lørdag den 20. november 2010

Spis og elsk. Men lad være med at se den nye film med Julia Wobberts

Vi har ikke så mange fine fornemmelser her i huset. Når vi en sjælden gang downloader (...) en film, ser vi den til ende. Uagtet om det er noget helt forudsigeligt amerikansk sukkerstads, eller hvad det er. Og den slags kan jo også have sin berettigelse; det kan for eksempel føles ganske trygt og dejligt, når man har regnet plot og svinkeærinder ud allerede efter fem minutter. Så nein, vi er ikke filmsnobber.

Men i går aftes måtte vi alligevel give op. Vi prøvede at se denne her:


En tredjedel inde i filmen - og med halvanden time (!) tilbage - slukkede vi. Og forsøgte os med en Oliver Stone film i stedet for (som vi heller ikke nåede slutningen af, men der var klokken jo også blevet 1000... og vi ser den færdigt i løbet af weekenden. Det gør vi næppe med Julia Roberts).

Den prøver lissom at være sanselig og dyb, iggå. Det funger bare ikke rigtigt for den. Det ender som en MEGET langsommelig og klistret selvhjælpsblanding af italiensk mad + floskler så floskelagtige, at det burde være forbudt udenfor USA ("tænk med hjertet, ikke med hovedet").

Prust. Og så gik der pludselig filmanmelder i den... det var sært. Jeg satte mig faktisk til tastaturet for at skrive noget helt andet og mere muntert (og sanseligt og dybt):

DET SNER! Det har sneet hele morgenen og er kun lige holdt op med at drysse. Og her på bjerget bliver sneen liggende, så vores have og hele kvarteret nu ligner et winter wonderland. Min iPhone kan ikke fange magien, men alligevel... her er et fra den tidlige morgenstund med lampegenskin i vinduet og tusmørke over parcellen:


"NEGER NEGER NEGER," råbte Sønne, da han så det. Men siden i morges har vi trænet og trænet, så han nu kan sige NÉ. Snart sikkert også sne... det går simpelthen ikke at gå rundt og råbe neger i det her kvarter, hvor der bor så mange sagesløse somaliere så relativt tæt på.

Det er da lige til at blive i godt humør og julestemning af. Altså sneen. Vi spiser (rundstykker) og elsker (hinanden og vejret). Men vi beder ikke, og vi anbefaler ikke Julia Wobberts nye film.

3 kommentarer:

  1. Aj, o.k., jeg syntes altså, at den var meget god – selv om jeg normalt ikke er særlig pjattet med Julia W. Men måske var det, fordi jeg så den i babybio? Der ser man jo kun halvdelen alliwl; i hvert fald virkede den nogenlunde lige tilpas lang/kort. Jeg tør dog næsten ikke indrømme det, men jeg fik faktisk lyst til at se den igen en dag uden krapyl på skødet. Men måske skulle jeg bare lade være og blive i troen på, at den er ganske god ...

    SvarSlet
  2. Haha, neger, neger ;) det er ikke småting vi skal forklare os ud af som mødre ;)

    SvarSlet
  3. @Louise: Jamen det er da den helt perfekte film til babybio, det medgiver jeg gerne; den er fredelig, rar, langsom i det og har mange wirklich smukke billeder. Jeg nåede kun til babybio én gang: Dér viste de Cahngeling, og den lever ikke op til nogle af de ovenstående kriterier. Så mange bange mødre i én biografsal...
    I øvrigt tror jeg, at jeg ville have holdt til lidt flere bønner og lidt mere mad, hvis Manden ikke havde siddet ved siden af og trommet med fødderne i gulvet på en meget karakteristisk måde. Det må jeg indrømme.

    @Julius & co.: NEMLIG

    SvarSlet