tirsdag den 24. maj 2016

I dag var dagen hvor...

... jeg har set Baby Daddy på Netflix (gør det ikke, virkeligt ikke aldrig!) og spist chokolade og sovet i stedet for at arbejde og rydde op og ordne og gøre klar til baby-ankomst.

... jeg har snakket 40 minutter i telefon om mine barselsdagpenge med Hanne fra Helvede (aka Udbetaling Danmark). Hanne tager prisen for mest fuldendte kombination af uintelligent, magtfuld og nedladende nogensinde, og jeg præsterede så meget gulv-stamp og halv-indestængt snerren under samtalen, at hun spurgte, om jeg allerede var ved at føde. Samtalen endte med at jeg gav Manden fuldmagt til fremtidige samtaler. Ellers ender jeg vitterligt med at føde i ren arrigskab.

... jeg blev mødt af høj spontan-latter fra en far på vej ind i børnehaven, mens jeg stod lænet op af hegnet og skiftevis gispede og gabte. Det har ganske givet set sjovt ud. Og jeg var for træt til at mærke den mindste snert af fortørnelse over latteren, faktisk grinede jeg - en lille smule, meget træt - med ham.

... jeg gispende og blank-øjet måtte sætte mig på en stol, da jeg omsider var kommet fra hegnet og helt ind i børnehaven. Og jeg måtte bede en stakkels travl pædagog om at indfange mit rasende, ulykkelige barn, give hende tørt tøj på og levere hende til mig. Det tog en halv time, var meget højlydt og er ikke nogen lille tjeneste at bede om. Jeg gispede taktaktak, så højt jeg kunne og håber virkeligt, hun hørte mig.

søndag den 22. maj 2016

Preggo i tal

Antal uger til termin: Tre. Minus én dag. Halleluja.

Antal timer jeg har sovet i nat: Cirka fire.

Antal timer jeg burde have sovet i nat for at rumme mine støjende omgivelser: Cirka 12.

Antal gange jeg har testet fødekarret: Syv.

Antal kilo jeg har taget på: "Det ved jeg VIRKELIGT ikke." For nu at citere dét svar, jeg gav min svigermor, da hun spurgte om det samme.

Antal sun-lollyer (indkøbt til fødslen) jeg har spist siden midnat: Seks.

Antal dage der har lugtet massivt af gylle i hele Beder: Seks. (Hvis der stinker ligeså meget i lejligheden, når jeg skal føde, kører jeg på hospitalet.)

Antal skridt jeg kan tage uden at få en smertefuld plukkeve: 12

Antal sko jeg stadig kan passe og/eller finde ud af at tage af og på: 0 (det er mig, der går rundt i skiftevis birkenstock og gummistøvler...)

Antal syv-årige venner Sønne kan have på besøg uden jeg kommer til at snerre og vrisse og være verdens mindst rummelige mor: 0

Antal fester vi har holdt for at fejre, at jeg er i uge 37, og at Ellinor dermed officielt er bagt færdig, så al noia kan ophøre: Én. Med islagkage.

Antal familiemedlemmer der kunne regne ud, hvorfor jeg havde skrevet 37 på islagkagen: Ét (det var Sønne. Manden fik et meget jaget blik i øjnene og gav sig til at regne efter, om jeg dels var ældre, end han troede, og dels havde fødselsdag på et helt andet tidspunkt...)


fredag den 20. maj 2016

Faxe Kondi: A mystery (delvist) solved

Kan I huske hende her?


Det er Marys, min evige sambo i hjertet. Hun fødte sit første barn ved hjælp af (eller i hvert fald under påvirkning af) Faxe Kondi. Det har jeg skrevet om her.

Ligesom jeg fødte Liv under pludselig indtagelse af Faxe Kondi. 


Ligesom Lykke gjorde.

Og. Så. Videre.

Og hvad er det så, sammenhængen mellem Faxe Kondi og fødsler er?! Det har vi spekuleret på i årevis. Nu tror jeg nok, at jeg delvis har opklaret det.

Tillad mig en omvej: For tre dage siden fik jeg en voldsom sodavand-craving. Jeg kunne have drukket hvad som helst, men det eneste, vi havde i køleskabet, var nogle tonic-rester. Så det drak jeg cirka en halv liter af. Resten af dagen havde jeg de pt. voldsomste plukkeveer (vi snakker lyd på, fosterstilling, let panik...). Manden kom hjem og proppede mig i fødekarret for at lindre og var i øvrigt pænt overbevist om, at jeg godt kunne finde på at føde i løbet af natten. Veerne blev ved og ved den halve nat, før de endelig gik i sig selv, og jeg kunne ånde lettet op over ikke at skulle føde i uge 36 alligevel.

Næste dag havde jeg igen lyst til sodavand, og vi havde - stadig - kun tonic i køleskabet. Men bedst som jeg rakte ud efter dén, var der en lille stemme i baghovedet der hviskede noget om, at tonic vist nok ikke er det bedste, når man er preggo.

Så jeg drak et glas vand og gav mig til at google: Ganske rigtigt, det går ikke at drikke tonic, når man er gravid, for det er fyldt med kinin. Og kinin er ve-stimulerende og blev brugt som illegalt abort-drug i de væmmelige, gamle dage... Og et sted i google-resultaterne dukkede Faxe Kondi op.

Der er nemlig også kinin i Faxe Kondi.

Jeg siger det lige igen: Der er ve-stimulerende ting i Faxe Kondi!

Ikke store mængder, ikke så store som i fx tonic, nuvel, men der er kinin i. Det er altså fuldstændig top-plausibelt, at Faxe Kondi har skubbet en mængde terminsdamer udover fødekanten.

Jeg mangler stadig svar på, hvordan terminskroppen af sig selv kan crave noget kinin-holdigt, når man ellers ikke dyrker den slags. Irriterende. Men det skal jeg nok få opklaret også. Pt. er jeg mest bare taknemmelig for, at en halv liter tonic ikke var nok til at puffe mig helt igang med en fødsel der den anden dag.


onsdag den 18. maj 2016

Rod

"Der er noget, du skal vide," sagde Sønne til kammeraten på vej ind ad døren.
Hans stemme var lav og alvorlig, og jeg kunne høre, at han sparkede sig vej gennem poser og enlige sko og græstotter og vintertøj i entréen.
"Min far og min mor og min søster roder. De roder rigtigt meget."

"Ja," svarede kammeraten.
"Det kan jeg godt se."

"Kom, vi går ind på mit værelse i stedet for," sagde Sønne.

Ingen af dem så mig ligge og klukke under tæppet på sofaen. Ingen af dem vidste, at jeg havde ryddet op hele dagen, netop fordi kammeraten (og senere kammeratens fremmede forældre) skulle komme. Der var sindssygt rodet, ja, men det kunne have været sindssygt meget værre.

tirsdag den 17. maj 2016

Brusebad, schæferhund, accept. Kom an.

Der er nogle håndværkere, der næsten er færdige.
Der er en varm, tung krop, der atter kan blive bruset på badeværelset.
Der er noget søvn.
Der er noget fødekar i hjørnet af stuen og noget babytøj foldet nogenlunde pænt i et skab.
Der er noget tid til ind i mellem at se lidt Netflix.
Der er noget tid til ind i mellem at øve mig på at gispe som en schæferhund i sommervarmen, så jeg bliver ligeså dygtig til at føde smertefrit-agtigt i denne omgang, som jeg var med BetteLiv.

Og, allervigtigst, er der noget ret solid accept af, at jeg aldrig kommer til at få sådan en magasin-barsel, hvor man skiftevis sover, baby-shopper og drikker latte (i stedet for at småarbejde, stor-opryde og hente børn non-stop). Det er fair nok.

Med Bette havde jeg én uge af noget, der ligner min hede drøm om før-fødsels-barsel (sækkestol, TV-serier, sukker). Ikke meget, men nok til at producere et helt utroligt, ualmindeligt dejligt barn...

fredag den 13. maj 2016

Noget om at løbe efter bænke, når man er allermindst i stand til at løbe

Jeg tænker på engang for længe siden: På dengang min veninde (kendt som den evige sambo i hjertet) ikke kunne lokalisere sin oldgamle mormor.  Det var 1. januar, og den gamle dame var ingen steder at finde. Samboen kunne ikke finde hende, samboens mor kunne ikke. Efter en del leden og nogen bekymring dukkede hun op, mormoren, på et hospital. Med blå og brækket næse og en hel del skrammer.

Hun havde været på værtshus nytårsaften. 1. januar om formiddagen var det endelig på tide at gå hjem, mente hun, men da hun kom ud på gaden, kunne hun mærke, hvor fuld hun stadig var. Fuld og gammel og ude af stand til helt at kontrollere sine ben. Faktisk kunne hun pludselig mærke, at hun var ved at falde om.

Så hun gjorde dét, der i situationen virkede mest kløgtigt: Satte i løb efter nærmeste bænk. Så kunne hun jo falde om på den, forstås! Problemet var bare, at hun aldrig nåede så langt - så snart hun satte i løb, faldt hun lige så kort og skrøbelig hun var og brækkede altså næsen.

Hvorom alting er: Bænke-moralen er blev hos mig gennem alle årene: Når man er for fuld, for træt, for gammel eller for stresset til at gå og stå, skal man lade være med at løbe. Nogle gange, når jeg mærker stressen komme krybende, tænker jeg på den: Løber jeg efter en bænk nu? Burde jeg sætte mig ned, lige så stille på fortovet (og eventuelt bede en forbipasserende om hjælp), indtil jeg er i stand til lige så stille og roligt at gå videre? Jeg har på den måde, dygtigt og hyppigt, ofte kunne tale mig selv fra at løbe nogen steder, når jeg var allermindst i stand til at løbe.

På det seneste har jeg alligevel løbet. Efter arbejdet og badeværelset og plukkeveerne og kriserne i det virkelige liv. Og jeg er ikke faldet! Eller gået i fødsel. Utroligt nok. Jeg er nået helt hen til bænken efter lang, lang tids løb, og jeg har siddet her et par dage nu. Og efter én dags koma (i forgårs) og én dags intens lykkerus (i går), burde jeg bare kunne sidde her i helt stabilt humør og massere mine ømme løbeben, ja? Og slappe af, klappe mig på maven, trække vejret roligt, have det godt, og bare GLÆDE mig til baby-ankomst, ja?

Nej.

Bænken har snydt mig.

Bænken er fyldt med håndværkerlarm fra den årle morgenstund, vanvittigt rod (som jeg ikke kan rydde op i på grund af plukkeveerne...), bofæller der istandsætter ting lige opad min stue, uafsluttede barsels-formalia-sager (som det er svært at ordne, når man har én bærbar til deling, og Manden også skal bruge den til at arbejde...), sindssyge hormoner og absolut ingen søvn.

Bænken er på alle måder et skuffende bekendtskab.

Og jeg vil råde alle til at gå hurtigt forbi og finde en anden bænk end min at sætte sig på. Jeg bider. Hårdt.

onsdag den 11. maj 2016

Top 1 over hvordan badeværelser ikke skal se ud...


... især ikke, når man helst vil ligge i fosterstilling og gispe sig igennem nogle plukkeveer under en varm bruser.

Siden billedet blev taget, er toilettet i øvrigt forsvundet. Hvilket er særligt spændende for dem, der har en baby dansende i nærheden af blæren.

På den anden side: Så længe babyen er i maven, vil jeg ikke brokke mig (ret meget). Og jeg har endda overstået mine forpligtelser ude i verden og skal nu bare, med verdens trætteste hjerne og verdens tungeste krop, have overstået arbejdet ved computeren. Regnskaber og formularer og lidt strategier og andre ting, der ikke giver sindssygt meget mening.

Så jeg drikker cola og forsøger at få tallene i regnskabet til at holde op med at danse for øjnene. Og ignorerer, at jeg skal tisse.


mandag den 9. maj 2016

Statusrapport fra tunghedstræthedsland

Jeg vågner hver nat med plukkeveer, der bider mig i lænden og truer med snarlig fødsel.

Jeg vågner hver morgen med mindre smertefulde men helt konstante plukkeveer, der gør det meget svært at kravle ud af sengen.

I morges googlede jeg "fødsel uge 35" og græd af lettelse, da jeg læste, at det sgu nok skulle gå, uanset.

Alle, der tør sige noget til mig, siger: "hold da op hvor ser du træt ud!"
Jeg svarer, med lav, langsom stemme, at det skam er fordi, jeg er helt utroligt træt...

Og i morgen har jeg sidste-agtige arbejdsdag, hvor jeg skal stå foran flere forskellige forsamlinger og forestille at være den kvikke ekspert. Jeg satser på, at jeg ikke føder inden. Og jeg regner med, at min gamle ven, Adrenalin, bærer mig igennem og gør min hjerne klar og klog. Ellers kommer de stakkels mennesker til at høre mig snakke timevis helt off-topic om fødsler og graviditets-gener, som er de to hovedtemaer i mit trætte hoved pt.

"Vi glæder os til, at vi får dig igen," siger Manden og fantaserer om en dag, hvor jeg går mere end jeg kravler, og hvor han bliver moderat mindre alenefar til Sønne og Bette.
Jeg glæder mig også.


tirsdag den 3. maj 2016

34+3 (eller en anden mere kreativ men ikke mindre gravid-agtig titel, I selv finder på)

Der ligger babytøj ud over hele huset.

Der er ingen ledig skabsplads, og ingen steder at sove for små mennesker.

Der er ingen kravlegård, ingen voksipose, ingen slyngevugge (som er det, alle siger, man skal have) og ingen brystpumpe.

Der er ikke skyggen af en baby-ble, et amme-indlæg eller en skumklud.

Babybøgerne har ikke været åbne siden 2011 (og er sygt støvede).

Selv den hellige vandrejournal er så godt som tom, fordi jeg bliver ved med at glemme den alle de helt utroligt mange gange, systemet skal undersøge og befamle og vandrejournalisere mig.

Til gengæld har selv samme system ombestemt sig på hele to vigtige punkter:

Dels må jeg gerne føde i stedet for at blive kejsersnittet (noget med en moderkage, der lå forkert, og så alligevel ikke lå forkert).

Og dels må jeg gerne føde hjemme i stedet for at ligge på Skejby og råwe hold nu kæft efter jordemødrene (noget med, at man ikke må føde hjemme, når man ved tidligere lejligheder har været ved at bløde ihjel, men at man så alligevel godt må...).

Dét har jeg naturligvis fejret ved straks at forhåndsinvestere mine endnu ikke udbetalte barselsdagpenge i sådan en fætter her:


Og Livse har fejret det med følgende stort set ordrette bekendtgørelse til sine børnehavepædagoger:

Min mor skal føde min lillesøster i et stort, lilla badekar i stuen. Jeg skal også være i vandet i mens, og vi skal spise popcakes. Det er kager på en pind.

Pædagogerne gengav hendes ord med den velkendte "skal vi mon indberette jer nu"-rynke mellem øjnene, men blev beroliget, da jeg fortalte, at der hverken skal Livse eller kager-på-pind i karret. Som i øvrigt ikke er lilla men blåt.

Det skal nok blive godt (og jeg visualiserer selvfølgelig mig selv i scenariet på fotoet: Jeg sidder blidt indadvendt i kødfarvet badetøj og føder min yngste, omgivet af stearinlys og smukt opstillede flasker med biodynamiske fødsels-produkter. Og bleer, brystpumper, babysenge lige uden for linsens rækkevidde).

fredag den 15. april 2016

Drugs, jeg vil ha' drugs

Lige på den anden side af den stiplede linje mellem kernefamilien og resten af verden ruller livet af sted, helt gruopvækkende og chokerende og tungt. Det her er ikke en cliff hanger eller noget; der kommer ikke mere info om den sag. Jeg skriver kun om mine egne sager, nemlig, og i forbindelse med lige denne her lige-uden-for-kernefamilien-sag, er sagen, at jeg craver. Jeg har et udpræget afhængighedsgen, og det vrider og vender sig i hver eneste celle i min krop og råber på ØLVINTEQUILA, på uendeligt hurtige løbeture med blodsmag i munden og tanketomhed, på pludselig at begynde at ryge, på at deltage i heftige boksekampe mod granvoksne mænd. Alt sammen dulmende aktiviteter der er helt forbudte og umulige, når man har maven fuld af Sidsten og i øvrigt er så immobiliseret, at det er hårdt bare at vralte op til spisesalen. Uden blodsmag i munden, helt fyldt med tanker i hovedet.

"Nå, men hvad hjælper så?" spørger I spændte.
Og jeg må skuffe og sige, at det meste af tiden er der ikke rigtigt noget, der hjælper noget som helst. Men heldigvis: En lille del af tiden er der noget, der hjælper. Ret meget endda. For eksempel:

Elementary på Netflix. Har desværre set alle sæsoner nu. Det samme med Bones. (Og det er så her, I byder ind med andre videnskabsinspirerede, lidt ha-ha, lidt kærlighed, stort set altid afsluttede mysterier/krimigåder-serier, ja.)

Slik. Det bliver forbudt for gravide om et øjeblik, og det er det tætteste jeg kommer på ægte drugs pt. (Og jeg som ellers havde planlagt at gro den sidste baby på ren spinat, mandler og positive følelser. Nu bygger jeg hende, celle for celle, på en diæt af Brugsens bland-selv-slik og Kick. Og kaffe med koffein.)

Den Sure. Altså bloggerdamen. Som ikke engang længere er rigtigt sur. Men som kan mærke livet lige lovligt stærkt og helt sikkert godt sætte sig i behovet for at dulme.

Nye venner. Det er mirakel at få sig sådan nogle i min tårnhøje alder. Og så under disse vrisne omstændigheder! Og så i forstæderne! Men skidegodt når de gamle venner er dårlige til at tage telefonen (modsat mig, der altid... eller. Vent. Ærhm. OK. Men de burde kunne læse mine tunge tanker! Lugte dem på lang afstand!). Nye venner er et skidegodt koncept i det hele taget. Jeg er ikke hårdere ramt, end at jeg sagtens kan sætte pris på et mirakel, når det indtræffer. Faktisk.

Grædende venner. Altså sådan nogle, som man indvier i den chokerende del af livet dér på den anden side af den stiplede linje, og så græder de. Fordi de hopper lige ned i empati-hullet, selvom det er et træls sted at være. Grædende venner er (også) mirakuløse.

Almindelig taknemmelighed. Altså, det kan jeg jo ikke styre. Overhovedet. Meget af tiden er det mere noget med almindelig vrissenhed, almindelig vrede og almindeligt behov for ølvintequila etc. Men en ok del af tiden er jeg faktisk... ok taknemmelig. Taknemmelighed er mindre effektiv end rødvin men langt bedre end ingenting. Og jeg er taknemmelig - over Netflix og slik og blogs og empati, selvfølgelig. Men også over BetteLivs bløde kinder om morgenen, Sønnes gode (eller endda GODESUPERGODE) dage og hans fregner og hans lyse hår, over forår og markudsigt og mine egne i stigende grad excellente bil-skills.

Og nej. Der er ingen pointe overhovedet. Udover jeg eventuelt lige om lidt kører af sted i min Lupo for at købe slik. Og alkoholfri øl.