mandag den 23. september 2013

Og jeg kan ellers godt lide efterår

Ude på landet er det virkeligt, virkeligt, virkeligt mørkt om aftenen nu.

Det gode er, at man kan sige til børn med senge-vægring: Jamen du HAR fået lov at være meget længe oppe nu, se selv hvor mørkt det er!

Det dårlige er, at det er virkeligt, virkeligt, virkeligt er mørkt. Virkeligt mørkt. Og at det kun bliver værre fra nu af.

I går ved otte-tiden famlede jeg mig gennem helt tæt mørke fra hoveddøren hen til bilen for at komme i Netto og hente noget livsvigtig søndagslakrids. Ved otte-tiden! Jeg havde egentlig tænkt at cykle, men indså så, at mod-mørke er værre end selv mod-vind, og at der trods alt var kraftigere lys på Lupoen end på cyklen.

Og jeg tænkte: Hvordan får folk, der lever sådan rigtigt permanent herude på grænsen mellem forstæderne og landet, nogensinde motion om vinteren?
Det er for sindssygt at cykle frem og tilbage til byen hver dag, især når det blæser og regner og bakker ekstra meget.
Det er for mørkt at cykle - eller for den sags skyld gå - nogen som helst steder efter mørkets frembrud.
Er det derfor, folk køber en elcykel?
Er det derfor, de går i fitnesscenter?
Og hvornår er det egentlig, de har tid til det?
Og tager de bilen derhen, når det er, og er det ikke en anelse selvmodsigende, egentlig?!

Måske bliver land-forstads-folket mere vinterdeprimerede end byfolket, simpelthen fordi de ikke rører sig nok om vinteren?! Endorfiner and all that jazz. Måske generaliserer jeg fra eget sølle eksempel. Undskyld forstads-land-folk med fitness-abonnementer. You win.

I hvert fald bliver jeg selv grumme sur og trist om forstadslandvinteren. Mens jeg sidder helt stille og aldrig får motion. Dér er en korrelation, nogle burde kigge nærmere på.

Eventuelt mig selv.

Og nej, det her handler ikke om, at jeg på nippet til at melde mig ind i et fitnesscenter. Ingen-ingenlunde. Det er ren vinterpanik i sludreform. This it what the darkness does to me.

2 kommentarer:

  1. bofællesskabet kunne investere i et løbebånd, der kunne stå i gymnastiksalen (eller dens næshed så fodboldene ikke sparker den i stykker). Det er enormt nemt logistisk og meget billigere end et fitness center. Man kan for den sags skyld købe en spinningscykel og stille ved siden af. På sådan nogen kan man virkelig få endorfinniveauet op!

    SvarSlet
  2. Winter is near. Er det ikke det de siger i Game of Thrones? Begyndende vinterpanik a la Beder er ikke det værste at læge øjne til, så du panikker bare løs her på bloggen. Jeg hepper på, at en ferien til varmere himmelstrøg lander hos jer i løbet af den kolde, mørke tid.

    Måske findes løsningen på vores respektive byabstinenser og ikke-by-længsler, at vi deles om Frederiksbjerg og Beder? A'hva? En turnusordning mellem bylejlighed og landsbykollektiv.
    At det rent logistisk er utopisk gider jeg ikke spekulere over sådan en fredag, hvor største håndgribelige bekymring er, om overtrækket på kortet gør det umuligt at hamstre chips og slik nok til at weekenden ikke ender på kernesund vis.

    SvarSlet