Men hvad med MIN motoriske udvikling?!

Jeg har snakket med min gamle ven motorik-Julka. Hun er pædagog, motorikvejleder og meget klog. Og hun siger, at man lægger fundamentet for ungernes motoriske udvikling (og alt muligt andet), allerede når de er nyfødte. Det man skal gøre, siger Julka, er at nusse dem mest muligt, at tumle med dem, at lægge dem hud mod hud.

Det lyder jo fornuftigt.

Og det får mig til at tænke: Er det ikke, hvad vi alle sammen har brug for? Nus og hudkontakt med kærlige mennesker.

Jeg har i hvert fald brug for det. Meget. Efter Sønnes fødsel indbød jeg i høj grad til den slags omsorg. Jeg var for-syet, forstuvet og forstyrret (og senere lettere forblødt). Denne her gang ligner jeg mig selv i en lidt rundere udgave - og man kan sgutte se, at min mave for ganske nyligt var på størrelse med Fyn (med mindre man tager trøjen af mig, og det gør man ikke), og jeg løber lystigt rundt på trapper og i stuer med to-årige dinglende på ryggen.

Nej, det er ikke noget at brokke sig over, overhovedet. Det får mig bare til at se meget mere... stor og stærk ud, end jeg er. For jeg HAR jo lige født altså. Og har tynd-tynd hud og et helt utilregneligt humør. Og altså brug for MINDST ligeså meget nussen og hudkontakt som en nyfødt...

Motorik-Julka siger, at nyfødte skal vendes på hovedet og ligges på maven. Og vi gør, som motorik-Julka dikterer.

Morblog og noia

Hvis der var noget, jeg bare IKKE ville, var det at være mor-blogger. Sådan en, der stort set kun skriver om sine børn og sine mælkepletter og søvnløse nætter og nuttede ting, der bliver sagt. Og eventuelt børnetøj. Derfor var det perfekt at flytte i hus (skræmmende) med en carport (endnu mere skræmmende), for så havde jeg lissom en vinkel og kunne skrive om have-angst og satheds-noia og den slags. Godt nok havde jeg ikke ret meget noia, når det kom til stykket, men ind i mellem søvnløshedsindlæg og børnesygdomsindlæg og andre meget mor-blogger-agtige tendenser kunne jeg i det mindste sludre om fx skvalderkål ogvanskelige nabo-samtaler.

Men så flyttede vi fra carporten (og det er vi ikke færdige med at græde over endnu. Men lad nu det ligge). Nu giver det ikke længere mening at skrive om ukrudt og parcelist-tilværelse. Og så fik vi oven i købet et barn til, så nu har jeg et barn hængende ved brystet (eller på skulderen eller hånden eller hvor man nu lige placerer hendes støvsuger-mund) og et hængende i håret (eller hvor det nu passer ham). Så al den vågne tid - også den tid, der bestemt ikke burde være vågen - går nu med børn. Mælk. Lortebleer. Nuttede ting der bliver sagt. Gylperi. Og så videre. Dælme svært at skrive om ret meget andet end... mælk, lortebleer, nuttede ting og gylperi, så. Og helt ærligt: Sådan bliver det nu nok det næste halve år. Mindst.

Derfor. Hvis I har mor-blogger-noia, er det fuldt forståeligt. Så foreslår jeg rekreationsophold hos fx Skriblerier, der er en mere ærlig og velformuleret udgave af Bridget Jones. Eller hos Dines, der skriver med kløerne på den allerdejligste måde - om alting. Eller eventuelt hos Amarorama, der gang på gang får mig til at savne min barndoms ønskeø.

Er I her endnu? ¨

Så er I selv ude om det. Og må lytte tålmodigt til, at jeg fortæller om vores tur til Tangkrogen i går, hvor Manden og jeg trillede afsted med hvert vores børnekøretøj (svært at gå hånd i hånd, så), skiftede nogle lortebleer og klarede nogle amninger undervejs. Og endda fik is. Ophisende ikke? Og I må lytte til historier om natteroderi: Som i nat, hvor jeg var vågen fra halvet til kvart i tre på grund af amning, lortebleer og gylperi i en skøn, nærmest uendelig sløjfe. Og alligevel stod op klokken syv og spiste havregrød med Sønne. Jamen hvis ikke det er spændende læsning... Og det går formentlig ned ad bakke herfra. Så kom ikke og sig, at I ikke blev advaret.

En slags fødselsdag. Og noget om tårer og piloter og lortebleer

Bedst som vi gik og troede, at den glade dame på billedet var sårn en tre-fire dage gammel, nævnte min mor, at hun faktisk er en uge nu. En uge! En uge!?! Altså den første uge af Sønnes liv varede cirka et år. Den første uge af Livs liv har varet... et minut. Hvis det her er et varsel om hastigheden af de næste år - og det er det jo nok - skal vi saftsusemig spænde sikkerhedsbæltet. Nå. Tiden flyver, når man har det sjovt. Og når man laver en masse. Den sidste uge har damen fx:

• fået adskillige voksne mænd til at græde
• fået mange slimede kys og forbløffende blide klap af sin storebror
• fået tøj nok til det næste år. Cirka
• sovet så meget, at selv en garvet rutti-mutti godt kan blive helt nervøs...
• lært at sige som en høne, en delfin og en hel række andre funky dyr, jeg ikke lige kan sætte art på
• skidt en godt 40-50 gange
• været på legepladsen to gange
• været til Kaospilot-translokation. Lige lovlig friskt med en tre-en-halv-dage gammel bebs, sådan nogle piloters støjniveau taget i betragtning. Moren blev i hvert fald træt og svedig. Men tilgav alle alt, da bebsens meget pæne far - iført jakkesæt - tøffede rundt og kyssede hende bagest i en larmende, halvmørk sal i Musikhuset. I fornemmer det godt trods manglende iPhone-kvali og rørt rysten på hånden, ikke:

Blod, mælk og Faxe Kondi

Jeg er blevet scannet. Ude på hospitalet, med bebs på armen, midt mellem store gravide maver og undrende blikke. Efter sidste fødsel mistede jeg nemlig pludselig 3,5 liter blod (slag på læge-tasken, bedømt ud fra den efterfølgende blodprocent på svimlende 4,8... hvis det siger nogen noget). All due to en moderkagerest, der blev siddende og lavede ballade, og som ingen opdagede, før det føltes som om, det var ved at være for sent. Og all due to læger, der ikke lyttede til, hvad vi sagde, men bare besvarede alle vagtlæge-opkald og akut-indlæggelses-samtaler med "jaja, man kan godt blive lidt skræmt af at bløde. Det ser ud af meget. Nu giver vi det lige et par timer." og mere i den dur. Er ikke så glad for læger efter den oplevelse. Eller blod. Eller bleghed. Rimelig hård start på forældre-livet, i øvrigt, med en godt nok blodtransfusioneret men alligevel uhyre bleg mor, der ikke engang kan løfte bebs over til sig for at amme om natten. Og med en far, der inden for et par uger både blev en søn rigere og - i nogle timer - var overbevist om, han skulle være en kæreste fattigere. Den slags sætter sine spor på den absolut trælse måde.

Det gad vi ikke igen. Vel. Og det var der en læge, der forstod, efter Manden havde talt med meget, meget store bogstaver i telefonen. Så vi fik en scanning. Og en frikendelse: Ingen moderkagerester denne gang.

Yey!

Vi har ikke fejret med (en lille smule kun lettere alkoholdig) asti endnu, men det skal vi. Og skåle for, at jeg er blod-rigere end nogensinde - jeg mistede stort set ikke noget blod under denne her fødsel, så bare sig til, hvis I står og mangler noget af type 0 rhesus negativ... Faktisk er den eneste kropsvæske-udfordring i denne her omgang slet ikke blod- men mælkerelateret. Tilsyneladende tror min blodrige, usyede og friske krop, at den har født 50-linger, og den producerer mælk derefter. Hej smerte. Hej vågne 1000 gange om natten og spise panodiler og konsultere malkeapperat. Hej dårlige samvittighed over spildt mælk. This too shall pass, ikke? Ellers bliver indlæggene meget sporadiske og hurtigt-skrevne i den kommende tid - tør ikke eksplodere mælk ned i tastaturet, der i forvejen er udfordret af Sønnes stunt med æblemost.

Og nu vi er ved de spændende væsker: Det første blogindlæg, jeg nogensinde læste ovre hos Lykke, handlede om, hvordan hun havde kickstartet en fødsel ved brug af Faxe Kondi. Jeg drikker ALDRIG Faxe Kondi, vel. Eneste undtagelse var de to aftener før BetteLiv blev født, hvor jeg sammenlagt tyllede halvanden liter. Altså der er snart empiri nok her til at formulere en hypotese eller to: ENTEN funger Faxe Kondi vitterligt som ve-drop, hvilket er virkeligt, virkeligt scary. Eller også giver begyndende fødsel en uforklarlig Faxe Kondi-trang, hvilket er mindre scary, men ikke mere mærkeligt.

Nu er der nogen, der lyder mælketørstige nede i liften. Hurra!

Skal jeg føde nu? Eller nu? Eller nu? Eller nogensinde?

Udenfor er det sol og regn og studenter og sankt hans. Indenfor er det mig og sankt BetteLiv, der ligger og møfler og knirker på den der meget nyfødte måde. "Lillesøtter" kalder Sønne hende, og det er en meget rammende betegnelse.

Nå. I ville høre om fødslen? OK. Jeg vil gerne fortælle om den. Men dem, der kender mig sårn mere live og kommer forbi til barselskaffe, må love at spørge til den alligevel. Og nikke og lytte tålmodigt, når jeg siger det hele én gang til over noget koffein. Godt.

Det startede tre timer post terminsdato, altså midt om natten. Med regelmæssige veer i halvanden time og lysvågenhed og "wauw nu skal jeg føde, OMG OMG". Og så gik veerne væk igen... Og blev derefter ikke regelmæssige igen på noget tidspunkt, før der pludselig lå en baby på maven af mig. Men, som jeg vist også skrev i et indlæg, prustede jeg noget rundt i Århus og spærrede vejen for uskyldige gamle damer, der ikke kunne komme hen til gratisavis-standere og lignende for min store, stillestående ve-krop.

På den ene side er det jo meget rart sådan at tage veerne et par stykker ad gangen og ind i mellem Sønne-leg og oprydning og afslapning og den slags. På den anden side er det ret angstprovokerende. For lige pludselig kunne jeg jo huske, hvor dælens ondt det gør at føde. Og hvor meget værre, det ville blive...

Efter aftensmaden begyndte de at blive hyppigere og hårdere, veerne - sådan "hvis jeg ikke husker min vejrtrækning og lukker øjnene og VIRKELIG tager mig sammen, kommer jeg til at råbe og vække Sønne." Men der var stadig snildt en halv time i mellem, og det er jo svært at tage seriøst. Manden begyndte dog at mumle noget om fødegangen. Jeg ville hellere se Hammerslag (ja. Det er mærkeligt. Men det skulle ligesom helst være noget lidt stenet, hvor det ikke gjorde så meget, at jeg lige tjekkede ud engang i mellem).

Efter halvanden gang Hammerslag og en hel masse Faxe Kondi ringede jeg så omsider til fødegangen ved ti-tiden. Som sagde, at jeg da gerne måtte komme forbi og blive tjekket, men at det var helt op til mig selv. Og bedst som jeg havde en jordemoderdame i røret fik jeg tre nasty veer på ti minutter og tænkte, at så måtte vi nok hellere liiige blive kigget efter. Manden ringede efter babysitter-farmor og spurgte mig, om han godt måtte tage lift og autostol og snacks og all that jazz med på hospitalet. Det måtte han godt - for en sikkerheds skyld.

Ved 23-tiden dukkede farmoren op, og vi kørte afsted. Da Sønne skulle fødes, hylede jeg hele vejen i bilen. Denne her gang havde jeg to veer. Nogle nasty nogle, men alligevel så få, at jeg blev i tvivl om det smarte i at køre afsted. Tvivlen forsvandt i modtagelsen, der var propfyldt med gravide, storsnakkende og ABSOLUT ikke fødende damer. Her kom mine veer nemlig marcherende i et tempo, der gjorde det meget svært at holde deres snakken ud, og jeg fik hvislet en enkelt trussel, som ingen af dem hørte.

De 20 minutter, der gik, før jordemoderen dukkede op, føltes meget, meget lange. Men til sidst fik vi fik en fødestue. Og tre timer senere sad jeg lænet op af Mandens bryst (på en mærkeligt potte-agtig men velsignet device kaldet en fødestol) og med BetteLiv på maven. Tre timer jeg først og fremmest tilbragte i badekarret uden jordemoderens tilstedeværelse - og uden at true med at springe ud af vinduet og den slags, jeg råbte ret meget om under Sønnes fødsel. Det var mere noget med at koncentrere sig om vejrtrækningen og tænke, at det jo nok snart var overstået. Which it was: Da jeg troede, der var mindst en time igen, blev hun pludselig født på tre ret uskyldige presseveer.

Det er MEGET, MEGET sjovere at føde anden gang, siger jeg bare. OK, sjovt er så meget sagt. Bedre, nemmere, mindre dødsangst-fremkaldende, mere kontrolleret. Fint og smukt og hæsligt på én gang.

Ny(t) Liv i carporten

Så kom hun. I susende fart i nat klokken halvtre. Jeg skal nok fortælle mere. Men først skal jeg sove og dikke og så sove noget mere.

Heavy pregies, jordemodervoodoo og babyhormoner

Det er D-day plus én. Og jeg har stadig ikke født. Nu ser jeg sådan her ud (ifølge Mandens eksamenstegning, udført af dygtige, velsoignerede og rare www.sideprojects.dk):

Jeg gør, hvad jeg kan. Fx har jeg ladet Sønnes granfætter danse babydans på min enorme mave i håb om, at der lissom ville smitte nogle bebsehormoner af. Det virkede ikke. Og fætteren ville hellere køre traktor med Sønne som relativt begejstret tilskuer. "Baby kører på baghjul, traktor," sagde han, mens rattet blev mere og mere tilsavlet:

Nu fødte jeg jo på terminen sidst. Og hele verden har sagt til os denne her gang, at det nok ville blive før. Jeg troede på hele verden, iggå. Og følte mig meget, meget snydt i går, da terminen kom og gik uden megen babyaction. Så da Mandens jordemodertante kom forbi til aftenkaffe plagede og plagede jeg for at få noget jordemodervoodoo. Eller bare et par tips og tricks til fødsels-kickstartning. Som "du skal bare spise karry og ud og løbe på trapperne, SÅ går det igang." Men jordemodertanten sagde bare "du kan jo prøve at springe trampolin. Men det eneste resultat er nok, at du tisser i bukserne. HAHAHAHA."

Well. Jeg springer ingen steder. Men sætter min lid til tiltagende hardcore plukkeveer-go-veer, der får mig til at stønne og pruste på sjove, vældigt offentlige steder rundt omkring i Århus. Og nu prøver jeg at drive hende ud med cola og lakridser...

Tak. Men der er ingen grund til tillykker

De første tillykke-sms'er ER begyndt at bippe ind på min telefon. Tilsyneladende er vi dér nu, hvor jeg hele tiden skal råbe JEG HAR IKKE FØDT. For ellers tror alle, at et styks BetteLiv for længst er ankommet. Det er hun ikke.

JEG HAR IKKE FØDT.

Til gengæld har jeg sovet masser af middagslure, kigget på Manden og Sønne der legede i regnen med den yngste af De Smukke Naboer (mens jeg selv sad i tørvejr og spiste kage og ignorerede et par hardcore plukkeveer). Og set Hammerslag. Totalt action packed lørdag.

Terminen er i morgen. Jeg skal nok sige til, når der sker noget, iggå. Hold your tillykker.

Satan og sutterne

Lige siden den dag, hvor Sønne højt og tydeligt gentog det fuck, jeg råbte efter hans trodsalder, har jeg virkeligt holdt igen med det der banderi. Altså virkelig. Det lyder bare så grimt, når det kommer ud af munden på en to-årig. Og som en (meget kristen) lærer på min efterskole engang formanede: Der er vel ondt nok i verden, uden vi ligefrem behøver kalde på det. Jæsjæs.

Måske af samme grund lyder drengen nu overvejende som en 80-årig i sit sprogbrug, hvor der ofte indsniger sig et "sørme da" og "for pokker da også".

Og så alligevel. I dag tog jeg hans sut. Og så kiggede han roligt på mig og sagde: "Nej. For Satan." Og tog den ud af hånden på mig og legede videre.

Pinsepinsler og de helt store spørgsmål

Ser man for meget Bamse og Kylling, hvis Sønne - der har vredet om på foden - i søvne klynker "ondt det allerfarlige sted, det allerfarlige sted"?

Og, i samme forbindelse, er man for nærig med panodilerne, hvis man trøster natten lang i stedet for bare at stikke ham en pille?

Er man socialt understimuleret, hvis man bliver i overvældende godt humør af gammel venindes tre kvarter korte fly-by-besøg?

Er man hysterisk, hvis man i stedet for at glædes over ny, cykel- og vandringsduelig graviditetskrop tænker "åhnejfuck, jeg plejer ikke at kunne cykle, og er det ikke noget med, at jeg ikke længere kan mærke, at hendes hovede står fast i bækkenet, og hvad så hvis vandet går, skal jeg så ringe 112, tænk hvis hun har vendt sig om, så fødderne er nedad, hvor er jordemødrene, når man skal bruge dem, hvorfor føder jeg ikke, alle lovede en for tidlig fødsel, hvad er der mon galt, hvor bliver hun af!?"

Er man et gammelt røvhul, hvis man ikke kan midnatssove for bare ungdom, der står nede på pladsen og råwer noget med Ålborg og LÅLÅLÅLÅ?

Og er der håb endnu, hvis man godt kan sove til de beroligende rytmer fra Northside Festival?

Således pinsens store, ubesvarede spørgsmål. Helligånden har ikke været til meget hjælp dér. Til gengæld er dér et spørgsmål, som jeg stiller mig selv cirka hver anden time, og som jeg som regel godt kan besvare: "Hvad er det allerallervigtigste at nå lige nu - i fald jeg føder om lidt?" Svaret er som regel SØVN. En sjælden gang i mellem er det "at sige noget pænt til Manden" (thi jeg regner med at være i babybetinget søvnunderskud og dermed fælt gnaven det næste halve års tid) eller, besynderligt nok "at spise en mad med karrysild"...

Ergo: Jeg er en hyppigt sovende, temmeligt komplimenterende og ganske karry-lugtende udgave af mig selv.

Five more years

Ham kaospiloten og mig har været kærester i fem år. FEM år. Som vi har fejret med skiftevise middagslure, legeplads-picnick med De Smukke (eks)Naboer og andre dagligdags-lyksageligheder. Plus en bøf og nogle jordbær.

På de fem år har vi ikke nået ret mange af de ting, jeg for tusind år siden troede, man skulle, når man er så gammel og har været sammen så uendeligt længe... Fx at få en lidt mere permanent carport og nogle voksenlønninger og nogle lån og en vielsesattest og sådan nogle ting. Til gengæld har vi nået så meget andet, fx:

• At bo fem (!) forskellige steder. Ja, vi flytter i snit en gang om året. Ja, vi hader det. Og ja, det gør vores familier helt sikkert også...
• At futte rundt sammen på fire forskellige kontinenter. Og på Grønland... jeg ved ikke helt, hvilket kontinent, det hører under (trods en bachelorgrad i geografi. Det er sørgeligt).
• At sove i snit tre timer hver nat.
• At få (knapt) to børn, hvor den ældste har lært at sige "du er sød, moah" og den yngste netop nu er ved at bygge en hule under mit højre ribben. 
• At få én ny uddannelse - hver.

Det er da meget godt! Så må vi bruge de næste fem år på at arbejde på en mere permanent bolig, en mere stabil økonomi og - som det allervigtigste - mere søvn om natten (sagde damen, der skulle være mor igen lige om lidt...).

Farvel ironi. Goddag vægtløshed.

Det ville være helt, helt oplagt med et ironisk indlæg om den akutte bassintræning. Som jeg har været til igen i dag, og hvor jeg har svømmet rundt som en stor, hvid hval blandt de andre store, hvide hvaler. Alle iklædt enorme, storblomstrede (eller, som i mit tilfælde, skriggrønne) badegevanter og prusten og stønnen og store arealer hvid hud. I kan se det for jer: Den ihærdige fysioterapeut, der beder os "hive babyen helt ind til rygsøjlen, kom så kom så", mens vi holder i diverse skum-hjælpemidler og prustende møffer os frem med butterfly-ben og hvide numser, der stikker op af vandet. Og hvalkvinderne, der efter tre kvarters vægtløshed vælter op på bassinkanten og tilbage til tyngdekraften, så lårfedtet dirrer i minutvis.

Spøjst ser det helt sikkert ud alt sammen. Men ironien yder bare slet ikke mine nye venner - den Over-energiske Fysioterapeut Karen-Magrethe og hendes crew af Tykke Damer - nogen som helst retfærdighed. For det er SÅ dejligt. Dejligt, dejligt, dejligt. Jeg får brugt nogle muskler (jeg har stadig nogle! Det har jeg!) og får pulsen op på en helt anden og meget behageligere facon, end når jeg fx bestiger trapper. OK, jeg kan ikke snakke om motion på nogen særligt fyldestgørende eller malende måde - måske fordi jeg lige nu er fysisk træt helt ud i fingrene. Jeg bliver bare... glad. Og en lille smule mere mig selv (jeg har altid været glad for vægtløshed og sårn). Og, er jeg overbevist om, en hel del mere i stand til i en meget nær fremtid at føde 3,3 kilo barn. Hep!

Kaospiloten og Kreabloggeren

Manden kan nu - udover fotograf, dykker, selvlært håndværker og en hel række andre interessante titler - kalde sig Kaospilot. Og til dem, der tror, at man kommer sovende og syngende til sårn en titel, kan jeg kun sige:

Selvom hans eksamen inkluderede både film, chokolade og tegninger (herunder én af mig og maven...) er det saftsusemig det hårdeste uddannelses- og eksamensforløb, jeg nogensinde har været vidne til. Og hvirvlet ind i. Og jeg har gået cirka 1000 lange, hårde år på universitet.

I går var der udover eksamensnerver både blomster og jordbærkage og tårer og solskin og champagne - også til mig og Betteliv. Og der var denne her gave fra mig:

Hvilket jo på den ene side er vildt nederen, fordi det slet ikke er til Manden, når det kommer til stykket - men til 50 cm. pigebarn, der meget gerne må ankomme snart. På den anden side er det, når jeg selv skal sige det, voldsomt imponerende at jeg kan svinge mig op til den slags krea-ness mavens størrelse und so weiter taget i betragtning. Kreablogger for en dag!

Anyway. I dag har jeg taget tre middagslure og er alligevel så træt, at jeg er ulideligt gnaven, når jeg endelig er vågen... Jeg er for gravid til alt det festivas og adrenalin. Nu vil jeg sove igen.

Hvad stemmerne i hovedet mener om fastfood og graviditet

Stemme 1: Jeg bliver nødt til at stoppe på Burger King og købe en Whopper. Ellers tror jeg simpelthen, jeg besvimer på vejen hjem.

Stemme 2: Dét gør du ikke! Hvidt brød, E-numre, sukker og noget pseudo-kød, der helt sikkert også er vildt usundt for et ufødt barn.

Stemme 1: Det er er mere usundt at besvime! Og jeg har faktisk lige været til akut bassintræning, og så er det ligesom overhovedet ikke nok med de kiks, jeg har i tasken.

Stemme 2: Du kunne have smurt en leverpostejmad. Nu tager du dig sammen.

Stemme 1: Ja, jeg skulle have haft en madpakke med. Det havde jeg ikke. Og jeg har før prøvet bare at tage mig sammen. Det gik dårligt.

Stemme 2: Du forgifter barnet i maven. Jeg siger det bare.

Stemme 1: Det er sguda 1000 gange mere giftigt at være så uptight! Tænk på alle de stress-hormoner, der bliver sprøjtet ud i systemet ved tanken om en enkelt, uskyldig burger...

Stemme 2: OK. Se det for dig: Meget gravid dame, i forvejen iført uklædigt korte short og meget hvide ben, fortærende megausund mad i det offentlige rum...

Stemme 1: Så fordomsfulde troede jeg ikke, vi var her! Hvorfor må tykke, hvide damer i grimt tøj nu ikke spise burgere?! Tsk. I øvrigt kan jeg jo bare pakke mig ind i min meget store sommerjakke, iggå, så kan ingen se, jeg er gravid...

Og sådan fortsatte og fortsatte skænderiet hele vejen i bussen fra hospitalet og den akutte bassintræning til Burger King, hvor nogen proppede så meget burgermad i hovedet, at alle stemmer tav. Og jeg fik bakset mit ømme legeme sikkert hjem uden besvimelser eller yderligere tegn på skizofreni. Bassintræning holder. Burgere holder.

Og Suremor blev rullet i sukker

Hvis jeg havde været i nærheden af den version af mig selv, jeg var den anden dag, havde jeg skældt hende ud og bedt hende holde kæft.

Heldigvis består mine omgivelser af bedre mennesker. Mennesker der kommer med blomster, fordi jeg ser træt ud - "moah du blive glad for dem!". Og mennesker der arrangerer picnic på strand ved solnedgang og aer mig på håret i stedet for at rykke mig i det, hvilket jeg eventuelt havde fortjent som reaktion på mit fuck-jer-allesammen-jeg-er-gravid-og-har-ondt-over-det-hele-og-det-går-ud-over-jer-fuckefuck-humør.

Jeg kan godt lide den solnedgang. Og jeg kan godt lide de mennesker.

Og jeg kan godt lide Universet/kroppen/Moon/whoever, thi jeg har på magisk vis ikke længere ondt i bækkenet. Den meget hvide fysioterapeut snakkede noget om, at det er helt normalt med sådan en smerte-stop til allersidst i graviditeten. Ellers ville jeg tro, at jeg var blevet skingrende vanvittig. Men det er jeg ikke. Altså vanvittig. Jeg er glad og stort set fri for smerter, og der står blomster på sofabordet. Og jeg er udsovet. Men det sidste havde I vel ligesom fornemmet...

Fra Suremors skammekrog

Der er dage, hvor hele familien er udsovet, og alle mand smiler, og Sønne spiser sin havregrød uden at kny, og der er energi til talrige ekspeditioner ned fra fjerde og ud i den dersens verden. Og hvor alle selvstændighedskonflikter bliver taget i opløbet af Overskudsmor, der lige er ét skridt foran, og som på en anerkendende og marte meo-agtig måde markerer, hvor de helt klare og tydelige og tryghedsskabende grænser er.

Og så er der dage, hvor hele familien står op klokken seks efter en lang-lang nat, hvor Sønne med vilje tømmer mælkeglasset ud på gulvet to gange i træk, og hvor der ikke skal mere end dét til at få Underskudsmor til at råbe (!) "jeg bliver vanvittig" og marchere (ok, vralte. Men hurtigt) ud af køkkenet for ikke selv at komme til at kaste med noget. Og så ellers fortsætte den gode, vrede stil, indtil Manden får evakueret sig selv og drengen helt ned på legepladsen.

Gæt selv, hvilken slags dag det er i dag. Og kig gerne forbi Suremors selvbestaltede skammekrog med kaffe og krammere - og snotklude... Universet straffer de Sure Mødre med forkølelser, ondt i halsen og udsigten til snot som bonus-kropsvæske ved eventuelle nært forestående fødsler. Tak univers. Jeg HAR forstået det.

Naturens muntre Sønne

Jeg har læst avis. Det gør jeg ikke så tit. Men det burde jeg, for den var fyldt med interessante ting, jeg ikke vidste i forvejen, og som hverken handlede om folketingsvalg eller grænsekontrol. Fx stod der noget om nogle jordbakterier, der producerer et serotonin-lignende stof, som vi indånder, når vi trisser en tur i naturen. Altså en slags gratis lykkepiller. Sejt. Og der stod, at skoleelever får bedre karakterer og patienter bliver hurtigere raske, når de har udsigt til træer fra henholdsvis klasseværelset og hospitalssengen. Endnu mere sejt. Naturen skulle altså - helt beviseligt - gør os både lykkeligere, kvikkere og raskere.

Det skal man naturligvis ikke fortælle by-mutti to gange, før hun iler ud i naturen med Mand og Sønne. OK - iler er så meget sagt. Men ud i Dyrehaven kom vi. Og mens jeg gik og trak vejret så dybt som muligt for at få mest mulig gratis natur-lykke i kroppen, rottede den samlede dådyr-bestand sig sammen og besluttede sig for at angribe vores picnic. Der er ikke ret meget natur og menneske-skyhed over dem.

De meget tamme (og helt sikkert meget lykkelige, intelligente og raske) dyr var glade for både kiwier og spegepølsemadder og kameraremme og anden meget lidt dådyr-agtig føde.

Til gengæld var Sønne ikke spor glad for dem. Billedet her er taget øjeblikket før helvede brød løs, og drengen brød sammen og hulkede "vi hellere hjem nu. Nok. Demme gå væk," indtil Manden fik pakket maden sammen og stillet tasken langt, langt væk.

Det er nok cirka det mest skræmmende, han nogensinde har været ude for, den to-årige. Han hulkede længe efter, at dådyrene havde vendt vores bord ryggen og angrebet nogle andre uskyldige børn. Heldigvis er og var jeg for træt og tyk og tung til at gå ret langt. Så vi sad meget tæt på den parkerede låne-bil. Ergo kunne vi også se den røde sportsvogn, der blev ved med at køre forbi ude på vejen. Og det var dén, der reddede dagen.

"Se far. Ferrari! Ferrari! Ferrari!"

Dog fik Manden, der er opvokset i det grønne, gen-begejstret drengen lidt for dyreverdenen ved at pille barken af en gammel træstamme og kigget på nogle biller. De har ligesom en mere passende størrelse for en to-årig:

Men Ferrarien var og blev dagens vinder. I en grad, så den racede rundt i Sønnes drømme, da han senere sov middagssøvn. I hvert fald snakkede han i søvne og sagde "Ferrari kører ude på vej, Ferrari kører ude på vej..." Så meget for natur-lykke.

I øvrigt kommer den der artikel om jordbakterier og skolelever og så videre fra Weekendavisen. Som man ikke kan linke til... sorry.