fredag den 21. december 2012

Vuggestue og noia

Anne-Anne, vor børnepasser og søster-i-ånden og (på den seneste) sygepasser, har haft sidste dag. Tre gange om ugen har hun og Livse krammet hinanden det sidste halve år, og nu er det slut. Sluttelut.

Anne-Anne skal ud og børste den næste Da Vinci frem fra sit skjul under noget klatmaleri og blive rig og berømt.

Liv skal i vuggestue.

Og vi er jo glade for kunsten (og rigdommen og berømmelsen) her i huset, men vi er ikke glade for vuggestuer. Faktisk tror jeg personligt ikke rigtigt på konceptet: 24 småbitte børn, der pudser næser i hinandens ufærdige immunforsvar og i øvrigt modtages af skiftende voksne hver dag? Og som - med den kyndige Beder-vuggestueleders egne ord - aldrig rigtigt komme til at fordybe sig i noget som helst, fordi det altid larmer sådan?

Dårlig ide.

Jeg tror meget mere på dagplejemødre, så. Undtagen lige hende, som kommunen tildelte os...

Hvilket bragte os tilbage til vuggestuen. (Julka, min gamle ven og verdens viiseste vuggestuepædagog, havde ellers forsøgt at overtale os til dagpleje. Hvilket er meget lidt beroligende, når man tænker over det. But vuggestue it is.)

Og ja, før I begynder at råwe alt for højt af mig om jeres egne ungers utroligt fantastiske vuggestuer, vil jeg gerne indrømme: Min bekymring skyldes til dels Sønnes adskillige vuggestuetraumer. Som stammer fra en ganske udmærket, ganske hyggelig vuggestue fyldt med ganske ansvarlige og søde voksne. Han hadede det bare. Han græd og græd og græd, og vi gik rundt med en konstant skarvende skyld over at overlade ham et sted, han ikke havde lyst til at være.

Jeg tror virkeligt fuldt og fast på, at småbitte mennesker på et år har (meget) bedre af noget andet end institutionsliv. Og jeg synes absolut, at de nuværende ressourcer er en skændsel. Og selv de damer, jeg kender, hvis ettere havde det sådan OK-agtigt i deres vuggere, har skullet bide tænderne meget hårdt sammen for at kunne smile det rette afleveringssmil med to'eren. Som én af dem har formuleret det: "Den har gang ved vi ligesom, hvad vi går ind til. Det kan man ikke rigtigt glæde sig til."

Hm. Jeg snakker lidt i øst og argumenterer lidt i vest. Men jeg er også stadig småsyg (...). Så jeg snakker videre:

Jeg ved godt, at Livse nok skal klare sig. Hun er en robust lille supertanker, der kan 30 tegn og noget i retning af fem rigtige ord - som hun godt kan råbe højt og længe. OPOPOPOPOPOPOPOP fx. Men Det sidste halve år har vi vænnet os til det lyksalige privilegium det er at have et barn, der er glad om morgenen i stedet for ked af det. Og til følelsen af, at vi gør lige præcis det for Bette, der er allerbedst for hende. Et hurtigt kig i min fedtede krystalkugle og jeg kan forudsige, at dén følelse forsvinder i 2013.

Hm og hm. Ligegyldig hvor vidunderlig den vuggestue er, og hvor klar og begejstret Livse viser sig at være, så skal det nok at blive en fest at køre ind med al den skepsis, der siver ud af alle mine porer...



7 kommentarer:

  1. ENIG! Men det ved du jo ... Har ikke noget opløftende at sige, andet end at jeg fortsat tror på, at de ikke blive traumatiserede af det. Det tror jeg altså ikke. Men så er der heller ikke mere pænt at sige om vuggestuer. :-/

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi holder fat i antitraumerne. Hvad kan vi ellers gøre? Opsige vores job og flytte til Lolland, hvor man kan bo for et menneskes indkomst - og så blive hjemmegående?! Det er den sikre vej til sindssyge, hvilket helt sikkert vil være traumatisk for børnene...

      Slet
  2. Sorry. Men jeg er også helt enig - også baseret på erfaring. Men rent faktisk kan man være heldig. Også dig, tror jeg. Faktisk!

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi satser på held. Og på at vi kan nøjes med et deltidsmodul...

      Slet
  3. Måske kan man tale noiaen lidt ned ved at huske sig selv og hinanden på, at selvom vuggestuer ikke er verdens mest optimale sted at være for små børn, så er det altså ikke noget de for alvor går i stykker af. Hvis børn går i stykker, gør de det hjemmefra og uanset hvor meget noia og dårlig forældresamvittighed du kan opbyde, så tror jeg ikke der er fare for at børn går i stykker hjemme hos jer. Med andre ord - hvis børn er godt tanket op på kærlighed og tryghed og sunde selvværd hjemmefra og vuggestuen er nogenlunde i orden, så klarer de den nok, de bette, selvom det kan være hårdt indimellem. (Bare ærgerligt for de børn, der ikke var så heldige at dumpe ned i en god familie.)

    Ja, forholdene i vuggestuer - for både børn og voksne - er alt for ringe og vi skal blive ved at kæmpe for bedre børneliv, men vi kan godt aflevere vores børn i vuggestuen nogle timer om dagen mens vi kæmper den kamp, uden at de tager varig skade.

    Og det er ikke for at sige at 'modgang gør stærk' eller hele den skrækkelige smøre - jeg tror at modgang gør en hård og selvom det kan forveksles med stærk, er jeg ret sikker på at jeg hellere vil være stærk end hård. Jeg synes selvfølgelig at børn helst skal have det allerbedst hele tiden, men virkeligheden er en anden og børn kan godt klare at det er svært nogle gange, bare det er godt det meste af tiden. Og vuggestue er trods alt ikke kun stress og støj.

    Ja. I virkeligheden prøver jeg nok bare at klappe dig på hovedet og sige at du ikke er en dårlig mor, fordi du sender dit barn i vuggestue. Tværtimod har du rustet dit barn til at gå i vuggestue ved at være en god mor.

    SvarSlet
  4. Making use of tortillas in order for occurred as efficiently.
    In case you unlikely on this subject, easily explore for this unit making use
    of greatest line affordably. Consider it by means of: "kee-yuk, kee-yuk, kee-yuk . But, plenty of the bread ranges around the valley i in essence assembled inside the 17th and so 19th century based on the villagers their companies.

    Have a look at my blog: apw wyott toaster bt 15 manuel *http://toasterovenpicks.com*

    SvarSlet