Jeg har et job. Et rigtigt dejligt job. Med kloge, søde, anerkendende og meget voksne kolleger. Nogle af dem er endda mine gamle undervisere, selvom de ikke lader sig mærke med denne fortidige magtforskydning. Det gør jeg heller ikke. Jeg taler og whiteboardtegner og drikker mødekaffe og føler mig meget tryg. Når bare jeg ikke lige skal morgensmalltalke de allernyeste kolleger. Fx ham her, ex-underviseren, der har to små børn - den ene på Sønnes alder. Oplagt smalltalk-emne, ikke? Nej!
Kollega: Godmorgen.
Mig: Huha, sikke en morgen! Jeg gav Sønne et stykke banan, der var enten for stort eller for lille eller bare forkert. Og vups, flitsbue på gulvet. Skrig og skrål. Fuldblown trodsalder, siger jeg dig. Jeg er slet ikke gearet til den slags.
Kollega: Nå... da.
Mig: Det tog 20 minutter, og jeg endte med at række ham ud i strakt arm til hans far, da han var færdig med at bade, iggå (holder sparkende, skrigende fantasi-barn ud i strakte arme og kigger indgående på kollega).
Kollega: Det lyder ikke sjovt. Jeg er græsenke for tiden, så jeg er alene hjemme med begge unger.
Mig: Åh! Ja så skal jeg da ikke brokke mig... Dét lyder hårdt!
Kollega: Næh, det går uden problemer. De spiser, hvad jeg sætter foran dem. Det er fint.
Mig: ... Hm. Ja. Altså det er heller ikke fordi, det er så slemt hjemme ved os, vel. Ikke hver morgen. Bare lige her til morgen. Det forkerte ben ud af sengen, du ved. Eller noget. Normalt spiser han alt, siger jeg dig, ALT. Eller. Ærhm.
For dælen. Måske må man godt nogle gange bare være stille? Vi er jo i Jylland, ikke. Der behøver man ikke altid sige så meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar