søndag den 19. juni 2016

Ting folk siger

Omvejslouise har mistet sin far og skriver hårdt og fint om dét. Senest med sin liste over (ikke altid superheldige) ting folk siger til hendes tab. Uden at sammenligne vores situationer i øvrigt har jeg ladet mig inspirere af konceptet.

PÅ DEN ENE SIDE SIGER FOLK...
Det er da godt, at I er på den anden side af det nu, hva'.

Det er da godt, at den lille har det godt.

I det mindste lader hun jer sove lidt om natten, så I kan samle kræfter.

Det er dejligt, det er ovre nu.

Godt vi bor i et velfærdssamfund, hva'!

I det mindste gik selve fødslen godt.

Det må være dejligt at være kommet hjem igen og kunne få lidt ro på.

Nå, der har vi så den lille dame, det prøvede at slå sin mor ihjel!

PÅ DEN ANDEN SIDE SIGER (EN ANDEN SLAGS) FOLK...
Jeg kan fandme godt forstå, du har det dårligt.

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være.

Jeg vil gerne sponsorere noget praktisk hjælp i huset, hvis det er. Eller en psykolog.

Min kusine har speciale i fødselstraumer. Jeg har tjekket - du må gerne ringe til hende.

Hvor ville jeg ønske, jeg kunne efterlade min syge mand/mine mange børn/mine skøre livsomstændigheder og bare komme til Jylland og kramme dig.

Jeg har sendt noget Peter Beier-chokolade. Det synes jeg, du fortjener.

Jeg sms'er bare lige for at sige, jeg tænker på dig. Du behøver ikke svare!

Og her er et billede af Ellinor... for det ER godt, at hun har det godt. Hun er et vidunderligt, møffende, smilede, storspisende mirakel. Det er bare ikke dét, I behøver at minde mig om, når jeg forsøger at fortælle, hvor goddamn traumatiseret, jeg selv er...

torsdag den 16. juni 2016

Fødekar, markudsigt og rimeligt meget tvivl. En fødselsberetning.

Det er ikke helt nemt for mig at skrive en fødselsberetning, for det er det hæslige efterspil, der fylder i kroppen og hovedet… Men det var en god og fin hjemmefødsel, og nu prøver jeg alligevel. Det bliver langt, meget, meget langt, og der kommer en smule (godartet) splat. Så er I advaret. Og efterspils-beretningen får I en anden dag.

Efter en bøvlet graviditet havde jeg i uge 39 et par dage med fornyet energi og den klassiske uimodståelige trang til – pludselig og rimeligt out-of-character – at gøre rent og pudse vinduer og luge og den slags. Om tirsdagen begyndte ældre, kloge koner at kigge på mig og sige, at jeg snart ville føde. Selv var jeg dog helt overbevist om, at det ville ske på selve terminen, om lørdagen. Jeg kunne ligesom fornemme det, iggå… Men det eneste, man kan stole på ift. min intuition om fødsler, køn og graviditeter er, at den altid er forkert på den. Og onsdag morgen klokken fire blev jeg da også vækket af en plukkeve og en kraftig, brændende smerte i ryggen. Og lidt efter én til. Jeg stod op og bøvlede lidt rundt, spiste en banan, drak noget vand og skældte mig selv ud over, at jeg havde luget og pudset så meget de sidste dage. For det var vel derfor, at plukkeveerne gjorde så helvedes ondt i ryggen? Tanken om, at det kunne være Ægte Veer faldt mig selvfølgelig ind, men jeg tog dem ikke seriøst. Det starter ikke så voldsomt, tænkte jeg, og jeg kunne heller ikke helt genkende den brændende fornemmelse.

Ved femtiden skrev jeg en seddel til Manden og lagde foran soveværelsesdøren: Please lad mig sove her til morgen, jeg har været en del oppe i nat. Og lagde mig så på gæsteværelset med noget meditation i ørerne for at se, om jeg dog ikke kunne falde lidt til ro. Klokken halvseks fjernede jeg sedlen igen. Jeg havde brug for hjælp og opmærksomhed, ikke at ligge alene bag en lukket dør… Det gik mere og mere op for mig, at noget måtte være under opsejling, men det kraftige parallel-tankespor i mit hoved blev ved med at skælde ud: Skiftevis over lugningen (der måtte have forårsaget den meget kraftige smerte i ryggen, jo) og skiftevis over, at jeg havde overraskende svært ved at håndtere smerten. Efter en alletiders andengangs-fødsel så jeg på mig selv som lidt af en super-føder og tænkte nok, at jeg tredje gang ville være den rene ninja. Hvorfor gjorde det så så ondt? Pauser var der masser af, og de var lange og helt fredelige, men veernes styrke var for vild, og jeg kunne ikke håndtere dem liggende. Det gik bedre stående, men så snart jeg kom ud af sengen, kom de i stimer, og jeg kom igen til at skælde mig selv ud over, at jeg ikke var bedre til at smertehåndtere – selvom jeg faktisk gispede mig helt fint og overskudsagtigt igennem de fleste veer smertefri-fødsel-style og havde åndsnærværelse nok til at snakke mig selv igennem dem: You-can-do-it-you-can-do-it-to-minutter-to-minutter-to-minutter…

Manden blev vækket af min rumsteren ved seks-tiden og fandt mig gispende under den varme bruser – og anede nok, hvad klokken havde slået. Han masserede min lænd lidt, og fik ellers børnene op, affodret og afleveret. Jeg var en anelse fornærmet over, at han sådan efterlod mig på mit smertens leje – nu igen i sengen på gæsteværelset – men dels overdøvede parallelsportet ”jeg er ikke i fødsel” eventuelle argumenter for, at han skulle blive hjemme, dels faldt jeg ganske kort efter i søvn til lyden af noget bølgebrus, jeg havde fundet på youtube… Så længe jeg bare lå ned, havde jeg 10-15 minutter mellem veerne og kunne snildt falde i søvn, hvilket blot bestyrkede min mistanke om, at det var plukkeveer-møder-luge-smerter og ikke ægte udvidelsesveer. Manden tog (efter min ordre) juice, rundstykker og ost med hjem efter at have afleveret, men da han kom tilbage ved halvni-tiden, var vi forbi dét punkt, hvor jeg havde lyst til rigtig mad, og jeg sukkede kun efter sodavandsis. Selvom jeg stadig var lidt i tvivl om, hvad det egentlig var, der foregik (og hvorfor jeg var helt førstegangsføder-forbløffet over smertegraden), kom min smertehåndtering op og køre, og jeg gispede dygtigt og fokuserede på et punkt på væggen og fik i det hele taget lidt mere styr på tingene. Vist nok efter at have ringet til jordemoderen – vist nok ved ti-tiden – fyldte Manden fødekarret, men jeg havde svært ved at holde ud at være i det. Først og fremmest havde jeg det som om, jeg hele tiden skulle på toilettet – og jeg var pænt angst for pøller i karret… Jeg tænkte, at det nok var nu, jeg burde bruge klyx, men veerne var for mange. Jeg kunne ikke engang holde ud at sætte mig ned på toilettet og lavede i stedet en hele del flotte stående tisse-danse henover toiletkummen, som jeg er meget taknemmelig for, at der ikke var tilskuere til.

Ved 11-tiden (tror jeg nok) kom jordemoderen og en jordemoderstuderende og gav sig storsnakkende til at pakke deres sager ud på spisebordet. Jeg var heldigvis i rummet ved siden af, gæsteværelset, men blev irriteret over ikke at blive undersøgt først. Hvad nu, hvis jeg slet ikke var rigtigt i fødsel?! Så skulle de jo pakke det hele sammen igen. Og nu hvor jeg lå i sengen, var der atter meget længe mellem veerne, rask væk ti minutter, så jeg var seriøst i tvivl om, hvad jeg kunne forvente. Jeg lå og forhandlede med mig selv: ”Hvis bare jeg er tre centimeter åben, så kan jeg overskue det. Hvis det er mindre, og jeg allerede har oplevet så store smerter, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Bare tre centimeter!”

Endelig kom jordemoderen, og hun havde ingenlunde travlt. Jeg delte – igen-igen-igen – min tvivl om, hvor vi mon var i processen og fortalte om min toilet-trang, som hun smilende fortolkede som barnets hoved, der pressede det rigtige sted… Og endelig-endelig undersøgte hun mig så. Dommen var 8-9 centimeter, og dét gav fornyet tro på projektet! Så var det jo klart, at veerne havde gjort ondt! Og så var det jo bare en ren velsignelse, at der var så lange pauser i mellem, hvor jeg var fresh og klar i hovedet. Jordemoderens vurdering var, at det var for sent til klyx, og at jeg hellere måtte komme i karret, hvis det var der, jeg ville føde. Op i karret med mig, mens jordemoderen snakkede om, at nu gik vandet nok om en ve eller to, og vupti ville jeg føde… Jeg håbede, hun havde ret, men vidste godt, at min krop producerer nogle seriøst seje hindeblærer, der ikke bare sådan brister ved det første og den bedste ve. Og ganske rigtigt – jeg sad i badet længe og nød effekten af det varme vand og havde endelig seriøs optur over at kunne håndtere smerten. Men vandet lod vente på sig.

I mellemtiden var min veninde og fødselshjælper (aka Handlingens kvinde aka Dyrlægen) dukket op og sørgede for at holde temperaturen i karret nogenlunde konstant – og jeg havde fint overskud til at hilse og smile og prale med de 8-9 centimeter. Jeg havde også overskud til at diskutere hente-børnepasnings-logistik med Manden og rumme, at han ringede til et halvt dusin bedsteforældre for at få det hele arrangeret. Efterhånden kom hovedet længere og længere ned i bækkenet – jeg kunne genkende følelsen – og jeg gjorde mit bedste for at give slip-slip-slip, også selvom det spændte mellem veerne. Det gik ganske glimrende, ikke mindst på grund af det varme vand, og at jeg ikke længere behøvede at deale med min egen tvivl om, hvorvidt jeg var i fødsel eller bare pjevset. Jeg havde en del samtaler med Ellinor undervejs: ”Kom nu ned, lille skat, kom nu, kom nu, vi kan godt.” Og Manden havde fat i min arm, hvilket var rart – ved de andre fødsler har jeg ikke kunnet rumme nogen former for kropskontakt. I det hele taget havde jeg fine pauser og overraskende overskud på det her tidspunkt – især sammenlignet med de andre fødsler, hvor de sidste timer har været ren ve-storm og smerte-craziness. Det eneste, jeg faktisk havde svært ved at rumme, var jordemoderens og den studerendes konstante knevren, især den studerende syntes at have købt en billet til første række til et spændende show og sad og kiggede og heppede, selvom jeg havde ønsket det modsatte – altså fred og ro og så lidt indblanden som muligt. Jeg kunne ikke finde ud af at smide hende ud af rummet, men da de endelig fik læst min ønskeliste til fødslen – som især handlede om tid og ro med Manden – knævrede de primært inde i stuen og mindre ved karret.

Da vandet klokken (vist nok…) cirka 13 stadig ikke var gået, bad jordemoderen mig presse på toppen af veerne for selv at få det til at gå. Det gjorde jeg så efter bedste beskub – siddende på knæ med overkroppen hvilende på karrets kant og Mandens arm på min – og efter en (vist nok…) cirka ti veer lykkedes det endelig: vandet gik. Og så gik det stærkt! Første presseve kom næsten med det samme og gjorde så forbandet ondt, at jeg for første gang skreg og råbte på hjælp. Jordemoderen sad på det tidspunkt bag mig, og uden hendes guidning og øjenkontakt gik jeg et kort øjeblik i panik. Jeg fik beordret hende til at guide mig – og den studerende til at holde kæft (”det er KUN voksenjordemoderen der snakker nu!!”), og så snart hun mindede mig om at puste, gik det bedre.

Jeg husker det som om, at Ellinor var ude i fire nasty men håndterbare veer, og både jordemoderen og den studerende hjalp med at få skubbet hende frem mellem mine ben, så jeg selv kunne tage hende op. Helt perfekt og fin og færdig var hun! Hun trak vejret med det samme, snøflede bare lidt og skulle gnubbes på ryggen, før hun gav et skrig, der gjorde jordemoderen tilfreds. Jeg lænede ryggen op af karret, kyssede min glade, grædende Mand, hilste igen på verdens dejligste lille pige, og smilede til Dyrlægen, der stod i døren, lutter smil, og noterede tidspunktet for fødslen: 13.46. Og et kort øjeblik var alting helt, helt perfekt og rigtigt.

søndag den 12. juni 2016

Så kom hun!

Så kom hun, verdens fineste bette Ellinor. I onsdags ganske fredeligt hjemme i fødekarret.


Fredelighed blev dog hurtigt afløst af panik og kæmpeblodtab (mit) og en ambulance i susende fart til hospitalet. Dér har vi været - og haft travlt med operationer og blodtransfusioner og små-sammenbrud - ind til i går, hvor vi endelig endelig kom hjem. En hel del blod fattigere, ja, men helt fyldt med taknemmelighed over livet, velfærdssamfundet og den fineste, gladeste, blødeste klump minimenneske.

Jeg fortæller mere om det alt sammen senere, men nu skal jeg snuse til bette E, der ligger og grynter ved siden af computeren.

tirsdag den 7. juni 2016

Men i spejlet ser jeg bare tyk og træt ud

Bofællen: Hvorfor kigger du sådan på mig?!

Mig: Øh - hvordan?

Bofællen: Sådan - "så gør dog NOGET nu"-agtigt.

Mig: Jeg vil ikke have dig til at gøre noget. Jeg lagde ikke engang mærke til, at jeg kiggede på dig. Det er nok bare sådan, jeg kigger på verden...

***

Manden: Er du ok? Hvad er der?!

Mig: Der er ikke noget. Hvorfor spørger du?

Manden: Du kigger bare så underligt på mig.

Mig: Jeg prøvede faktisk at smile til dig...

***

Liv: Mor, er det mig, du er skrap på?

Mig: Nej. Jeg er ikke skrap, øh, på nogen. Synes du, jeg lyder skrap? Eller ser skrap ud?

Liv: Ja!

mandag den 6. juni 2016

(Gravid) kvinde ved 1000 grader

Jeg er kommet forbi det depressive, ængstelige sted og hen til det rasende sted.
Det er opslidende, men bedre.

Hvad jeg er rasende over, spørger I?
Det korte svar er: Alt.

Alt vil blandt andet sige heden, Sønnes ondt-i-ørerne, naboen der hamrer (på et fælles projekt. Han er en helt. Det er pisseirriterende), aftensmad der står på bordet milisekunder senere end aftalt, folk der ikke kan læse mine tanker, bh'er der ikke længere passer, sølvfisk på køkkenbordet, rod i klædeskabet, Sønnes Lego Technic (fuck det er svært), københavnere der bor for langt væk, mælkebøtterne der vokser op mellem fliserne, væsken i mine fødder, stort set alle politikere og stort set alle netavis-journalister.

(Til gengæld er jeg faktisk ikke rasende over kaffen og haven og Skønlitteratur på P1 eller over vores nye badeværelsesgulv og de medfølende blikke fra andre damer i heden.)

Så vidt jeg husker, tacklede jeg min sidste graviditet med væsentligt større ynde og overskud, men sådan husker jeg forhåbentlig også dét her fem år ude i fremtiden...

Og så vidt jeg husker havde jeg færre børn dengang. Og Manden havde mindre travlt.
Men igen: Om fem år ser mit liv lige nu top-rosenrødt ud i et blødt og konstruktivt nostalgisk skær. Og jeg vil tænke tilbage på varmen, dødsvarmen fra helvede, med længsel og glæde og et mildt smil på læberne og ingenlunde huske, hvordan den holdt mig vågen natten lang og forvandlede min hjerne til grød og min person til en form for monster.

Og nej-nej, det er ikke fordi, at jeg ikke også angribes af den højgravides intense og tårevædede rørthed - over, igen, alt - raseriet er bare lidt længere og tungere i det.

Jeg er i uge 39+2 og har aftalt med Lille E i maven, at vi afslutter det her show på lørdag. Det bliver godt. Og jeg bliver rasende, hvis aftalen viser sig ikke at holde. Eller hvis jeg ikke får sovet en hel del inden.

torsdag den 2. juni 2016

Angstdæmpere. En liste.

At spise hotdogs ved Malling Pølsevogn med Sønne efter skole. Vi siger ikke så meget. Vi gumler bare. Og nyder et sjældent øjeblik - bare os to, uden Liv, der har en legeaftale - og pølsemanden giver ham en slikkepind.

At snakke med hjemmefødselsjordemødre. Som lytter til hvad man siger, og tager det alvorligt. "Jeg kan godt skønne størrelsen, men hvor stor oplever du selv, hun er?" "Vi skal nok lade jer selv styre fødslen og lade være med at være in your face." Den slags. Utroligt og sjældent og dejligt. Ikke ét ord om, at jeg drikker for lidt mælk og skal brandsikre mit hjem bedre og alt det andet fis, jordemødre gennem årene har spildt min og deres egen tid med.

At blive mødt af medlidende blikke i heden - fra alle kvinder, der nogensinde selv har været gravide. Medlidenhed rocks.

At holde sig 100 procent fra (skrevne) fødselsberetninger. Der er for meget smerte i førstegangsbeskrivelserne og for lidt, alt for lidt, i de urtede amerikanske jeg har googlet mig frem til på det seneste. Jeg kan ikke holde ud at læse om andres uudholdelige smerter og komplikationer. Og jeg får max præstationsangst af at læse om, hvordan de urtede amerikanere bare lissom undgår al smerte ved at kalde veer for bølger (omgivet af stearinlys, børn og gamle koner) og synger og danser sig gennem deres fødsler. Den her YouTube-film er den eneste beretning, jeg kan holde ud:



At snakke om fødsler med andre. Det gik op for mig, at jeg forventede, at Manden skulle være med på at tale fødsel HELE tiden. Og at jeg var sur, fordi det ligesom ikke rigtigt skete... Da jeg var gravid med Livse, redigerede vi en en vis fødefilm selv, og det gav naturlig anledning til herlig nonstop-fødsels-snak (I kan se den her - hvis I læser med fra en computer). Meget dejligt og terapeutisk, både alle samtalerne og redigeringen. Og meget urealistisk i denne omgang. Så nu snakker jeg om fødsler med andre flergangs-damer, og dét er dejligt. Vi har alle sammen hørt hinandens historier 1000 gange, men det er lige meget. Det hjælper.

At sidde i vores tilgroede have og spise oste-mayo-chorizo-madder og kigge på sommerfugle, mens Inger Christensen læser op af Sommerfugledalen på iPad'en. It's ok.

mandag den 30. maj 2016

Dagens ord er frygt

Jeg er bange.
Jeg er bange for, at Bette E i maven ikke rører sig nok.
Jeg er bange for, at hun aldrig kommer.
Jeg er bange for, at hun kommer lige om lidt.
Jeg er bange for, at hjemmefødsels-jordemødrene synes, her roder for meget.
Jeg er bange for fødslen.
Jeg er bange for, at jeg er for bange for fødslen til at være totalt Earthmom-zen.
Jeg er bange for, at jeg ikke er bange nok for fødslen og får et chok, når det omsider går løs.
Jeg er bange for ikke at nyde fødslen nok, når nu det er den sidste-sidste-sidste.
Jeg er bange for at traumatisere min teenage-overbo med mine urbrøl.
Jeg er bange for, hvad det gør ved vores familie at få et barn til. Er det overhovedet ok?
Jeg er bange, virkeligt bange, for at komme til at overse mine andre vidunderlige børn.
Jeg er bange for, hvad det gør ved mit parforhold at få én til.
Jeg er bange for, at Manden aldrig ser, I ved sådan rigtigt ser, mig igen, dér midt i rodet og den uendelige børneflok.
Jeg er bange for, at jeg bliver ved med at være lige så træt og træls og needy, efter hun er født, den lille.
Jeg er bange for aldrig at sove igen.
Jeg er bange for at blive vanvittig på barsel i forstæderne.
Jeg er bange for, at det siger noget forfærdeligt om mig, at jeg pludselig er bange for alting.

Normalt glæder jeg mig, til fødslen og børneflokken og omvæltningen og en lillebitte babynæse mod min. Men ikke i dag. I dag er jeg bange.

søndag den 29. maj 2016

Sur-glad-rørt-rasende-depressiv

Heden får Sønne til at smide blusen på havetrampolinen, Livse til at iklæde sig sin 'sommerdiscokjole' (hendes ord, ikke mit) og mig til at sukke tungt. Mine hænder og fødder svulmer op og min halsbrænd til brænder endnu mere, og intet af mit tøj er løst nok til de her temperaturer.

Et sted på internettet står der, at det er meget normalt at glide ind i en slags depressiv tilstand omkring uge 38. Sandt nok. Bortset fra, når jeg er fanget i en helt-oppe-og-køre taknemmelighedsmani over børnene, babyen,  bofællesskabet, vejret (!) og verdens gavmildhed i al almindelighed. Eller når jeg er intenst raseende over nogenlunde de samme ting. Eller bare bliver helt rørt over ligegyldige junk-historier på buzzfeed.
Jeg er med andre ord højgravid, hormonella og helt, helt utilregnelig. Jeg satser på, at det ikke er helt ligeså hårdt for mine omgivelser, som det er for mig selv.
Og jeg kan stadig lige præcis vride mine tykke fødder ind i birkenstock-sandalerne.

Sommerdisco

tirsdag den 24. maj 2016

I dag var dagen hvor...

... jeg har set Baby Daddy på Netflix (gør det ikke, virkeligt ikke aldrig!) og spist chokolade og sovet i stedet for at arbejde og rydde op og ordne og gøre klar til baby-ankomst.

... jeg har snakket 40 minutter i telefon om mine barselsdagpenge med Hanne fra Helvede (aka Udbetaling Danmark). Hanne tager prisen for mest fuldendte kombination af uintelligent, magtfuld og nedladende nogensinde, og jeg præsterede så meget gulv-stamp og halv-indestængt snerren under samtalen, at hun spurgte, om jeg allerede var ved at føde. Samtalen endte med at jeg gav Manden fuldmagt til fremtidige samtaler. Ellers ender jeg vitterligt med at føde i ren arrigskab.

... jeg blev mødt af høj spontan-latter fra en far på vej ind i børnehaven, mens jeg stod lænet op af hegnet og skiftevis gispede og gabte. Det har ganske givet set sjovt ud. Og jeg var for træt til at mærke den mindste snert af fortørnelse over latteren, faktisk grinede jeg - en lille smule, meget træt - med ham.

... jeg gispende og blank-øjet måtte sætte mig på en stol, da jeg omsider var kommet fra hegnet og helt ind i børnehaven. Og jeg måtte bede en stakkels travl pædagog om at indfange mit rasende, ulykkelige barn, give hende tørt tøj på og levere hende til mig. Det tog en halv time, var meget højlydt og er ikke nogen lille tjeneste at bede om. Jeg gispede taktaktak, så højt jeg kunne og håber virkeligt, hun hørte mig.

søndag den 22. maj 2016

Preggo i tal

Antal uger til termin: Tre. Minus én dag. Halleluja.

Antal timer jeg har sovet i nat: Cirka fire.

Antal timer jeg burde have sovet i nat for at rumme mine støjende omgivelser: Cirka 12.

Antal gange jeg har testet fødekarret: Syv.

Antal kilo jeg har taget på: "Det ved jeg VIRKELIGT ikke." For nu at citere dét svar, jeg gav min svigermor, da hun spurgte om det samme.

Antal sun-lollyer (indkøbt til fødslen) jeg har spist siden midnat: Seks.

Antal dage der har lugtet massivt af gylle i hele Beder: Seks. (Hvis der stinker ligeså meget i lejligheden, når jeg skal føde, kører jeg på hospitalet.)

Antal skridt jeg kan tage uden at få en smertefuld plukkeve: 12

Antal sko jeg stadig kan passe og/eller finde ud af at tage af og på: 0 (det er mig, der går rundt i skiftevis birkenstock og gummistøvler...)

Antal syv-årige venner Sønne kan have på besøg uden jeg kommer til at snerre og vrisse og være verdens mindst rummelige mor: 0

Antal fester vi har holdt for at fejre, at jeg er i uge 37, og at Ellinor dermed officielt er bagt færdig, så al noia kan ophøre: Én. Med islagkage.

Antal familiemedlemmer der kunne regne ud, hvorfor jeg havde skrevet 37 på islagkagen: Ét (det var Sønne. Manden fik et meget jaget blik i øjnene og gav sig til at regne efter, om jeg dels var ældre, end han troede, og dels havde fødselsdag på et helt andet tidspunkt...)