fredag den 25. november 2016

Sønne

Sønne blev otte.
Sønne med det lange, gyldne hår og den lille rest sommerfregner på næsen.
Sønne der engang gemte sig under opvaskemaskine-lågen, fordi han ikke kunne tegne, men som nu tegner gravemaskiner og biler og både af egen fri vilje. Og næsten-læser.
Sønne der græd hver morgen, før han skulle i skole, men som jeg nu ikke engang må følge ned i klassen, fordi det er pinligt, mor.
Sønne der kunne skrue skruer i, før han kunne gå, og sige anhængertræk, før han kunne udtale sit eget navn.
Sønne der for et øjeblik siden var en lillebitte yoda-baby, der lå og kiggede på os på patienthotellet i Skejby med sine store, mørke, kloge øjne.
Sønne der hader at sove men elsker at blive nusset på ryggen, og som siger mmm du er en dejlig mor, når han et øjeblik glemmer at være sej.
Sønne der ikke har taget sin nye fødselsdags-Ronaldo-trøje af - hverken nat eller dag - siden han fik den i fødselsdagsgave af sin mormor og morfar.
Sønne der blev så oprigtigt glad for de brugte Harry Potter-bøger, hans økonomisk udfordrede forældre gav ham, at det var helt rørende.

Så vi kneb en lillebitte tåre og sang Happy Birthday to you og Vi har ikke sovet i OTTE år, det kan nemt ses på vores øj'n (for det har vi ikke, og det kan man nemt), og serverede saftevand og croissanter til morgenmad og wienerstang i stedet for lagkage. Og om få timer får vi besøg af 16 drenge til pizza og film, og min tynde, tynde, tynde is bliver lissom en lille smule tykkere, når han smiler med sine store, hvide tænder og siger jeg glæder mig mor, gør du ikke også det, vi skal se Krummerne 2!!

mandag den 21. november 2016

Drømme

I dag sørger jeg. Ikke over pengene i sig selv, men over alle de drømme, der ikke kan blive til noget, når man er i dundrende minus.
Det er ikke en tonstung, altoverskyggende, perspektivløs sorg uden taknemmelighed over alle de gode ting i vores liv. Selvfølgelig ikke. Men det er en sorg.
En sorg over at sige farvel til rejsedrømme for eksempel; drømmen om at hive nogle måneder ud af en kalender og vise vores børn det Stillehav, hvor vi fandt hinanden for ti år siden. Og en mindre drøm om en snarlig anti-vinterdepressions-rejse hen til et sted med lys og varme. Eller bare en uge i sommerhus.
Drømme om at arbejde mindre for at få det bedre.
Og drømme, som jeg ikke helt havde turdet sige højt, men som det alligevel gør ondt at sige farvel til. Som Gladiators Jyske Forfatterskole der koster nu helt ubetalelige 15.000 kroner.
Det sørger jeg over i dag.

torsdag den 17. november 2016

When it rains, it pours

Her er stille. Jeg er ikke så god til at svare på kommentarer, som jeg normalt er.

Sagen er denne:
Det har vist sig, at vores andelspris er i strid med loven. Den rigtige, lovlige pris er pt. - på grund af gælden i ejendommen og snirklede paragraffer, ingen kendte - 0 kroner.

0 kroner, ja.

Og ikke 600.000, som vi gav for den i sin tid.

Vi er med andre ord teknisk insolvente.
Vi skylder med andre ord hundredetusindvis af kroner væk i en andel, der intet er værd.
Vi har med andre ord fået et problem, der får dagpenge-miseren til at virke som en lille, fuldstændigt ubetydelig bøvs.

Det er tunge problemer for mennesker, der i forvejen opholder sig på tynd is.
Det er en spændende zigzag-rejse mellem sorte huller af bitterhed ("fuck de tidligere beboere, der har fået alt for mange penge med og efterladt os i gældshelvede!" "Vi arbejder os i sænk og pengene havner i INGENTING, fuck!")
Det er udbetalingen til vores fremtids-hus, der ryger.
Det er rejser, det er økonomisk sikkerhed, det er en sund hvilepuls, der ryger.
Det er, i hvert fald lige nu, en del i forvejen kostbar nattesøvn, der ryger.

Men samtidig så er det jo også sådan her:
Vi har hinanden.
Vi har vores i tiltagende grad gode helbred.
Vi har et dejligt bofællesskab, der tackler den nye, forfærdelige situation med så megen ynde og medmenneskelighed, man overhovedet kan mønstre, når man er helt hvid i hovedet.
Vi har et togvogns-kontor i baghaven og nogle naboer længere nede ad grusvejen, der lige kigger forbi med økologiske vingummibamser og rødvin.
Vi har en baby på fem en halv måned, der ser sådan her ud:


Det der gode liv, som en masse familier jagter over på DR1 ved at sælge hus og bil og tage til New York og rygsæk-Asien og Kreta og hvad ved jeg, det har vi jo stort set fundet... siger jeg helt ærligt og uden nogle falske ja-hatte. Altså ja, for helvede da, det ville være dejligt, hvis det var billigere og dermed mindre arbejdskrævende, det her bud på det gode liv. Og hvis folkeskolen var mindre folkeskole og mere børnevenlig. Men de helt store, fine linjer er jo for helvede på plads; vi har de fine, børnevenlige, livsvenlige rammer. Og det er sguda temmeligt priviligeret. Trods alt.

Vi har fået en sindssygt uheldig hånd i livets store, fede, fæle spil, og det er vi nogen, der græder en del stresstårer over. Men når vi er færdige med at græde og småpanikke, skal vi nok - som vi altid gør - rejse os igen og spille en mean, mean livspoker, mens vi siger platte vittigheder og drikker (billig) hvidvin.
Det håber jeg i hvert fald.

torsdag den 3. november 2016

Kristnet i smug #2

I tidernes morgen begyndte Liv, uvist af hvilken grund, at kræve salmer til godnatsang.

Den anden dag spurgte hun så:
"Mor, kender vi egentlig én, der hedder Maria?"
"Æh," sagde jeg og gav mig til at lede i bagest i hjernen.
"Nårh nej!" sagde barnet så.
"Jeg tænker jo på Jomfru Maria! Og hende kender I jo ikke, vel mor!?"

Og nej, det gør vi ikke. Ikke personligt i hvert fald.

Salmerne synger vi i øvrigt stadig, dog nu mest når hun sidder på toilettet (no offense, kristne venner).  Resten af tiden synger hun opera. Og nej, hun er ikke det næste wunderkind på den front, det er helt sikkert. Og nej, ligesom med salmerne er det ikke noget, hun er blevet eksponeret for herhjemme.

Ikke desto mindre danser hun rundt i stuen og udstøder de lyseste toner, hun kan, og hun bruger sine daglige, dyrebare iPad-minutter på at se opera-damer synge Ave Maria.

Hun er et mærkeligt, dejligt og måske kristent barn.

"Så synger jeg opera for Ellinor, så kan hun godt lide det!" Jamen jo, ok, det ser sådan ud.

søndag den 30. oktober 2016

Økonomiske øretæver. Det senmoderne menneskes nye, spændende ekstremsport. Eller: At ha det som man har det #3

Perspektiv er noget sjovt noget. Man kan prøve at fremmane det kunstigt ved at sige perspektivsætninger til sig selv, der starter med i det mindste, for eksempel:
I det mindste er vi sunde og raske!
I det mindste har vi begge to (en slags) arbejde!

Det virker bare ikke rigtigt, vel, når grundfølelsen nærmere er panik over den pludseligt skrantende økonomi. Så er det ikke perspektiv men... selvhad og bonus-lede. Det har jeg dyrket lidt, som I kan forestille jer. Hvorefter jeg besluttede mig for at gå helt ægte i gungrende panik et par dage og så være konstruktiv og perspektivrende bagefter.

Så jeg gik i panik, ægte gungrende panik med hvæsen og hyperventilering og tårer og stampen i jorden:
Skal Ellinor så tidligere i vuggestue?
Hvordan fanden i helvede kunne det ske?
Skal vi så leje et værelse ud og bo sammen med en eller anden idiot?
Hvordan i alverden er det her lort sket?
Skal jeg så arbejde endnu mere under min barsel og blive endnu mere vanvittig?
Hvordan fuck er det gået så galt?
Og hvordan får vi nogensinde råd til jul?!

Den slags.

Og da jeg så havde hvæset og hyperventileret og grædt og stampet, skete der noget fantastisk:

Perspektivet kom helt af sig selv.

30.000 kroner er så mange penge, at vi virkeligt kan mærke det, iggå, på den dårlige måde. At vi virkeligt bliver rusket i. Men når der bliver rusket hårdt nok, bobler de gode ting sjovt nok op til overfladen. Ikke kun det sure, også det søde. Ikke kun panikken, også perspektivet:
Vi er (nogenlunde) sunde og raske.
Vores børn er pissesøde. Og glade.
Vi bor et dejligt sted med dejlige mennesker.
Det er bare penge, og ikke nogen livstruende sygdom.
Og vi har satme meget at være taknemmelige for.

Så der gik jeg i min træthedshavregrøds-halvdepression og kunne ikke rigtigt mærke det helt store og voldsomme. Så fik vi så mange økonomiske tæsk, at det næsten ikke var til at bære.
Så gik der et par døgn... og så blev vi i meget bedre humør end før?!
Satme skørt.
Prøv selv at gi' 30.000 (eller hvor meget I nu virkeligt ikke har råd til at miste) bort til et moderat dårligt formål - og få det meget bedre. Agtigt.


torsdag den 27. oktober 2016

Det er ikke en god dag

Nåmen jeg har lige fundet ud af
at på grund af vilde dagpenge-barsels-regler
som selv ikke revisoren havde forstået
får jeg 4000 mindre om måneden
det næste halve år
end forventet
Det dårlige (udover det dårlige i sig selv)
er jeg i forvejen var maxet næsten helt ud på økonomisk stress
Det gode
har jeg tænkt mig at kigge efter
når jeg er færdig med at sparke til ting, hårdt
(og har solgt bilen og min ene nyre)

UPDATE: Det var så endnu flere penge, end vi først troede. Til gengæld har jeg trukket vejret dybt og indset, at jeg ikke bliver nødt til at sælge en nyre. Ikke endnu i hvert fald.

søndag den 23. oktober 2016

Sønne anbefaler: FC Fodboldvenner

Sønne gider ikke skønlitteratur. Jeg lokker og smisker og laver Ronja Røverdatter- og Harry Potter-højtlæsnings-aktioner, men han ryster på hovedet og kræver fakta-bøger eller Anders And-blade.

Med én eneste undtagelse: Serien FC Fodboldvenner af Lars Bøgeholt Pedersen.


Bøgerne handler om drengen Ronaldo, der lever i en verden af fodbold, fodbold, fodbold og ind i mellem nogle hurtige biler. Det er ikke magisk realisme, vel, men alligevel tæt på, når man er en snart otte-årig fodbold- og bil-nørd: Ronaldo får tilfældigvis billetter til El Clasico, kampen over dem alle. Ronaldo møder tilfældigvis en dreng, der forærer ham de nyeste, sejeste fodboldstøvler og viser sig at være stenrig og kan sponsorere spillerbus, spillertøj og evige ture i seje biler. Og Ronaldo får tilfældigvis en anden ny ven, der tilfældigvis har en have, der kan forvandles til en privat fodboldbane. Og så videre. Det lyder måske fesent, men det virker på Sønne. Virkeligt. 

Og al denne wauw-bare-jeg-var-Ronaldo-stemning gør faktisk, at Sønne - det følsomme væsen - også sluger de konflikter, bøgerne selvfølgelig præsenterer. I særdeleshed den nyeste: I bog nummer otte (!) bliver Ronaldo sat til at konkurrere lige lovligt meget med sin bedste ven Valde, og det er næsten for meget for Sønne, der bedre kan tåle lutter turneringssejre og high-fives og evige smil. Men kun næsten. 

Bøgerne her er skrevet til følsomme, nørdede fodboldtyper. Og de virker. 

Og så må typernes mødre glæde sig over, at nørde-litteratur trods alt stadig er litteratur og i øvrigt væbne sig med tålmodighed, indtil der bliver givet grønt lys for Ronja Røverdatter og andre klassikere.

Vi har fået det seneste bind i serien af Gyldendal, så vi er ude i en art sponsoreret indlæg her... hvilket dog ikke lægger en dæmper på hverken Sønnes eller min ærlighed.

torsdag den 13. oktober 2016

Dessertbaby

OK OK, vi er trætte og sundhedsplejerske-ramte og tyndisede og pjevsede og pressede og alt dét. Men neden under det hele er vi glade: Tænk engang at have en baby! At ligge dér, næse mod næse, og indsnuse blandingen af babyness og syrlig mælkelugt, mens hun gurgler og snakker og griner. At kramme hende, til hun falder i søvn, og til hun vågner igen med et smil, man kan mærke i hele kroppen, og alting bliver en boble af kærlighed og nærhed og tis og bøvser og babylykke. Tænk engang! Tænk engang at vi fik lov én gang til. Tænk engang, at vi har prøvet det så mange gange nu, at skyldfølelsen og den evige senmoderne forældretvivl som regel holder sig nogenlunde i baggrunden og lader den store, bløde glæde fylde hele hytten. Det var aldrig givet, at vi skulle have et barn til. Og at det barn skulle blive så fint og særligt og sjovt og helt perfekt. Men det fik vi. Og det er hun. Børnefamiliens dessertbaby, som vi nyder, nyder, nyder.

Sønne nyder det mest, når han ikke bliver hevet i håret.

mandag den 10. oktober 2016

Husk hvad psykiateren sagde

Min overbo er psykiater. Hun siger, at folk i krise ikke kan opfatte ret mange nuancer eller ret meget i det hele taget. Derfor skal man tale til dem i gajolvisdom og gentagelser:
"Du gjorde det rigtige!" (hvis de gjorde det)
eller:
"Din medicin hjælper!" (hvis den gør det)
eller:
"Det skal nok blive bedre med tiden!" (hvis man tror på, at det gør dét)

Jeg tror, at det samme gælder meget trætte folk. Fx mig. For mange nuancer og for meget information giver mig øjeblikkelig hjertebanken og klammosved på panden.

Som da min sundhedsplejerske var forbi og spurgte til, hvad der var svært i mit liv. Og jeg ærligt snakkede om at være ved at gå helt ned over at hente børn - men også (stolt!) om, hvordan jeg med jeres hjælp havde fundet på at lade storebroren sidde i bilen med sin babysøster, mens jeg løb ind i børnehaven og hentede mellembarnet.
Måske roste hun mig. Måske sagde hun, at det var fint, at jeg havde fundet en løsning. Men jeg er træt, træt, træt, og sundhedsplejersken kendte ikke psykiaterens regel om at tale i simple budskaber, så det, jeg husker bedst, er, at hun sagde HELT utroligt meget. Og af alt det hun sagde, husker jeg kun:
"Det er også vigtigt at have respekt for børnehavebarnet og ikke hive hende ud midt i en leg."
Og:
"Det er virkeligt vigtigt ikke at drive rovdrift på det store barns villighed til at hjælpe."

Jeg bliver helt ked af det, nu her hvor jeg gentager det. Mangel på respekt og rovdrift. That's me.
Løs lige den på en almindelig afhentningshverdag, hva'!
Klammosved og hjertebanken.
Men jeg er virkeligt også meget træt.

mandag den 3. oktober 2016

At ha det som man har det #2

Hvad vil I gerne lære jeres børn?

Jeg vil gerne lære dem 10.000 ting men allerallerallerhelst det her: At det er ok at ha det, som man har det. At alle følelser er ok. At man godt må være sur og gal og trist og jaloux og bøvlet uden at føle nogen skyld, skam eller hjertebanken. Man må ikke være væmmelig mod andre, men man må godt have væmmelige følelser og lyst til at dunke nogen i hovedet med en skovl. Den slags. Jeg øver mig selv hver dag i at rumme mine egne væmmelige følelser og skovl-dunke-lyst uden skyld, skam og hjertebanken, men jeg er mildest talt ikke ret god til det.

Men altså... Jeg gad virkeligt godt, allerhelst, at mine børn blev gode til det og ikke skulle gå rundt og bøvle som 35-årige eller bare fem-årige og syv-årige. Og jeg er dagligt bekymret for, om en bøvlet 35-årig overhovedet kan lære sine børn at blive mindre bøvlede.

Og så i går: Jeg fortalte Sønne, at han gerne måtte få den brugte-nye cykel med syv gear, han havde forelsket sig i, hvis vi solgte hans nuværende cykel, og han i øvrigt selv satte den nye i stand. Oij, han blev i godt humør: "Jeg er så glad, meget glad! Det er min drømmecykel!"

Søsteren blev, forståeligt, mindre glad: "Jeg vil også bytte MIN cykel! Jeg vil, jeg vil, jeg vil!" Tårer og det hele.

Og før jeg kunne nå at komme med nogle af mine på forhånd konstruerede vi-rummer-alle-sammen-dine-følelser-men-det-er-sådan-det-er-lilleskat-svar, overtog Sønne ordet:

"Jeg kan godt forstå, du bliver misundelig, Livse. Det er helt ok. Kan du ikke godt forstå det, mor, at hun bliver misundelig?"

Det kunne jeg godt, med helt blanke øjne, og Livse kravlede op på mit skød og var misundelig i 30 sekunder, før hun gik helt ubøvlet og misundelsesfri ud i verden igen, og jeg sagde til mig selv, at alting nok skal gå. At det satme allerede går.