onsdag den 26. august 2015

Den eneste dumme lort her er folkeskolereformen

Jeg skriver halve indlæg inde i hovedet på cyklen hjem:

"Det var jo også svært at starte i børnehave..."

"Nu trækker vi bare vejret dybt, går mindre i panik end vi plejer, og tænker, det bliver mere hvidt på den anden side af efterårsferien..."

"Der er jo også mange skoler i verden, hvor man går i uniform og eventuelt får nogle tæsk, såøh..."

Det ville være så fint at skrive dét der positive, at skrive troen på projekt folkeskole frem på computeren. Men det kan jeg ikke.

For:

I går aftes, da Sønne skulle til at sove, lå han og sagde:
Jeg er en dum, lille lort
Jeg er en dum, lille lort

For:

I morges da han blev afleveret, var hans ansigt - med Mandens beskrivelse - "som et lagen." Helt blegt og tomt. Han har opgivet at stritte imod (for nu) og overgivet sig til de voksnes luner.

Derfor.

(Og ja, vi HAR bedt om et møde med de voksne. Det kan godt være, at det er svært at starte i skole, men det skal simpelthen ikke være SÅ svært.)

mandag den 24. august 2015

Folkeskolen i hvid. Knækket hvid. Gullig-hvid. Karrygul.

Jeg skulle have skrevet noget mere fra den første uge. Hvor alt var spændende, og Sønne var glad, hvor Manden, hin optimistiske, var glad, fordi han tænkte, det ville blive sådan altid. Så ville jeg have skrevet noget om, hvor spændende det var, hvor stolt Sønne viste os rundt i sin klasse (hver eneste eftermiddag), hvor begejstret han var for at opdage, at han faktisk kan tegne. Den slags.

Nu er vi på tredje uge, og jeg skal saftsusemig tage mig sammen for at sige noget pænt. Men jeg har besluttet, at jeg ikke vil skælde ud over skolen, situationen, danske politikere eller vores samfund anno 2015 liige i dag... så her kommer de tre gode ting, jeg kan grave frem under galden og sorgen:

  • Når Sønne er for ked af det til at komme ind i klassen om morgenen, er SFO-pædagogerne søde. Den ene dag fik han ligefrem et stykke slik (og slik på en hverdagsmorgen er for seks-årige vel som at vinde i lotto for almindelige voksne...), og i dag fik han lov at spille Mindcraft. Ergo: De skælder ikke ud. Det er da noget. SFO-pædagogerne forsøger faktisk generelt at afbøde de (mange, mange) blå mærker, skolereformen giver både Sønne og andre følsomme skolebegyndere. Det er da altid noget.
  • Ind i mellem strømmer der rimeligt flydende engelske ord ud af drengens mund (jaja, selvfølgelig har de da engelsk, hvordan skal vi ellers nogensinde imødegå invasionen fra Kina og vinde Pisa-grandprixet?). Han siger ting a la myhatandmystickandmybrandnewshoes eller I like the flowers... Og han virker stolt. (Det er en SFO-pædagog, der har engelsk med de små. Og SFO-pædagogerne er søde og fokuserede på at lege og anerkende. Og så siger jeg ikke mere, for jeg vil kun sige noget pænt om skolen i dag).
  • Forældreintra er smart. Jamen, det er det! Når nu ens supertriste (jeg mener selvfølgelig "naturligt trætte") dreng ikke har lyst til at tale om skolen, kan man se en udførligt beskrevet og overordentligt ambitiøs plan for ugen. Så har man da fornemmelsen af på en eller anden måde at følge med. Det er også positivt, at interfacet er så ringe, at jeg først i dag har opdaget brevet fra sidste mandag (!) om, hvilke lektier (!!) børnene skal lave. Den tid der er gået godt, kommer ikke skidt igen. Forfandenihelvede.

    Det bliver bedre. Det viser al Sønne-erfaring, og jeg messer det ind i mellem mine fantasier om at lave en Andrea Hejlskov og/eller starte en seriøs revolution. Men folkeskolen-i-kridhvid-indlæggene kommer I nok alligevel til at skulle vente længe på.

torsdag den 20. august 2015

Folkeskolen i sort-hvid. I dag i sort.

Kære Sønne

"Hvorfor må jeg ikke komme hjem, når jeg har den følelse inden i, mor, hvorfor må jeg ikke?" græd du, mens du skiftevis nev mig i armen, trampede i gulvet og klyngede dig til mig som en et-årig med seperationsangst.

Og hvad skulle jeg svare?

Og hvordan skulle jeg forklare dig, at det ikke er dig, der er noget i vejen med, men systemet, politikerne, folkeskolereformen. At man selvfølgelig bliver fuldstændig udmattet, når man som skolebegynder går i skole fra 8.15 til 14.45, samtidig med at man skal forsøge at lære, hvad fanden der overhovedet forventes af én. Når man er så forvirret over alle de krav og alle de mennesker, at man ikke kan falde i søvn og slet ikke vågne om morgenen; at man bliver så træt, at en i forvejen vanvittig lang og voksenstyret skoledag virker uendelig.

Jeg har politikerne (se, i generaliserende flertal, jeg er for træt til nuancer) mistænkt for at bruge folkeskolereformen som bevidst undertrykkelse af al folkelig modstand (mod afvikling af velfærdssamfundet, dårlig behandling af de svage, hvad vi nu kunne finde på at protestere mod). Det virker i flere generationer: Forældrene er for trætte og fokuseret på deres trætte børn til for alvor at kunne gøre andet end arbejde-hente-handle-putte-arbejde... Og børnene indoktrineres effektivt og tidligt og omfattende med en "kom nu, videre videre"-mentalitet og skal i øvrigt bruge så meget krudt på skolen, at der slet ikke er tid til ret meget andet. Inklusive udvikle en konstruktivt-kritisk tankegang overfor de omgivelser, de er i.

Men det var jo slet ikke dét, jeg ville sige. (Jeg ved i øvrigt også godt, at min trætte vrede er socialist-rød. Sådan er det altid. Rød-sort. I morgen skriver jeg helt i hvid, den farve skolemaling har nemlig også. Heldigvis.)

Det, jeg ville sige, var:

Efter jeg havde efterladt dig der, så vred og ked af det, i armene på en SFO-voksen, jeg aldrig før har snakket med, længe efter klokken havde ringet... ja, så blev jeg selv vred og ked af det. Over at du skal gå så meget i skole, over at man ikke kan lege meget mere, når man er seks år. Jeg sagde til dig, at det nok skal blive bedre, og det skal det. Det er helt sikkert. Men jeg kan godt forstå, at du - som du sagde - "ikke kan holde til mere."

Senere ringede jeg til den voksne, som sagde mange fine ting. Han sagde, du var sød og bestemt og sej. At du var utroligt god til at mærke, hvordan du havde det, og hvad du havde brug for. At det var vigtigt, at du blev ved med at være så god til de ting - og at det er de voksnes opgave at hjælpe dig med det.

Han sagde også, at du var det tredje barn den morgen, han havde prøvet at trøste. Fordi det er hårdt at starte i skole, især når man skal gå SÅ mange timer i skole, som politikerne har bestemt, I skal.

Sønne, jeg ved ikke, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig, men jeg skal nok finde ud af det. Og det skal nok blive nemmere. Det lover jeg.

mandag den 6. juli 2015

Og sådan ser han (ikke helt) ud. But who cares!?

"Jamen hvad SKETE der så med det der Sønne-skole?" spørger I spændte.

(Eller måske gør I ikke, men her kommer svaret uanset).

Vi besluttede at satse på folkeren. Først og fremmest fordi vi ikke kunne komme til at møde privatskole-forældrene før skolestart - og vi ved, garvede bofællesskabsrotter som vi er, at det er ualmindeligt vigtigt at vide, hvilket fællesskab man kaster sig ind i.

Og det viste sig at være godt, altså vores sats, for privatskolen starter slet ikke nogen klasse til sommer alligevel (men hvis I har nogle Beder-Malling-børn, der skal i skole i 2016, tør jeg godt anbefale den. Læs mere her.)

Siden sidst har vi så været til en art første skoledag (halvt angstfyldt, halvt wauw-ok-det-er-spændende-nok), jeg har ret random komplimenteret den undrende skolelærer for hans klaverspil (fordi jeg havde dårlig samvittighed over at have bag-skrevet ham, uden han vidste det), vi har skiftevis været in denial ("jeg vil ikke snakke om det, mor!") og været utålmodige til at komme tilbage og opleve mere... og så videre.

Og det vigtigste af det hele: Vi er gået igang med de fordømte tegnelektier fra helvede. Og se nu bare her; det er ingen kunstner-priser coming up, men han har tegnet! Uden at lægge sig under opvaskemaskinelågen og græde ulykkeligt. Det er så stor en præstation, at jeg er ved at revne en lille smule af lettelse og stolthed:


onsdag den 10. juni 2015

Morale: Hvis du absolut SKAL gøre noget anderledes end flokken, så vær så ekstrem som muligt

I starten troede vi, at Sønne skulle i den lokale folkeskole. Den lige ovre på den anden side af vejen. Fordi det er den lokale folkeskole, iggå, lige ovre på den anden side af vejen!

Det snakkede vi så med de andre forældre i børnehaven - som ligger nogle kilometer herfra, i et andet skoledistrikt - om. De synes det var sært. Hvorfor skulle han ikke i samme skole som de andre unger fra børnehaven? Det var jo en meget bedre skole! "Hør her hvorfor!" Og den ene grund, og den anden grund, og den tredje grund. "Og mine børn! Og jeg kender én som! Og jeres lokale skole, altså, NU skal du bare høre..."

Hm, tænkte vi, uden at tage det synderligt alvorligt. Men endte altså alligevel med at vælge børnehave-skolen, fordi det er dér, vennerne skal gå. Det mente vi, var en god ide. Det mente børnehaven var en god ide.

Og tiden gik, og det kom vores lokale bekendte for øre, at vi havde valgt noget andet. Men hvorfor I ALVERDEN havde vi nu dét? Den lokale skole er jo meget bedre! "Hør her hvorfor!" Og den ene grund, og den anden grund, og den tredje grund. "Og mine børn! Og jeg kender en som! Og den anden skole, altså, NU skal du bare høre..."

Jeg forstår godt, at man har brug for at tro på, at lige præcis dét, man nu udsætter sine børn for, er det allerbedste. Og det kan det jo for hulen sagtens være, selvom vi vælger noget andet. Mine valg er ikke en kritik af nogen andres valg.

Og ingen vil mene, at de tager det som en kritik, vel, de hjælper os bare, de vil Sønne det bedste, thi deres børns skole ER den bedste, af den ene og den anden og den tredje grund. Det er bare påfaldende, at det er helt samme reaktion fra begge lejre. Synes jeg.

Nå. Men tiden gik og gik, og vi kom endnu mere i tvivl, som de seneste dages rimeligt fortvivlede indlæg afslører. Om folkeskolen som institution og sårn. Vi vil jo gerne udsætte vores børn for det allerbedste og så videre og så videre.

Og så skete der noget pudsigt: Nu får vi ikke nogen af de sædvanlige kommentarer. Jo-jo, folk spørger, interesseret, undrende, kommer med diplomatisk formulerede argumenter om folkeskolens udmærketheder. Men ingen føler sig - tilsyneladende - provokerede eller som om, de skal forsvare eller sælge noget. Ved at (overveje at) kyle Sønne i verdens mest hippieagtige endnu ikke eksisterende skole har vi simpelthen placeret os i kategorien "beyond reach" eller "de her mennesker er så sære, så vi slet ikke føler os kritiseret af deres valg." Jeg gætter bare. Men jeg tror, jeg gætter rigtigt.

Dét i sig selv er næsten grund nok vælge hippieskolen.

Disclaimer #1: Jæsjæs. Jeg gør det sikkert også selv. Tager andres valg som en kritik af mine egne.

Disclaimer #2: Måske føler jeg om fem minutter, at jeg hænger nogen ud. Så sletter jeg indlægget igen. We'll see.

mandag den 8. juni 2015

Vores helt egen valg-kamp

Vi tog hen på friskolen.

Altså den kommende skole.

Altså skolen, som ikke findes endnu, men som pt bare en dame med en ægte trang til kløgtig skolerevolution i nogle fine omgivelser på et tidligere plejehjem.

Altså skolen, som jeg i hvert fald lige havde brug for at se IKKE var noget.

For det ville være så meget nemmere, hvis damen var træls, visionen var træls, omgivelserne var trælse... og vi så kunne holde os til den Gode Gamle Onde Folkeskole med en eller anden form for ro i sjælen. Iggå? Nemt for os, nemt for Sønne. For hvem de venner der er så vigtige, iggå-iggå.

Der var bare ikke ret mange trælse ting, udover a) at skolen jo ikke rigtigt ægte findes endnu og b) at Sønnes venner skal gå i folkeren...

Så nu saver Manden med motorsav for ikke at blive vanvittig, og jeg sidder og rokker frem og tilbage med den sædvanlige valg-kvalme.

Mens Sønne er til prøve-skole-dag i folkeren og intet aner om det begyndende vanvid hos sine forældre.

Hold nu op hvor ville det være nemt, hvis vi troede på folkeskolereformen. På lektier. På Kina-modellen ("gør som jeg siger, thi jeg er læreren!"). Hvis vi nu bare var sådan nogle, der gjorde som alle andre uden at behøve at få kvalme eller save med motorsav. Sådan nogle der var lidt bedre til at tænke "det går sgu nok" i stedet for "tænk hvor fantastisk det ville være med en lille smule besværlig revolution"...

Men det er vi ikke. Nemme i det. Så om lidt slukker vi for motorsaven, tager noget kvalmestillende (kaffe, sukker) og tager forbi skolen og damen én gang til. Bare lige én gang til.

(Og hvis I nu skulle være blevet nysgerrige, så er det denne her skole, jeg fabler om.) 

torsdag den 4. juni 2015

Hvis I nu var Mads og Monopolet, hvad ville I så sige?

Hrm-hrm. Så vi har det lidt stramt med udsigterne til folkeskole for tiden.

Og vi ved, at der starter en ny bette privatskole med fokus på selvværd og andre gode ting efter sommerferien.

Det frister.

Og så alligevel ikke.

Jeg er vanvittig dårlig til at træffe valg (som trofaste læsere, hvis der er sådan nogle, vil vide), især hvis det gælder min børn.

Panik, sved, søvnløshed, forgæves forsøg på at forudsige fremtid. Mere panik.

På den ene side: Den velkendte folkeskole med alt hvad det indebærer af lange dage, præstationsfokus, talrige lektietimer i en ung alder, sammenkrølling på stol for uforstående lærer, liggen under opvaskemaskinelåger (i hvert fald en tid), total tvivl på egne evner som mor og som Sønne. Men også med en model, der sådan nogenlunde virker, forudsigelighed og allerallervigtigst, en håndfuld venner fra børnehaven.

På den anden side: Et totalt gamble af en skole, der slet ikke findes endnu. Hvor der kommer til at gå et uvist antal elever med uvisse udfordringer i uvisse rammer. Som har visionerne på plads (men hvem helvede har ikke det?!), som virker bundsympatiske, og som er helt vildt gode til at snakke om selvværd.

Det er ganske givet vanvittigt, at jeg overhovedet overvejer det.

Det er ganske givet vanvittig overhovedet at overveje folkeskolen, der giver lektiestress, før den overhovedet er gået i gang.

Jeg er ganske givet ved at blive, ja, vanvittig.

Hvad ville I gøre?!

tirsdag den 2. juni 2015

Ti lange år forude

Sønne kan klatre fem meter op i et reb uden problemer.
Han kan slå en tønde land på en havetraktor. Selv.
Han kan få en hær af børnehavedrenge til at forvandle dæk og brædder og sand til biler og huse og flyvere.
Han kan stå på hænder (med lidt vaklen) og på hovedet (uden).
Han kan cykle ti bakkede kilometer (mindst) næsten uden at kny.
Han kan genkende alle biler, busser og lastbiler uden at behøve at skele til mærket.
Han kan balancere stående på sin fars skuldre, mens han piller bådens vinterpressening af, skruer skruer ud, den slags.
Han kan bære sin søster på ryggen.
Han kan klatre højere op i træer end noget andet barn, jeg har set.
Han kan lære mig, helt blidt og pædagogisk, hvordan man bruger den elektriske hæk-fætter, og han lægger både den og forlængerledningen på plads i værkstedet bagefter.
Han kan fiske.
Han kan holde en kattekilling eller en baby eller hvad det måtte være helt stille og og fint og tålmodigt.
Han kan grine med hele kroppen.

Men ved I hvad, han ikke kan?
Alfabetet. Og: Han kan ikke, slet slet slet ikke, finde ud af at sidde overfor sin kommende klasselærer og løse opgaver og udpege de bogstaver, han kender, og tegne tegninger (jeg har faktisk aldrig mødt et barn, der er så ringe til at tegne, som ham. Og - normalt - så fuldstændig uinteresseret). Og han kan slet ikke sidde der sammen med læreren uden at krølle sig helt sammen på stolen og tale med en meget lille halvt fjollet halvt angst stemme.

Det var den mest ubehagelige mundtlige eksamen, jeg har nogensinde har været til. Og det var slet ikke en eksamen.

På vej over skolegården bagefter fandt han en kængurustylte men tog sig så i det: "Nej, jeg er ikke dygtig til det." Senere lå han under opvaskemaskinens udslåede låge, en sikker hule måske, og græd over det portræt, han skal tegne af sig selv til første skoledag. Ind i mellem råbte han: "Du SKAL gøre det, mor, du SKAL!"

Jeg lagde mig ved siden af, med mit knuste hjerte, og lod være med at græde, og forsøgte skiftevis at rumme og peptalke.

Senere, med fugtige øjne:
"Så skal læreren se om det er rigtigt, mor, men jeg kan IKKE."

Senere endnu:
"Hvorfor skal man egentlig lave lektier, mor?"

Og senere endnu, da Sønne igen sad i et træ og et øjeblik havde glemt alt om lektierne, og da min irritation over den eksamensagtige situation (der i brevet fra skolen var blevet solgt som "en snak, hvor vi vil spørge ind til, hvad der optager dig") var fordampet, havde jeg selv lyst til at lægge mig ind under opvaskemaskinens låge: Hvad nu, hvis det ikke er systemet, der er galt på den, men os, mig som forælder, der har fejlet totalt?

Den følelse er blevet hos mig siden (ligesom Sønnes lektiestress er blevet hos ham), og den får verden til at føles en lille smule som et skib, der gynger.

tirsdag den 26. maj 2015

Og derfor burde alle have en storebror og/eller en skovl

Livse: Ved du hvad, mor, Asta og de andre sagde, at min kjole lignede LORT!

Mig: Nåda! Det var strengt. Blev du så ked af det?

Livse: Ja. Jeg så sådan her ud i hovedet: Meget ked af det!

Mig (med min bedste marte-meo-stemme): Det kan jeg godt forstå. Sådan ville jeg også have set ud, hvis nogen sagde det til mig. Bad du dem holde op?

Livse: Ja. Men de holdt ikke op.

Mig: Hvad gjorde du så?

Livse: Jeg hentede min storebror! Så kom han efter dem!

Sønne: Ja. Så kom jeg efter dem. Med en skovl! Jeg løb bare efter Asta... med skovlen!

Mig: ...

Sønne: Det var bare for sjov. Jeg ville ikke slå hende ægte.

Mig: Jamen... eh? Altså... Vidste Asta godt, det var for sjov?

Livse: Nej-nej. Så vi blev gode venner igen. Så kaldte vi allesammen græsset for lort. LORT!

Mig: Mmm. OK. Eller... eh. Godt nok så.

lørdag den 16. maj 2015

Tvungen forårsmindfulness. Nej tak.

For det meste er forår på landet fantastisk og fuldent og en formidal grøn tsunami og mange andre gode ord med f. Dejligt nu-og-her sol i kinder, kaffe i kop, børn i hopsa, hjemmedyrket mynte i mojitoen. Den slags.

Men ind i mellem (for eksempel i dag) er foråret nærmest for anmassende i alt sin på én gang spæde og overvældende grønhed (og gulhed og hvidhed og lyserødhed): Se mig, se mig, jeg er så grøn og flygtig, du skal nyde mig nu, NU, om lidt er jeg borte. Så bliver jeg træt. Og længes efter vinter, hvor man godt må længes efter andre tider uden at være en skarn.

Så skammer jeg mig lidt (som den gode protestant jeg er) og drikker rødvin og laver sirup ud af alle mælkebøtterne. Det hjælper. Men kun en anelse.