mandag den 20. februar 2012

Internationalt understimuleret

På vej gennem byen med tvillingevogn og tasker og hverdag udover det hele blev jeg standset af et ungt latinopar, viklet ind i et kort og i kæmpestore halstørklæder. De spurgte om vej på latinoengelsk. Jeg svarede, kort og præcist, og undlod meget, meget dygtigt at sige alt det, der var inde i hovedet:

"Neii hvor ER jeg glad for at se jer! Er I KLAR over, hvor få udlændinge, der er i det her kvarter? Det er det hvideste, danskeste, kedeligste sted i byen. Jeg savner bare SÅ meget at snakke spansk, iggå - altså ikke at jeg et sådan en blondine, det rejste rundt i Mellemamerika som ung og boede lidt i Barcelona og sårn og nu derfor tror, jeg ved AALT om alle latinolande. Det er noget HELT andet med mig. Eller... Ok. Jeg kan osse godt sige tre sætninger på fransk, hvis det skal være! Nevermind. Jeg er simpelthen SÅ glad for at se jer. Vil I være mine nye amigos?!"

Sørgeligt, mand.

2 kommentarer:

  1. Jeg kender godt fornemmelsen. Det er vist lidt ligesom jeg husker det var på charterdestinationer for efterhånden mange år siden ... altså den der, "Hey, vi taler samme sprog. Vi skal da være venner." Og så bare med ekstra tryk på, når det nu er det der skønne spanske sprog, man ikke har muligheden for at rulle af tungen hver dag.

    SvarSlet
  2. Åhja. Der må da være nogen lationer et sted i Århus, man kan om ikke gnubbe sig op af så i de mindste smuglytte lidt til? Eller bare nogle irere. Eller tyskere. Eller sågar svenskere. Jeg er desperat. (Kunne selvfølgelig tage tilbage til vores gamle hood og mænge mig med somalierne. Har bare ikke helt så mange positive ungdomsrejseoplevelser i Somalia som i fx Latinamerika...)

    SvarSlet