriske autopilotstemme og trak ham hen til nybegynderholdet.

Der viste sig ikke at være ret nybegynder. Siger jeg bare. I hvert fald sprang 13 af de 15 børn direkte i vandet og gav sig til at lege fangeleg på lærerens kommando.

Barn nummer 14 skulle have en beroligende peptalk af hjælpelæreren plus et svømmebælte.

Barn nummer 15 var mit og sad på kanten med tåspidserne i vandet (tvunget af BS Mor). Og jeg sad i havfruestilling ved siden af med nu sjaskvådt pencil skirt og lyttede overrasket til den fortsatte strøm af "you can do it"-"fear shouldn't control you son"-snak, der strømmede ud af mig.

For nu at gøre en lang og trist historie kort og trist, så sad vi dér en time. En time. Én eneste gang dyppede Sønne sin lille, kolde krop i det store, kolde bassin, og det kun fordi jeg et eller andet sted i min helt uendeligt lange bullshittalestrøm havde lovet en førstegangs-svømnings-fejring-verdens-største-is, hvis han kom i bassinet.

Først til allersidst, da jeg havde aftalt med læreren, at jeg godt måtte komme med i bassinet næste tirsdag, slappede han lidt af og syntes næsten det var spændende at se de 14 andre svømmere plaske rundt iført svømmefødder, blå læber og lykkelig latter.

Og så var det jo ellers bare at trisse ud i mandeomklædningen igen, hvor der stod et par halvvoksne nøgne drenge. Jo. En venlig far hentede næsten alt vores tøj, så vi kunne bakke ind til damerne, uden om brusebadet, få klor-Sønne direkte i tøjet og ud i bilen.

Videre til Netto - med mig i bare ben og vådt pencil skirt - hvor vi diskuterede noget, om Magnum virkeligt er verdens største is. Og så ellers highfives Sønne for hans trods-frygt-evner og speedfortælling af 30 opbyggelige historier om min egen frygtovervindelse.

Han virkede nærmest stolt, men måske forveksler jeg stolthed med "jæs jeg overlevede og har fået en uge til på vores dejlige klode, før jeg igen skal i skærsilden med min onde, utilregnelige mor." Svært at bedømme. Så jeg valgte mulighed et, stolthed, og forsøgte at ignorere min egen følelse af panik over, at der er under et år til, at han skal starte i en skoleklasse, hvor han ikke kender en sjæl, og hvor jeg næppe må komme med hver dag.

Her til morgen kravlede han op på skødet af mig - drengen, der indtil i går klokken halvfem virkeligt glædede sig til sin nye fritidsaktivitet - og spurgte "hvorfor skal man egentlig gå til svømning, mor?"

Svært at svare på. Også hvis man er moren, der som karmastraf for at have opholdt sig i mændenes omklædning skal være iført bækkenbetinget blegfedhed og 19 år gammel gennemsigtig Speedobadedragt foran en svømmehal fuld af påklædte voksne om under en uge.

For fanden i helvede altså.

torsdag den 16. oktober 2014

Bitterhed. Åbenbart ikke en varig sindstilstand.

Det gør stadig ondt i min patientkrop.

Jeg ved stadig ikke hvorfor.

Sønne er oven i købet i en vågen-om-natten-fase, og Livses massive trodsalder overdøver selv overboens afrikanske trommer.

Vi er bagud med alle arbejdsopgaver og bofællesskabspligter og sikkert en hel del regninger.

Det er nemt nok at tælle sine ulykker. Det gør jeg også tit. Mens jeg græder og skælder ud og forbander alle forstæder og bækkener og mennesker.

Bare ikke lige for tiden.

I stedet traller jeg rundt og kysser mine umulige børn og min mand og skåler i lunken kaffe og synes, at livet er herligt. I skrivende stund sidder jeg (på mit ømme bækken) i togvognenen med gråspurve i vinduet og massiv fare for røgforgiftning på grund af mine ringe optændingsevner. Med usandsynligt mange forsinkede vigtigt-vigtige arbejdsopgaver, jeg under ingen omstændigheder kan nå at lave. Og jeg kigger helt grund-glad ud på gråvejret og naboens lasede får gennem togvognens fedtede ruder og priser min uendelige lykke.

Måske er det vanviddet, der endelig er sat ind. I så fald er det velkomment, også selvom jeg skulle blive normal/gnaven igen om et øjeblik. Pauser er OK.

Måske er det d-vitaminerne, jeg er begyndt at tage ekstratidligt i år, der har en effekt. Måske har jeg simpelthen bare være gennembitter så længe, at bitterheden er sluppet op. Jeg er løbet tør for bitterheds-enzymer, bitterheds-neuronerne er brændt over. Måske bliver jeg aldrig bitter igen.

fredag den 10. oktober 2014

Den bitre patient har ordet. Læs en anden blog i dag.

"Der står ryg," siger Liv stolt og peger på sine kruseduller.
"Det er fordi, du har ondt i ryggen."

Det har jeg.

Ondt i ryggen, ondt i bækkenet, ondt i hofterne. Og intet tyder på, det går væk lige  foreløbigt. I hvert fald viste MR-scanningen, at jeg hemisacralisation, hvilket er den flotte latinske måde at sige, at min nederste ryghvirvel er vokset sammen med korsbenet i den ene side.

Til gengæld er jeg hverken gigtramt eller betændt, og det er jo sådan set rimeligt godt.

Min gigtlæge kiggede med stor og fornyet interesse på mig, da hun havde fået resultaterne, og brugte hele otte minutter og 58 sekunder (hendes nok længste konsultation nogensinde) på dels at pege lidt på skelet, dels at sige herlige ting som "jeg kan da VIRKELIGT godt forstå, du har ondt" og "det bliver KUN værre fra nu af."

Til gengæld kunne hun stort set ikke svare på nogen af mine spørgsmål: Hvorfor gør det så ondt i bækkenet - i højre side, når nu balladen er i venstre? Og i hofterne? Hvem kan fortælle mig det? Eller fortælle mig, hvem der måske kan fortælle mig det?! Og hvad skal jeg gøre?

Fysioterapi og skuldertræk var hendes eneste svar.

Eftersom min fysioterapeut i et halvt år har gjort forkerte ting og sager, fordi han troede, det var en betændelse...

... og eftersom jeg siden har snakket med en anden fysioterapeut, der nonchelant sagde "tjah, du kommer jo nok bare aldrig helt af med smerterne, når du har haft dem så længe" - er min tillid til fysioterapien skrumpet ind til absolut ingenting.

Google er mindre pessimistisk end gigt-lægen, men kan heller ikke forklare, hvorfor jeg har ondt alskens mærkelige steder. Og jeg er en meget lille babyhårs-bredde fra at blive maksimalt frustreret-bitter på Systemet. Med stort s. Hvilket er en rimeligt ærgerlig følelse.

Til gengæld skal jeg til København i weekenden og kramme en niece og en nyfødt baby. Det er en rimeligt god følelse. Se: Så utroligt positiv og taknemmelig er jeg, trods uvished og smerter.

Og hvis I kender en ekspert i hemisacralisation, så siger I selvfølgelig lige til. Iggå.