onsdag den 3. oktober 2012

Zen og kunsten at gå på internettet

Det er SÅDAN en aften. Hvor det ene barn trælsskriger og vækker det andet barn, som så er pivvågent en time. Og hvor jeg, mens jeg ligger derinde med det pludseligt pivvågne barn, kan høre Manden (hvis indianernavn jo plejer at være Tålmodigheden Selv), tale med tiltagende vrede i stemmen til stadig skrigende størstebarn. Der også er pivvågent. Og hvor vores ellers pæne stue sejler i afgnavede rugbrødsmadder og splattede frugter og opvask og en styg, styg lugt. En lugt, der sniger sig helt ind i soveværelsets mørke, hvor det pivvågne mindstebarn ligger og overvejer sit næste move, og hvor jeg ligger og grubler over alt det arbejde, jeg skal have lavet, før jeg kan kalde det en dag. Som vi siger på dansk.

Men: Jeg er cool. Jeg hidser mig ikke op på nogen, ikke på nogen af de vågne børn, ikke på den utålmodige udgave af den tålmodige Mand, ikke engang på Anders Samuelsen. Der på mærkværdig vis defilerer forbi mine tanker, og som ellers nok er værd at blive gal på.

Og længe ligger jeg dér, ved siden af Bette i mørket, og lykønsker mig selv over mit nye, rolige temperament, min uendelige tålmodighed, min uselviske egenskab til at sætte mig selv og mit arbejde og min klam-pæne stue til side og bare lissåm være der for mine børn. Det kunne jeg aldrig have gjort, da Sønne var lille, okkedog hvor er jeg vokset som menneske og mor. Tænker jeg.

Så nusser jeg blidt min iPhone og finder en ny, rar blog, før jeg giver mig til at læse nyheder. Og først da slår det mig: Jeg er ikke er vokset en skid som menneske. Jeg har bare fået en diskret eskapismedevice, der kan fjerne fokus lidt fra alt dét, mit tidligere, iPhone-løse selv lå i mørket og raseriprustede over.

Den lader vi lige stå lidt.

Så har skuffelsen over min manglende zen-hed tid til at fordampe, og vi kan alle glæde os over teknologiens mangfoldige gaver til menneskeheden, over smartphonen, min vikarierende tålmodighed, mit digitale mor-overskud, mit lyksagelige glimt af uselviskhed på en mørk-mørk aften i provinsen.

Og nu skal jeg så arbejde og smide splattede madrester ud. Bye-bye.

1 kommentar:

  1. Anders Samuelsen!

    - jeg synes at kunne huske lidt af det samme (i få lykkelige øjeblikke)fra før iPhonens tid, så mon ikke også der er andet på spil

    SvarSlet