Trofaste (og søde og kønne) læsere med god hukommelse vil erindre, hvordan sidste diskussion om vuggestuens madordning udartede sig langt mere dramatisk, end emnet umiddelbart lægger op til. Alle endte med at være godt arrige, inklusive både mig selv og de Snævertsynede men Smukke Mødre.
Det var således med en vis... nervøsitet, faktisk, at jeg trippede til madordnings-debatmøde nu her den anden aften. Jeg havde forberedt en længere og ret politikeragtig tale inde i hovedet, konsulteret de ypperste eksperter, jeg kender - Søster Psykolog og Julka Vuggestuepædagog. Og trukket vejret dybt og skruet et diplomatisk smil fast på mit frostsprængte ansigt.
Jeg forventede nogenlunde samme setup som sidst: 50 kampklare speltforældre, der ville være klar til at bide mig i haserne (i hvert fald hvis jeg var iført økologiske strømpebukser), så snart det kom frem, at jeg *gys* var kontra madpakker og pro den ikke-økologiske madordning.
Og hvilket syn mødte mig på den i øvrigt juleduftende og -pyntede Girafstue? Ti glade, stort set almindeligt udseende mennesker. Ligeligt fordelt på begge køn (uhørt!) og for de flestes vedkommende smovsende i de ikke-økologiske æbleskiver, vuggestue-lederen havde stillet frem. Forklaringen har nok noget at gøre med sne og kulde. Måske kan de Smukke Mødre fra sidste møde ikke rigtigt tåle den slags...
I hvert fald var kun to af de rigtigt økologi-rabiate dukket op. De øvrige var enten kun sådan "vi vil gerne snakke noget mere om økologi, men vi er i de store og hele ret fornuftige"-agtige eller - som jeg - mødt op udstyret med gode argumenter FOR en madordning.
Det blev et studie i risikosamfundets triste bagside: "Jamen børnene kommer jo tidligere og tidligere i puberteten, og jeg har hørt, at de får spegepølse med nitrit. Det er noget af det allermest farlige. Og ikke-økologisk brød!!" De var simpelthen bange.
Eller: Vi var og er sådan set alle sammen bange. Hovedparten var blot - som jeg - endnu mere bange for konsekvenserne af ikke at have en madordning. I ved... ungerne spiser mindre. Man glemmer madpakkken. De får ikke prøvet så meget nyt. Pædagogerne synes, der er meget mere værdi i bugnende fade end små fedtede, individuelle madpakker. Og så videre. Åhja, og så er der et enkelt barn på Sønnes stue, der kun får kakaomælk derhjemme. Intet andet. For hendes skyld om ikke af andre grunde bør der VIRKELIG være en madordning. Siger jeg.
Jeg fik kun hidsigt-røde kinder én gang. Det var, da en af de halv-rabiate foreslog, at engagerede og øko-bevidste forældre - som de fremmødte - jo kun lave en madpakkeordning, hvor vi skiftedes til at smøre madpakker til hinandens unger. For variationens og nemhedens og pædagogikkens skyld, iggå, så var der i hvert fald NOGLE af børnene (dem med de helt rigtige forældre), der kunne sidde og få noget pædagogisk ud af at spise det samme... Jesus Kristus. Og det snakkede vi så om i cirka tusind år.
Inden da havde jeg nået at sige PERSPEKTIV og DEMOKRATI og ANERKENDELSE (af pædagogernes vurdering) ret mange gange med et stift, diplomatisk smil.
Ohyes. Det blev en lang smøre. Både her og til mødet. Og der er ikke engang nogen forløsning (vi kan kalde det for en cliffhanger): Alle forældre får stemmesedler, og resultatet vil vise sig engang inden jul. Jeg har ikke været så spændt siden sidste Folketingsvalg. Really.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar