lørdag den 12. april 2014

Bongo-bongo-bongo-BONGO-bongo-bongo

Det lyder som om, at overboen har investeret i et stort antal afrikanske trommer. Sådan har det lydt det meste af dagen.

Måske er det et svar på otte nætters skoldekoppe-skrige-Livse blandet med lidt stakkels-forsømte-storebror-mareridt.

Det er fair nok.

torsdag den 10. april 2014

Urealistisk siger I?!

Ting jeg forventer, når Manden (nu halsbetændelsesramt...) ind i mellem - en time, en nat, et døgn - er hjemme fra sin udstationering i Hobro:
  • At han placerer mig i en hængekøje med en drink og gynger mig blidt frem og tilbage, mens han komplimenterer mig for min evne til at være alene med børn og uden bil så lang tid af gangen.
  • At hans tilstedeværelse har en art magisk effekt på børnene, så de bliver helt stille og leger hver for sig inde på deres værelser.
  • At hans telefon aldrig ringer.
  • At jeg får uanet tid (og energi og et ryddeligt skrivebord) til at lave det meget, meget, meget arbejde, jeg er bagud med.
  • At hans tilstedeværelse har en art magisk effekt på mig og min arbejdsmoral, så jeg får arbejdet fra hånden uden at blive irriteret over det eller komme til at skrive blogindlæg i stedet for.

lørdag den 5. april 2014

Skoldkoppesmiley

Hvis man klynker lovlig meget over ting, man måske kunne have taget på en mere ninja-agtig måde og i mere strakt arm...

(jeg kender de ninjaer der med de strakte arme. Dem der ikke ser venner og spiser slik, men bruger vanvidshverdagens små tidslommer på at indhente forsømt arbejde og tale engleblidt til deres børn)

... ja, så skynder universet - den satan - sig at grine grumt og trumfe bil-løs-græsenke-hed med skoldkopper og feber. Bare lige for at sikre sig totalstress, total søvnmangel og ordentlig klynkegrund.

Smil til verden, eller den sætter sine spidse tænder i den stressede krop. Prust, siger jeg bare. Med mit allerstørste coping-smil.

fredag den 4. april 2014

Ikke-klynk og blødt lys på blonde børn

OK. Jeg havde i virkeligheden ikke brug for Red Bull. Jeg havde bare brug for at klynke lidt - og for, at Manden kom hjem i mere end 20 minutter og puttede børnene, mens jeg spiste slik og så Venner (som vi jo ved er kuren mod al pjevs og vemod).

Og så er det forår, og mine smukke børn vandrer ud ad guldaldermaleriet Beder hånd i hånd:

torsdag den 3. april 2014

Klynkevarsling. Eller: Men i det mindste kommer jeg i virkeligt god form


Manden er indlogeret i en campingvogn et sted uden for Hobro. Han laver film, og det bliver ganske givet fantastisk, men jeg er alene hjemme 90 procent af tiden, og det står på i ugevis endnu.

Bilen er også i Hobro.

Hvilket betyder, at jeg må cykle en voldsomt bakket runde mellem vuggestue-børnehave-busstoppested på små ti kilometer to gange om dagen. Med cykelanhænger. Når jeg endelig kommer ind til kontoret (med bus, forstås) er jeg så smadret, at jeg bare sidder og klynker på min blog i stedet for at gå i gang med mine uoverstigeligt store arbejdsbunker.

Så læser jeg lidt netavis og slår mig selv i hovedet over, hvor store de bunker er blevet, og at jeg ingenting laver, så læser jeg lidt mere, så kommer jeg i tanker om morgenens skænderier mellem TrætteMor og Trætte-Ulykkelige-Sønne, og så slår jeg mig selv i hovedet over det også.

Og alle de uløste arbejdsopgaver og morgentrælsheder summer i hovedet som fluer, og jeg har lyst til at tage en lille bitte diskret lur på den Fatboy, der ligger i hjørnet, men inboxen siger 'pling' 'pling' 'pling' og lige om lidt skal jeg lede to møder, jeg ikke har orket at forberede mig til.

Og jæsjæs, der er nogle hjælpsomme bedsteforældre - og nogle bofæller, der sørger for, at vi får nogle grønsager at spise. Men jeg skal virkeligt, virkeligt have noget mere redbull for at komme igennem den næste tid.

torsdag den 27. marts 2014

Cola, Jesus og et sødt og mærkeligt barn, der måske er blevet kristnet bag forældrenes ryg

Når de andre bofællesskabsunger hænger foran noget underlødig tegnefilm efter aftensmaden, står BetteLiv med ryggen til fjerneren og en laset højskolesangbog i hånden - den samme, aften efter aften. Og hun synger højt og klart:

COLA COLA OG HANS FÆTTER, COLA COLA OG HANS FÆTTER.

Aften efter aften.

Det er sødt og sært og en lille smule creepy på én gang.

Og til godnatsang - hver eneste aften - forlanger hun Rose-skyder, som jeg virkeligt ikke aner, hvor hun har lært henne. Ligeså højt som Sønne elskede gravko-sangen i sin tid elsker hun Rose-skyder-sangen, som hun gerne vil høre igen og igen - og se i den her version på youtube:



Hvis I også har børn, der som Livse tilsyneladende er blevet kristnet i smug, ja, så vil den her tage kegler. Slå jer løs.

tirsdag den 25. marts 2014

Godt at lugtesansen ikke er vores eneste sans

Beder lugter af gylle
Jeg lugter af kaffe og stress-sved
Manden lugter af stress-cigaretter
Livse lugter af vuggestue og en lille smule af prut, men hun er glad

Sønne dufter af de kanelsnegle, han får lov at spise ubegrænsede mængder af, fordi han er syg
Og han dufter en lille smule af bål og ret meget af sig selv

Måske lyder det overvejende træls
Det er det ikke
For vi lytter til Oscar Danielson og læser Anders And-blade

Og jeg har pudset vinduerne, så vi kan se ud på grønne blade og hvide blomster og blå himmel, og vi ved, at når sygdommen og prutterne og cigarettågerne og gyllelugten letter, så dufter det hele af forår

onsdag den 19. marts 2014

Verdens bedste vuggestue #3

1000 dybe indåndinger senere.
1000 snakke med forargede familiemedlemmer senere. 
1000 (ok, 20) meget støttende og forargede blogkommentarer senere...

... gik jeg i morges endelig opad den snoede brandtrappe og bankede hårdt-hårdt-hårdt på glasdøren til vuggestuelederens kontor. Var jeg så totalt hardcore og bål-og-brand-og-true-agtig? Næh. Men jeg fik sagt det, sådan nogenlunde, som det er:

At jeg er rystet. At det er svært at komme i en vuggestue, hvor man kigger på alle de små børn og tænker, om de ligger og skriger sig i søvn. At det er ekstra-svært, når de voksne virker så nonchelante og ligeglade, at jeg bliver overbevist om, at det MÅ være sket før. At jeg simpelthen har været så sygt glad for den her vuggestue, og det er et kæmpe tillidsbrud. At jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt alle de gange, jeg har hørt nogle små græde i barnevogne udenfor, ikke var travlheds-uheld men overlagte døve-ligeglade ører. At det aldrig, aldrig må ske igen.

Nå.

Hele den følelsestirade blev overøst med lutter nik og beklagende miner og "jeg er også rystet, det er uhørt, jeg kan slet ikke ha' det" og "det er slet ikke i tråd med, hvordan vi gør tingene her" fra lederens side. Han forsikrede flere gange, at ingen skal skrige sig i søvn; at det skam havde været oppe på personalemødet und so weiter und so weiter.

Og jeg forsøgte at være Cal Lightman fra Lie to Me og kiggede intenst på ledermennesket for at finde ud af, om al hans synlige utilpashed skyldtes a) at han vitterligt var rystet og ked af det b) at han var bange for at blive outet til en potentielt bidsk forældregruppe eller c) en blanding.

Jeg ved det sgutte. Men han sagde i hvert fald de rigtige ord.

Nu overvejer jeg, hvad jeg skal stille op med mig selv og med vuggestuen og med verden. Jeg er ikke helt overbevist om, at revolutionen er afblæst.

fredag den 14. marts 2014

Verdens bedste vuggestue #2

OK. Så Manden nævnte søvn-gate overfor en vidunderlig pædagog, der ikke var involveret. Hun ville "tage det med videre" og nævnte, at de havde været underbemandede den dag.

Fantastisk undskyldning.

Og jeg afleverede i morges og kunne dårligt kigge nogen af de voksne i øjnene. Så bare på de små unger og tænkte:

Hvem af jer, var det, der fik lov til at skrige sig i søvn?

Skriger I jer alle sammen i søvn?

Har mit barn skreget sig i søvn?!

Hej ondt i maven!

Vi bliver nødt til at gøre et eller andet mere. For vores egen skyld men så sandelig også for ungernes skyld. Det er bare svært, hvad det lige skal være, og hvordan jeg lige skal gribe det an. Jeg er en ængstelig og meget konfliktsky type (undtagen på skrift), og jeg nød fandme at være det nemme, kvikke barns nemme, kvikke mor.

Hvad ville I gøre? Hvad ville I sige? Og ville I sørge for at sladre til resten af forældregruppen (på et tidspunkt)?! Hjælp!

torsdag den 13. marts 2014

Verdens bedste vuggestue

I går overhørte Manden en samtale mellem to pædagoger i vuggeren. Jeg vil ikke gengive den ordret, for how could I, men humlen var:
Den ene pædagog påpeger, hvor varmt et lille (skrigende) barn er blevet ude i barnevognen.
Den anden pædagog siger (roligt), at det nok er fordi, at hun har skreget et kvarter nu, men at hun da lige kan få fem minutter til.
Den anden pædagog siger (roligt) fint-fint og vender tilbage til sine gøremål.

Den lader vi lige stå lidt, mens pletterne for øjnene fortager sig.

Manden troede ikke sine egne ører og stak derfor hovedet ud ad døren for lige at få vished for, at der ikke lå nogen små børn og skreg.

Men det gjorde der.

Og selvom han ikke er typen, der er sen til at tage en konflikt, når den skal tages, gik han hjem. Helt tavs og rystet.

Hvis jeg havde luft til at råbe højt, ville jeg gøre dét, men jeg nøjes med at hviske forsatan i helvede af rent chok. Han må jo spørge dem, hvad det gik ud på, det der. Og vi må få vished for:

- Har vores Bette ligget og skreget sig selv i søvn, mens voksne mennesker med fuldt overlæg gik rundt og lod hende ligge der, desperat, fortvivlet, uforstående, i 20 minutter eller mere?

- Får andre små mennesker lov til at ligge og skrige i 20 minutter - med fuldt overlæg?!

Jeg prøver at give dem the benefit of the doubt (ja, helt sikkert), indtil Manden har fået opklaret, hvad der foregår. Men jeg lover jer (og alle de et-årige, der ikke kan andet end at skrige og i hvert fald ikke sagsøge staten/kommunen/vorherre eller skrive meget vrede kronikker), at de ikke får lov at dø i synden. Ikke. Ikke. Ikke. Ikke.