Læser I med ovre hos Andrea Hejlskov? Det skulle I gøre. Hun er spændende og kompromisløs grænsende til det ekstreme derude i sin bjælkehytte i de svenske skove. Og så er hun i øvrigt på forsiden af Information i dag (hvor hun i kommentarerne selvfølgelig skiftevis hyldes som en sand kommunistisk helt og naiv autencitetsfascist).
Hun er flyttet ud i skoven og tilbage i tiden på grund af alle de ting, der også slår knuder i hovedet på mig. Og sikkert på mange af jer. A la: Kunne vores børn ikke have det bedre? Kunne vi ikke selv have det bedre? Kunne vi kanske ikke hoppe ud af det evige hamsterhjul og slippe for de der crazy X-Factor-forbrugsværdier, der dominerer over hele linjen? Og for regninger og stress og depressioner og pis og papir?
Andrea har opgivet tanken om at gøre op med alt det dér inden for rammerne af det moderne samfund. Nu forsager hun dét og alle dets gerninger og alt dets væsen. Næsten i hvert fald.
Jeg har forsøgt at tage al den samme undren, al den samme bekymring og en portion af de samme konklusioner og hånd i hånd med Manden indrette en god tilværelse indenfor rammerne af dét moderne samfund, jeg på virkeligt mange måder godt kan lide. Velfærdssamfundet og all that jazz.
Sådan en tilværelse, hvor forbruget og fjernsynet og bilen ikke fylder alt for meget (nogle gange faktisk så lidt, at fødderne er kolde længere, end hvad godt er), først og fremmest så arbejdet ikke behøver fylde alt-alt-alt for meget. Så børnene kan fylde noget mere.
Og ja. Det er blevet smart at ikke-shoppe. Endelig er jeg totalt firstmover, endelig! Bortset fra at de pæne damer, der lader være med at købe tøj et helt halvt år deromme på Facebook siger, at det er meget vigtigt ikke at let go. Altså at blive ved med at være pæn. Which I am not.
Nå. Det var et sidespor:
Sådan en tilværelse hvor der er rimeligt god tid til børn, hvor maden ind i mellem er hevet direkte opad jorden eller kommet ud af enden på egne høns. Hvor man kigger efter børnetøj nede på klunsereolen i kælderen eller henne i Mødrehjælpens Genbrug, før man køber noget nyt. Hvor vi er flyttet ud et sted, hvor børnene, OK et af børnene, tydeligt har det bedre end på fjerde sal. Alt den slags. Som enten kan være en slags nydeligt samvittighedsdrys oven på et arbejds- og familieliv, der i øvrigt er helt-helt efter normen, eller som kan være noget gennemgribende, noget bærende. Vi er nok et sted midt i mellem.
Og hvordan synes jeg så selv det går med det? Hm. Må jeg komme med et ikke-svar? Tak. Det går bedre, end hvis vi skulle tjene kassen hver dag i noget, der lignede to almindelige fuldtidsjobs, for at finansiere et drømmehus eller et drømmefjernsyn eller noget i den stil. Og det går bedre, end hvis vi boede i en lillebitte bjælkehytte langt, langt mod nord og dermed endnu længere væk fra alskens elskede københavnere, end vi allerede gør - og uden rindende vand, et koncept jeg er ganske stor fan af efter i perioder at have undværet det. (Og lakridser! Og ølkælderen! Og elektricitet ad libitum!)
Men. Og her vil fornuftige langtidslæsere nok se en vis forbindelse til manglende helbred, manglende bil-evner og manglende kærlighed til januar på landet. Men-men. Jeg synes ikke, det er godt nok. Jeg synes stadig væk, jeg ser mine børn for lidt. Jeg synes stadig væk, at de søvnløse nætter med økonomi-stress og børne-velfærds-stress og jeg hader-institutioner-med-hvad-dælen-er-alternativet-stress og er-jeg-nu-god-nok-til-mit-arbejde-stress og alle de der andre slags stress, der tilsyneladende følger med at være en bekymret dame-type i 2010'erne, fylder alt, alt for meget.
Jaja, jeg arbejder på det og med det og forsøger at acceptere børnesygdomme og rudekuverter og være sådan lidt voksen og i det, og jeg ville sikkert også være bekymret, hvis jeg boede langt ude i skoven. Bare for noget andet. Og så videre. Alligevel bliver jeg ved og ved at tænke, om ikke man kunne gøre noget andet. Ikke noget bjælkehytte-vi-melder-os-ud-andet, men noget yderligere møffen med rammerne, noget skruen på behovene, noget lottogevinst, noget genial indsigt... Jeg leder og tænker og melder mig ind i Amnesty International (for dog ligesom at gøre et eller andet, selvom det i den her forbindelse lyder totalt random, ja) og henter nogle æg nede hos de dersens høns.
Og så går jeg ud og græder lidt ned i den meget sunde og dejlige madpakke, afladsmadpakken, som jeg smører til mit modvillige vuggestuebarn hver eneste aften. Jeg er ikke Andrea Hejlskov. Jeg er slet ikke den ekstreme type, idealisten, all-the-way-typen. Jeg går half-the-way og så sætter jeg mig ned og klør mig frustreret i håret der på halvvejen og spørger: Hvad kan man gøre? Hvad kan man gøre, hvis man ikke vil lave revolution, hvis man ikke hele tiden vil prøve at lave sig selv og sine børn om? Hvad fanden kan man gøre?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar