fredag den 11. juli 2014

Optimistisk-agtig

Det er sidste dag før børnehavens lukkeuger, og ved I hvad?

BetteLiv er måske ikke forstædernes lykkeligste barn, når hun bliver afleveret. Til gengæld er hun glad, når hun er der. Spiser. Cykler. Leger lidt med de andre børn. Bliver malet som en prinsesse af en voksen, hun ikke kan huske, hvad hedder. Hænger ud i drivhuset. Hopper rundt i halmballerne. Vinker glad og råber hej-hej dejlig børnehave, når vi henter hende igen.

For realz.

Måske led Manden alligevel ikke helt entydigt af patologisk virkelighedsfornægtelse. Måske er det mig, der er patologisk pessimist.

Så mangler vi bare Sønne, hin følsomme dreng, der slet ikke kan finde ud af dette jordskælv i rutinerne og har svært ved både at sige farvel og overhovedet være glad i løbet af dagen, med mindre Bedsteven-Kalle er til stede. Måske det også nok skal gå med ham. Alt kan ske. Jeg er mega-opimistisk-agtig. Og Kalle kommer med hjem og leger i eftermiddag.

Men han er i hvert fald glad, når vi hænger ud (og med hovedet nedad) i bofællesskabets gymnastiksal.

mandag den 7. juli 2014

Find selv på opmuntrende og positiv titel

Av mit hjerte skrev et venligt menneske i en kommentar.

Det er klart de mest præcise ord, der er blevet sagt om Bettes børnehavestart indtil videre.

Manden kører en slags appreciative inquiry extreme:
Det går bedre!
Hun er bare SÅ glad, når jeg henter!
Hun kan godt lide én, der hedder Gitte!
Det skal nok blive rigtigt godt!

Jeg genkender stilen fra Sønnes børnehavestart, hvor der ved alle gode guder ikke var ret meget at være appreciative over. Men jeg kan godt forstå, at der skal noget positiv modvægt til, når jeg hele tiden siger:
Det går ad helvede til!
Jeg kan ikke holde det ud!
Jeg fortyder!
Alting er mit ansvar, og jeg føler stor skyld!

Nå.

Det gode er, at Sønne ikke længere føler sig 100 procent ansvarlig for Bettes ve og vel.

Det dårlige er, at ulykkeligheden og utrygheden (også hos Mutti) selvfølgelig smitter, så han også er sprøjtegrædende, når han bliver afleveret. Og at Bette græder. Og at jeg græder, inde bag mit brede tabusmil.

onsdag den 2. juli 2014

Fordi jeg er for træt til at interviewe andre end mig selv

Hvordan går det så med BetteLiv og børnehave, nu hvor I har været væk nogle uger på ferie?

Værre. Dårligt. Virkeligt ringe.

Kan du uddybe?

Jamen hun er så bundulykke og må holdes fast af en pædagog, så jeg kan gå. Gå ud og græde i bilen altså.

Men I har jo valgt den børnehave, frem for den hun kendte -

Ja for pokker! Det kan jeg så sidde og slå hovedet ned i rattet over, når jeg alligevel sidder derude i bilen...

Vil det sige, du fortryder?

Ja! Jeg føler mig som verdens ringeste forælder, at jeg ikke var bedre til at forudse, hvor hårdt det ville være. Det er alt for hårdt. Synes jeg.

Men det er hendes tredje dag efter en lang ferie. Tror du ikke, det bliver bedre?

Det håber jeg. Det skal det. Der er bare godt lige nogen, der må fortælle mig (og Bette), hvornår det er, det bliver bedre. Og hvor lang tid, der skal gå, før jeg skal stoppe traumatiseringen og simpelthen indrullere hende i den gamle institution igen...

torsdag den 5. juni 2014

Vi er fulde af overraskelser. Og omsorg.

"Nåmen ER der så en reaktion på den børnehavestart, du har været så nervøs for?" forestiller jeg mig, at I empatisk hvisker derude bag skærmene.

Og jo. Det er der.

En (anti)søvn reaktion.

En voldsomhedsreaktion med skrig og skrål og spark.

En jeg-vil-under-ingen-omstændigheder-spise-eftermiddagsmad-i-børnehaven-reaktion.

Det er bare ikke reaktioner hos Livse, det nyslåede børnehavebarn, der har det som blommen i et æg. Det er reaktioner hos Sønne. Der passer på hende som en pylret mor, og får skænd-agtige kommentarer med på vejen fra (tåbelige) pædagoger for ikke bare at løbe ud og lege med sine egne venner hele tiden.

Selv har jeg en I-skal-kraftedme-møde-min-søn-på-en-anerkendende-måde-reaktion. Sådan er vi alle sammen så fulde af overraskende reaktioner.

Sønne på flyvergrill. Det er OK at være glad for larm og flyvemaskiner, åbenbart, men ikke at sidde og ae sin lillesøster, til hun falder i søvn i middagslur-rummet. Grrr, snerre-snerre.

mandag den 2. juni 2014

Lige om lidt skal jeg nok holde kæft om den vuggestue

Nåmen i øvrigt var vi til udslusningssamtale i Livs vuggestue.

Det var 40 minutters nonstop ros i en grad, så vi ikke vidste, om vi skulle grine eller græde eller bare læne os tilbage og lappe det hele sultent i os.

Vi gjorde alle tre ting. Især grinede jeg højt, da pædagogen snakkede om de områder, hvor Bette er skoleklar.

Skoleklar, ja.

Den lader vi lige stå et øjeblik, mens I beundrer mit intelligente, empatiske og selvhjulpne afkom og mine uovertrufne evner som mor.

Godt så. Sønnes vuggestuesamtaler var aldrig nogensinde var 40 minutters nonstop ros. Aldrig-aldrig. Mere sådan: "Pas på I ikke overstimulerer ham!" og "der er en del ting at arbejde med her." Hvilket får rosen til os som forældre til at føles både virkeligt kærkommen og en anelse... skudt forbi. Alternativt er det bare synd for Sønne, at han ikke har fået Livs mor og far.

(Jeg forsøgte netop at finde et gammelt indlæg om en samtale i Sønnes vuggestue, hvor listen over ting, hvor han var bagud, bare blev ved og ved... noget med hans manglende interesse for udklædning og for at lege-skrive sin eget navn. Sådan for balancens skyld, iggå. Men så fandt jeg bare den her gamle kritik af hans børnehave og har nu mest lyst til at drikke en meget stærk sjus, eftersom det netop er dér, jeg har sendt Livse hen i dag. Støn og prust og verdens længste parentes.)

Hvor kom vi fra? Nårhjo, Livs robusthed og klar-hed til verden.

Dermed også til børnehave. Som hun som sagt er startet i i dag. På trods af intense diskussioner om, hvorvidt man kan have laksko på i en udebørnehave eller ej, er det gået over al forventning. Hun hang kækt sit tøj på plads, sørgede for at fleecetrøjen ikke hang med vrangen ud, drønede ud til mooncarsene og råbte hej-hej. Stenhård mor-pessimist som jeg er, forventer jeg naturligvis en reaktion/kaos/snarlig gråd og tænders gnidsel... men det skal nok gå, iggå. Hvis man er en ret skolemoden to-årig, er man nok også moden til at starte i en børnehave under sin storebrors nævenyttige beskyttelse.

Bemærk lakskoene. Fordi vi er så helt utroligt fremragende (og trætte og konfliktsky) forældre, indgik vi naturligvis et sko-kompromis.

onsdag den 28. maj 2014

Og jeg ved stadig ikke, hvad man skal gøre, hvis det brænder

For fire år siden sad jeg på et voksentoilet i en vuggestue og hulkede, mens jeg gennem alle tårerne forsøgte at fokusere på de laminerede brandinstrukser på væggen for ligesom at glemme, at mit største barn, den enbårne søn, nu var vuggestuebarn og endegyldigt ude i den store, farlige verden. Så jeg kunne gå ud og smile og indkøre og være den voksne og så videre.

Lige for lidt siden sad jeg på et voksentoilet i en vuggestue og hulkede, mens jeg gennem alle tårerne forsøgte at fokusere på de laminerede brandinstrukser på væggen for ligesom at glemme, at mit mindste barn, den enbårne datter, nu ikke længere er vuggestuebarn men endegyldigt ud i den store, farlige verden. Så jeg kunne gå ud og smile og udkøre og være den voksne og så videre.

For fire år siden kom jeg ud til en hær af tørøjede voksne og en ulykkelig Sønne.

Her for lidt siden kom jeg ud til en hær af grædende pædagoger og en ganske fornøjet Bette Liv.

Det er på en måde altid noget.

tirsdag den 27. maj 2014

Heldigvis rummer jeg mine børns reaktioner utroligt godt og står altid fast ved min beslutninger som en god voksen

"Nu går der ikke mange dage, så skal du i BØRNEHAVE, Livse-skat!" siger jeg med min mest sleske melis-stemme.

"NEJ!" siger Liv med sin højeste, allermest bestemte stemme.

Og sådan er det hele vejen igennem.

Også når jeg afleverer hende i vuggestuen, og hun græder, til hendes små, runde kinder bliver sjaskvåde og siger, at de voksne i vuggestuen kommer til at savne hende.

Soleklar præ-børnehave-reaktion.

Soleklar skyld og skam og fortrydelse hos mig.

(Nye læsere kan få et kig ind i vuggestue-børnehave-beslutnings-farcen her).

lørdag den 24. maj 2014

Forsømt forår og alt det jazz


Beder er i blomst. Græsplænen er syrendrysset, og haven er så frodig, at man bliver helt mæt af at indånde luften nede i æblelunden.

Måske er himlen endda lyserød.

Jeg ved det ikke, for jeg ligger bag nedrullede gardiner og ømmer mig.

Betændt bækkenled hedder ømhedsgrunden.

Glad arbejdsdag i bofællesskabet hedder gardingrunden. Jeg skjuler mig for bofællernes lykkelige arbejdsomhed og tænker over den manglende realitetssans i fysioterapeutens befaling om simpelthen at gå så lidt som muligt.

Og jeg skumler, mens fluerne summer forvirrede rundt i soveværelsets halvmørke.

Skumle, skumle, skumle.

Måske er jeg Alfons Åberg, der ikke helt er stor nok til at spille kort med sin fætre.

Skumle, skumle, skumle.

Lige om lidt humpelister jeg ud og stikker næsen i noget lilla blomst og bliver en mere zen-agtig version af mit betændte selv.

onsdag den 14. maj 2014

Gæt selv, hvilken livsstrategi der fungerer bedst

Når vi har truffet en svær beslutning med tvivl og plus-minus-lister og skal-vi-ikke-bare-beslutte-det-en-anden-dag og flere lister og mere tvivl... så reagerer Manden sådan her:

Jamen hvor føles det bare godt! Jeg er HELT sikker på, at det er det rigtige! Jeg kan mærke det nu, lissom, og jeg er slet ikke i tvivl mere - tænk, at jeg nogensinde har været det!? Det her skal nok blive godt!

Og jeg reagerer sådan her:

Det er den HELT forkerte beslutning! Hvordan i alverden kunne jeg nogensinde være så dum? Jeg er den værste mor i verden! Det her bliver aldrig godt, jeg kan mærke det, lissom. Fuck.

(Vi har set antydning af denne min meget lidt modne og meget lidt brugbare post-beslutnings-angst før, for eksempel da vi udskød Sønnes skolestart. Hvilket jo for fanden VAR den rigtige beslutning. Og en ret nem én oven i købet.)

Nå, men anyway. Vi skulle jo vælge børnehave til Bette, iggå. Hej tvivl og lister og overspringshandlinger og lister og tvivl. Kampen stod mellem det sted, hun går i vugger, som hun kender og elsker, og som er fint (men hvor de kører en lidt kinesisk mal-ens-sid-stille-pædagogik og en lidt New Jersey-agtig psyko-kagekonkurrence) og så Sønnes børnehave, som er stor og larmende og fantastisk og irriterende og smart for familielogistikken og økologisk fuldkost og alt for kaotisk og what have you.

Vi valgte Sønnes børnehave.

Måske fordi vi havde udskudt beslutningen så længe, at vi blev NØDT til at vælge en træt aften, hvor jeg ikke kunne overskue at have børn i to forskellige institutioner et år til. Måske fordi vi skulle vælge lige midt i græd-jer-selv-i-søvn-gate. Måske fordi det vitterligt var den rigtigtst-agtige beslutning.

Host.

Manden reagerede, surprise, ved hele tiden at blive mere og mere sikker på, at det er en skidegod beslutning.

Jeg reagerede, surprise, med tiltagende angst, skyld, bøvl og flimren for øjnene. Hvordan i alverden kan man tage den her prinsesse...


... der går i en prinsesse-egnet institution med mennesker, hun kender og holder af, og sende hende ud i en larmende mudderpøl med 120 børn, hun ikke kender?! Tilføj selv 100 negative scenarier, der involverer fremtidig skolegang og gråd hver morgen ved aflevering, så ved I nogenlunde, hvorn jeg har det, mens jeg halvhjertet messer til mig selv: Du ville have været endnu mere i tvivl, hvis I havde valgt det andet, du ville have været endnu mere i tvivl, hvis du havde valgt det andet...

Om to uger starter BetteLiv i børnehave. For hver gang jeg henter og afleverer hende, får jeg mere flimmer i øjnkrogene og tungere skyld på skuldrene.

I mit næste liv vil jeg være Manden.

tirsdag den 13. maj 2014

Night terror hedder det, siger de kloge

HVORFOR BLIVER ALTING STØRRE HELE TIDEN? HVORFOR BLIVER VERDEN STØRRE HELE TIDEN? skriger drengen panisk ud i mørket og hans hænder griber ud efter noget, han ikke kan få fat i. Jeg holder ham tæt ind til mig og bærer hans 16 tunge kilo rundt i hele huset dér midt om natten. Og jeg vugger ham som en baby og hvisker beroligende sludder til ham, halvt svedig af angst over hans potentielle vanvid, halvt underligt taknemmelig over, at han stadig er så lille, at han tror på, at jeg faktisk kan beskytte ham fra alt det, der bliver større hele tiden.