Bare rolig...

... Jeg er hverken gået i hundene eller bukket under for søvnmangel eller børnehavestress. Jeg er såmen bare taget til Mallorca, hvor jeg nu står på et bette torv i en bette by og iphoneblogger med den ene hånd og barnevognstriller med den anden. Der er middelhavsbrus i ørerne, cafe con leche i maven og betydeligt mindre rande under øjnene. Tjek!

Kindergarten #3

Der er rimeligt blog-stille. I blame BetteLiv. Som har forvandlet sig til et tand-feber-mavekrampe-monster. Det er næsten som at være mor til en baby-sønne igen, og dét er ikke videre morsomt. I nat har jeg fx sovet tre timer i alt, og det er for lidt, selv for en garvet søvnunderskudsdame som mig.

Men det var jo det med den børnehave. Som jeg næsten er for træt til at mene noget om. Næsten.

Altså i princippet kan jeg godt mene nogle pæne ting. Sådan noget med frisk luft og rubusthed og shetlandsponyer og mandlige pædagoger og lugt af bålrøg i blødt drengehår på en god måde. Det må være sundt, ikke?

Men det er så kun i princippet. I praksis tænker jeg nærmere noget i retning af: Der er 120 børn i den børnehave. Ethundredeogtyve. Og, trods obligatorisk underbemanding, mange flere pædagoger, end Sønne kommer til at kunne tælle til de næste par år. Hvordan skal han nogensinde kunne navigere i dét? Hvordan skal de nogensinde lissom... forstå ham? Sådan rigtigt. Jeg mener: På et tidspunkt var der en, der gav ham en sut med formaningen om, at hans mor (!) skulle huske hans egen sut næste dag - og så lagde ham til at sove middagslur. Altså har de ikke forstået, at han hverken bruger sut eller sover middagslur?! Og i øvrigt: Hvordan undgår de, at det er totalt fluernes herre nede i de mest tilgroede hjørner udenfor?

Og, værre endnu: Hvad er det for et samfund, hvor vi sender små rødøjede, duknakkede og hjerteskærende resignerede unger i favnen på halvfremmede voksne, der - når dagen er omme - siger ting som "det går nogenlunde" og "han er jo ikke opsøgende i forhold til de andre børn, men det er nu ret normalt." Og hvor de små tapre børn selv maner adskillige tårer frem i forældreøjne ved at hulke ting som "jeg kan slet ikke lege henne i børnehaven, jeg tænker bare, at far og mor kommer aldrig aldrig og henter mig." Åhja.

Prøv i øvrigt at se det foto, de har taget til hans garderobe. Det afspejler helt sikkert hans sindsstemning generelt (altså jeg forestiller mig, at han hulker dagen lang og kun er glad-agtig om eftermiddagen, fordi han ved, han intet kan stille op mod den hellige treenighed af forældre, pædagoger og samfund... Jamen sådan ser der faktisk ud inde i mit hoved.)

Jeg kunne blive ved. Jeg skal bare lige ind og besvime lidt af træthed først.

Godnat.

Kindergarten #2. Eller: Faren der pakkede sig selv ind i en pressening af appreciative inquiry

Sønne har ikke meget fornuftigt at sige om børnehaven. Så vi spørger Manden, der trods alt har været indkøringsperson nummer eins. Han siger noget i retning af sådan her:

"Jamen det går fint. Det er virkelig et godt sted, med nogle rigtigt, rigtigt gode pædagoger. De har bare styr på tingene. Og tænk, så sidder ungerne udenfor og spiser lun leverpostej. Det er ren luksus. Det er et godt sted. Et godt sted for Sønne. Og ja, de er 120 børn, men der er virkeligt styr på det. Børnene derude virker bare så søde og selvstændige og robuste. Og pændagogerne husker at give Sønne sin fleecetrøje på, før han skal udenfor. Det kan godt være, han ikke rigtigt leger med nogen. Men så står han bare og kigger på de store på legepladsen, og det synes han er helt fedt. Og vi havde jo også forventet, at han før eller siden ville begynde at græde, når vi afleverede ham. Det går hurtigt over igen. Det ved vi jo. Eller - det tror jeg i hvert fald."

Min version ser momentvis uden som Mandens. Resten af tiden er den ganske dyster. Vi tager den i morgen... yes, vi er virkeligt på med de cliffhangere.

Kindergarten #1 Eller: Om Villads den farlige tiger

"Du skylder et indlæg om børnehaven," siger De Smukke Naboer.

OK. Men det er svært at skrive, for børnehavevirkeligheden ser hulens forskellig ud, alt efter hvem man lige spørger.

Lad os tage Sønne først, han er trods alt hovedpersonen. Blot er han ikke, for nu at sige det på journalistsprog, en ret troværdig kilde. Hør bare her:

Mig: Hvad har du lavet i børnehaven?

Sønne: ...

Mig: Har du leget med Villads i dag?

Sønne: Villads bider mig i fingeren! Se!

Mig: Hvad!?! BIDER han?

Sønne: Ja. Han bider. Han bider mig i foden!

Mig: Arh... bider han dig i foden?

Sønne: Nej. Det var... det var en farlig tiger! Jeg skal have plaster på!

Mig: Altså bider Villads eller hvad?!

Sønne: Ja! Han bider de voksne!

Mig: A-ha. Hvad siger de så, de voksne?

Sønne: De siger "GÅ IND I HESTESTALDEN, VILLADS!"

Mig: Hm. Nå.

Sønne: Jeg er en jæger! Det er mig, der styrer postbilen! Med beton!

Mig: Æh. OK. Hvad har I fået at spise i børnehaven?

Sønne: Leverpostej. Og pandekager over bål.

Altså ikke nemt at få et overblik over denne her børnehavesituation, siger jeg bare. Vi spørger Manden i morgen...

Man kan ikke taknemmelighedsblogge sig ud af alting. Eller: Giv mig et hus nu. Please.

Jeg er blevet ramt af den store, stygge hjemve. Hus-hjemve. Have-hjemve. Et-hjem-uden-ondt-i-bækkenet-og-hvor-børnene-kan-lege-udenfor-hjemve.

Det startede, da jeg hang ud med den kvindelige del af De Smukke Naboer i vores tidligere hood. Som var helt fint og fredeligt - og irriterende lykkeligt uden mig.

Så slog det mig, at vi jo for hulen kun bor her oppe blandt tårne og duelort og vinduestræk på lånt tid og skal flytte, før vi nogensinde når at få råd til et ordentligt sted at flytte hen. Og så satte universet, den sure gamle nar, trumf på, og sørgede for at jeg alligevel ikke fik Den Sjove Opgave, der kunne have pyntet gevaldigt på bankkontoen og dermed øget mulighederne for at slippe væk. Nu sidder jeg og dunker hovedet ned i tastaturet og stirrer på uopnåelige boliger på nettet gennem vredt sammenknebne øjne. Dét er lige til at få rynker og ondt i kraniet af.

Ind i mellem slår jeg (naturligvis) mig selv i hovedet over ikke at være mere taknemmelig. Og laver lister - mentale og fysiske - over alle de ting, der trodsaltsgudaforhulen er cool nok ved dét her kvarter. Her er en af dem:

Skanseparken. Dér kan man køre på løbecykel og blive momentvis salig over vintersol. Og arbejde (med meget, meget kolde fingre på tastaturet) mens BetteLiv tager en skraber i barnevognen.

Aros. Næsten om hjørnet. Dér kan man trille hele vejen rundt og fedte det røde glas til med små og store næser, mens man filosoferer over kraner og huse.

StreetCoffee, min evige ven og terapeut. Slår klart Aros og parken og er faktisk det eneste, jeg virkeligt ville savne, hvis vores gamle hus besluttede sig for, at det alligevel elskede os og gerne ville have os tilbage.

Nåmen føler jeg mig så mere taknemmelig nu? Ha! Hvis ikke der var så forbandet langt ned ad de trapper (og op igen), ville jeg gå ned og købe noget trøstelakrids i 7eleven, som faktisk ligger ganske tæt på - og det kan man jo også godt være taknemmelig for, hvis man er i det humør.

Mortrampolin. Nu!

Jeg har en krop!

Ja, det virker måske ikke som nogen nævneværdig nyhed. Men det er det. I hvert fald troede jeg selv, at jeg kun bestod af et stk hoved og to stk hænder. Til henholdsvis at råbe "nej du må ikke kilde Livse så hårdt" med og hamre hårdt i tastaturet på arbejdscomputeren med - og ind i mellem tage fat i en krave med eller skifte nogen med.

Men så var Sønne og jeg til familietons og gymleg i DGI-huset. Hele tre grimme ord i én kort sætning, ja, men hvad DGI-folket mangler i ord-skills har de så sandelig i krops-skills og vidunderlige gymnastikfaciliteter. Så vi tonsede og gymlegede og blev gladere og gladere. Og det viste sig jo, at jeg vitterligt har en krop. En krop, der både kan slå kølbøtter og hænge på hovedet i ribberne og kaste 13 kilo skraldgrinende Sønne meget langt væk i de meget bløde madrasser. Hvis ikke der havde været så fordømt mange børn (...), kunne jeg måske have sneget mig til et enkelt forsigtig salto i trampolinen.

Mine øjne mødte en anden muttis blik tværs henover trampolindugen, og vi tænkte det samme: Væk med de børn! Ind med os! (Og ja, jeg tjekkede bagefter - det VAR faktisk det hun tænkte, og ikke bare min egen svedige gymnastiskprojektion.) Altså, det var ren lyksalighed og krops-erindring at løbe rundt hånd i hånd med Sønne. Det har vi ligesom slået fast. Men hvornår var det, at jeg selv skulle have lov til at hoppe og springe bare en lillebitte smule (og ikke behøvede at varme op ved at lege slange, farlig tiger og trold)? Hvor er holdet for trætte 30-somethings, der er blottede for talent, men som bare godt kan lide at slå kolbøtter og svinge sig i reb og springe trampolin...? Træningen skulle nok ligge mellem 23 og 24, hvis jeg skulle have tid... men alligevel.

Well. Indtil nogen opretter sårn et hold, er jeg at finde hånd i hånd med Sønne, gymlegende og familietonsende, i DGI-Huset. Kom glade, så giver vi en riskiks.

Hvis bare alle fødsler tog 12 minutter...

Hvad er bedre at starte torsdagen med end en fødsel? Nej vel!? Så her har i én... produceret af Manden og undertegnede (der sad og filmklippede med plukkeveer og tårer i øjnene):

Casper og Sofie bliver forældre

12 minutter tager den.

Røv og racerbiler. Og hverdagslykke.

OK. Det er nok mest for bedsteforældre(sindede). Men midt i denne far-skal-gøre-alt-du-er-et-DÅRLIGT-menneske-mor-fase udnævnte han mig pludselig til sin bedste ven. Og lagde sig med bar numse i dobbeltsengen og sang bilsange. Og jeg tænkte, at han på en måde godt måtte lade være med at blive større. Nogensinde.

Og han tissede ikke engang i sengen.

Det er videnskabeligt bevist. Punktum.

Har I i øvrigt lagt mærke til, at Astrid med mere har født VED HJÆLP AF FAXE KONDI? Hva'?

The plot thickens. Siger jeg bare.

May I introduce: Betuttede Sønne

Børnehavestarten har udløst en ny side af drengens personlighed: Betuttede Sønne.

Betuttede Sønne hverken skriger eller skaber sig eller græder eller klamrer sig desperat til sine forældre. I stedet spørger han "men HVORFOR skal jeg gå i børnehave mor? Hvornår er jeg færdig med det? Når jeg skal gå i skole, mor, så går du ikke vel? Så tager du med! Iggås?"

Betuttede Sønne kigger med store runde øjne på alle de andre børn, der selv tager tøj på og lystigt snakker med hinanden.

Betuttede Sønne kommer med en sidste stilfærdig bøn - stadig uden tårer - før jeg med et kunstigt smil vinker farvel og jolrer forbi bussen, der skal køre alle by-ungerne ud i naturbørnehaven: "Du tager med ud i børnehaven, mor! Du må gerne!"

Kan I mærke jeres hjerter lige så stille briste af ømhed, sorg, tvivl og bekymring? Nå, men det kan jeg.

Heldigvis er han ikke Betuttede Sønne hele tiden. På morgenens billede her er han fx pilot og flyver til Mallorca for at "svømme med fisk og rejer og røjspætter og min bedste ven Malik". Og ind i mellem snakker han lystigt om, hvad han lavede i børnehaven i går. Det må være et godt tegn.

Siger moren til sig selv.

Samtaler med viismanden

- Du er min store dreng! Min børnehavedreng!
- Nej mor! Jeg er en frø!

...

- Jeg elsker dig.
- Mm. Jeg har vindruer - se selv.

...

- Hvad har I fået til frokost i børnehaven?
- Fakifaki!
- Har I fået rugbrød?
- Nej. Fakifaki.
- Hm.
- Og popcorn over bål!

Taknemmelighedsdagbøger - en slags opium for folket

Egentlig var det her bare et svar på den diskussion, der fulgte i kølvandet på indlægget om skriget fra kernefamilien. Men det blev så sindssygt langt, at det er blevet forfremmet til et indlæg in its own right. Værsåartig:

Jeg har tænkt over det. Det dér med skriget fra kernefamilien og evige forældrefrustrationer og skyldfølelse og sårn.

Som Viggos mor så rigtigt siger, så kan der hurtigt gå problemkultur i den. Altså det er nemt at tænke, at alt skal være perfekt, og så komme til at fokusere på alle de områder, hvor livet helt naturligt ikke er det. Ergo er en del af vejen til den Lykkelige, Uskrigende Kernefamilie accept (af omstændighederne – af ringe nattesøvn, bøvl og gylp og travlhed) og fokus på alle de milliarder små men herlige oplevelser, småbørnslivet jo også bringer.

True. Svært at være uenig i. Jeg hader folk, der bare brokker og brokker og brokker uden nogensinde at GØRE noget - og uden at se miraklerne lige for snuden af dem.

Men for hulan altså. Det nytter bare ikke ret meget med positivt fokus, hvis omstændighederne er ad helvede til. Hvis man har to fuldtidsjobs plus pendling, for eksempel, og aldrig ser hinanden. Eller ungerne konstant er syge, fordi alle andre forældre sender halvsyge børn i institution, fordi DE (også) føler sig vildt presset af allerede at have haft barns 27.000 første sygedage… Altså jeg er helt med på at fokusere på gode ting, og jeg har ført taknemmelighedsdagbog i år og dag. Jeg er, selvom det måske ikke altid er til at se, ukuelig optimist inden under de sorte rande. Og det er fint. Det hjælper bare ikke sindssygt meget, hvis man dårligt kan holde på kuglepennen af træthed og stress og sygdom og kuller. Ja, jeg er taknemmelig for at have et sted at bo, for at have to fantastiske og pt. raske børn, for Manden, for at have mad på bordet og for at bo i et velfærdssamfund. Og sårn. Men jeg er saftsusemig utaknemmelig for at bo på fjerde sal og for, at det trækker ind gennem alle revner og vinduer og sprækker, så børnene bliver forkølede helt uden hjælp af institutionen. Og for at det er dyrt og nærmest umuligt at finde et sted at bo, hvor vi BÅDE er i nærheden af venner og familie OG ikke smadrer mit bækken helt til ukendelighed på uendelige trapper. For eksempel.

Og jeg kan godt gå rundt og slå mig selv i hovedet med, at jeg er et utaknemmeligt, problemfokuseret skarn, der brokker mig for meget. Jeg kan også forsøge at gøre noget ved de lettere fucked up boligomstændigheder og, på længere sigt, ved hele det system, der giver 80 årlige sygedage pr. institutionsbarn (seriøst!) og evig arbejdsskyld med skyld på til forældrene. Revolución! Eller… altså. Jeg har jo ikke nogen løsninger på noget, vel, så I må se langt efter de forkromede pointer. Det er derfor, jeg beder om hjælp og uddeler svensk revolutionslitteratur til højre og venstre. Jeg nægter bare at acceptere, at omstændighederne og dagligdagen skal være så hardcore, som de er for ni ud af ti børnefamilier i min omgangskreds.  

Et nytårsfortsæt der kræver enten en milliongevinst eller en flytning til udkantsdanmark

Det her er et billede af en dreng på en trappe et sted mellem anden og tredje sal. På vej ned for at nå en bus, der selvfølgelig ikke blev nået.

Drengens mor har ét stort, fedt nytårsfortsæt: At komme ned i jordhøjde hurtigst muligt.

Så hvis I kender nogen, der kender nogen, der kender nogen, der kan leje os noget (eller sælge sygt billigt), så er der dømt megagod karma i hele 2012... og nej. Jeg er ikke så desperat, at jeg vil flytte til Lolland. Men måske til de Farlige Forstæder. Gerne i noget bofællesskabsagtigt, hvor små børn løber rundt hånd i hånd med vind i håret på en slowmotion-agtig måde og sover godt natten lang. Tak.