Fattigdomsangst, din bitch

Jeg har som den sidste dame i verden læst den her bog:

Og ja, der er rigeligt med Østerbrostress og tøjstress og min-mand-er-succesfuld-stress. Men hvis man kan leve med det (og det kan jeg, hvis jeg kniber øjnene sammen og lissom bare skimmer henover passagerne, hvor vi hører om halvkändissers kedelige sexliv bare fordi ha-ha, de er halvkändisser og om drømmen om jeans til 2000 kroner), og hvis man er en stresset freelancer med vel høje mor-ambitioner (og det er man), så er den dælme tiden værd. Af alle mulige grunde men ikke mindst fordi den bruger det fantastiske ord fattigdomsangst.

Jeg har gået og ledt efter det ord, rodet rundt efter det i mit eget ordforråd længe, for at beskrive, hvordan jeg har det. Og der var det så, ordet, og jeg er pissehamrende fattigdomsangst. Så jeg siger ja til 1000 opgaver og skriver 1000 fondsansøgninger (det er det værste!) og vågner med hjertebanken og håber, at vi har penge nok til at købe vintersko til vinter, og hvad skal jeg have på til næste møde, når jeg ikke har flere strømpebukser tilbage uden huller, og der ikke er råd til at købe nye?

Lige nu er der ikke råd til at købe nye. Eller: Sådan føles det i hvert fald. Om en måned eller to er der måske råd til alting igen.

Bogen påstår, at fattigdomstangst ikke rammer os, der er født i 1980 - eller derefter - men det er en stor, fed løgn. Alligevel er Julia Lahme min buddy i ånden, fordi hun også vågner med hjertebanken, og fordi hun også alligevel står op og smiler og tjener penge og smiler lidt mere og godt ved, hvor taknemmelig hun burde være for alting, og jeg føler mig helt hørt og forstået og normaliseret, fordi hun sætter ord på, hvordan det er hele tiden at prøve at jonglere alting og sætte pris på sin lykke og i virkeligheden bare ønske sig noget ferie og noget økonomisk stabilitet og noget mere rødvin og ikke helt vide, hvordan hulan man får et liv uden helt så høj puls.

Julia Lahme finder lissom løsningen og lykken, happy end, uden at jeg helt kan gennemskue hvordan. Jeg har ikke fundet min endnu.

But I will.

Bare vent. Og jeg skal nok lade være med at udgive en bog om det, når det sker. Med mindre det bliver virkeligt spektakulært.

Set fra musehullet

Jeg sidder midt inde i en ondskabsfuld deadline og kigger ud på verden:

I Syrien går de store tilsyneladende amok på de små, og hvad skal vi gøre?
I Nordkorea får leder-Kim sin popstjerne-ekskæreste henrettet (smart!), sine eks-svigerforældre sendt i arbejdslejr og sin befolkning udsultet.
I Danmark går mine venner amok over lakridspiber, og jeg går med-amok, for det er sguda sjovt, og må vi måske ikke have det sjovt, bare fordi det går ad helvede til i resten af verden?
Og kære familiemedlemmer er alvorligt syge, og gode venner er i deres livs krise.
Og på et tacky værtshus drikker jeg en alt for sjælden torsdagsøl med en god ven, og vi snakker om den fysiske stresskvalme, vi føler, når vi åbner den bærbare computer for at arbejde og arbejde og arbejde, som om: Sådan er verden bare. Sådan er livet bare. Vi lever med det. Videre, videre.

Og jeg putter mig i min deadline og mit arbejde og tænker, at set fra mit eget lille og principielt utroligt priviligerede musehul virker det hele fuldstændig lige vanvittigt, ja, også de priviligerede mødres stress, og hvordan kan vi bare blive ved med at snakke om det hele på sådan en nå-sådan-er-det-bare-måde?

Måske overspringstænker jeg bare. Men jeg orker simpelthen bare ikke, at verden skal være så åndssvag (jo, det med lakridspiberne orker jeg godt. Men ikke resten).

Heldigvis har jeg en søn, der kun er sindssyg halvdelen af tiden. Den anden halvdel af tiden flyver han lavt over Beder, og det er virkeligt en trøst:

 

Og Mumford & Sons overdøver mine momentvis flyvende børn, der skriger og griner og sidder på gardinerne etc., så jeg kan nå den der deadline. Det er også en ægte trøst.

Dagens trusler fra den fire-trekrekvart-årige

1: Jeg saver dit hoved af, mor!

2: Jeg sætter mig på gardinet!

3: Jeg kravler ud af vinduet!

4: Jeg bokser dig i maven!

5: Jeg spiser cornflakesene, selvom det ikke er lørdag!

6: Jeg dypper mit hoved i mælk!

7: Jeg går udenfor uden sko!

(Sjovt nok var det det med cornflakes, jeg reagerede kraftigst på. Onsdag er havregrynsdag! Til gengæld må man gerne hoppe ud af vinduerne og sidde på gardinerne. Det sidste var i øvrigt det eneste, han rent faktisk gjorde alvor af, den bette-store farlige dreng.)

Hjerte hjerte brist nu ikke

"Såh dukke, tung tisseble af, mig skifter. Kun far hjemme, ikke mor hjemme. Kun far, mor arbejde. Nå-årh, lidt ked af det, dukke, savner mor! Mig trøster, giver knuser, ae-ae."

Lillebitte ven! Mor er ude og tjene penge til bleer og husleje og hvad ved jeg, men overvejer nu at flytte til et sted med MEGET billig husleje (Lolland? Nordnorge? Afrika?) og/eller vinde i Lotto, så jeg kan være hjemme noget mere... Jeg skal bare lige feje mit bristede hjerte op fra gulvet først.

Jatak, jeg vil gerne have alt. Undtagen geografisk skizofreni.

Jeg er i København

Med venner og familie og hipsterøl og Vesterbro og Nørrebro og Amager

med søerne og planetariet og 10.000 cafeer

Og det er klart, at man ikke kan leve andre steder end her, lige her, at jeg trækker vejret med by og by og by. Elskede, savnede by.

Mine lunger har ligesom mere plads, og min hjerne

og se, der er mennesker i andre farver end hvid!

Jeg er i Beder

Og kornmarkerne bølger, helt seriøst, og vi cruiser på snoede landeveje og griner

Og hilser på rare naboer, vi kender godt 

fra hverdagslykkelig rødvinsdruk

Og børnene leger og leger og leger

i fri dressur i fri natur og frisk luft

mens jeg drikker min hjemmebryggede solbærsaft og tænker, at man da vitterligt ikke kan bo andre steder end lige præcis lige her.

Chris er min nye helt. Eller: Ode til automatgearet

Ind i mellem ser vi Topgear på Netflix. Manden er glad for biler, jeg er glad for briter. Win-win.

Et fast indslag er kändis-kørsel på tid: En berømt brite kører en racerbanerunde så hurtigt som muligt og forsøger at køre hurtigere end de andre berømte briter, der tidligere har kørt samme runde.

I det seneste afsnit, vi så, var det Christopher Eccleston (som blandt andet var den farlige og attråværdige russer i "Jeg er Dina"). Og ved I hvad? Manden kunne simpelthen kun køre med automatgear, så Topgear-menneskerne for første gang nogensinde måtte ud og finde sådan én. Det fik selvfølgelig værterne til at grine højt og længe - og mig til at juble højt og hæmningsløst i sofaen. Thi: I am not alone. Mig og Chris kan kun køre med automatgear, og vi er udmærkede mennesker alligevel...

Det her giver alt sammen muligvis kun mening, hvis man har set mig drypsvede ved tanken om at skulle køre ind til byen. Eller svinge til venstre. I min lillebitte bil med automatgear. Jeg elsker (pludselig) Christopher Eccleston.

Noget om morgener og roadkill og cykling og gomore

For at være ved Århus Havn klokken kvart i syv, skal man - ifølge rejseplanen - gå fra min bopæl i God Bedre Beder klokken 02.23.

Klokken 02.23!

Man kan selvfølgelig være imponeret over, at der faktisk kører busser rundt i Beder midt om natten. Man kan egentlig også være imponeret over, at jeg efter mere end et år som bederianer (bederske? bede(r)mand?) stadig planlægger som om, at jeg bor fem minutter fra alting.

Jeg var dog ikke ret imponeret, men reagerede i stedet ved at skælde ud på både rejseplanen og Beder. Højt. Så tog jeg mig sammen, trak vejret dybt og hoppede på cyklen. Meget meget tidligt i morges. Er I klar over, hvor få cyklister, der er på færde på derude landet før klokken seks om morgenen? Og biler? Mutters alene på Oddervej var jeg, dog med adskillige dræbersnegle og noget roadkill og - da vi nærmede os byen - fredagsbranderter der sov den ud på trapper og ved busstoppesteder.

Det var fint, faktisk. Og jeg kunne synge højt på vej ned ad bakkerne, uden nogen hørte det. Håber jeg virkeligt.

Nu sidder jeg på færgen med kaffe og et gomore-lift og den her udsigt:

Det er også fint. Selvom jeg er lidt usikker på, hvor meget det er meningen, jeg skal konversere gomore-menneskerne omkring mig. Er jeg forpligtet til at snakke, ligesom dengang jeg altid blaffede mellem Århus og København? Eller har mine 150 kroner købt mig ret til at sidde og glo ud af vinduet storby-taxa-style?

Hvis der var en pointe med det her indlæg (udover: se mig, jeg er stået op klokken fem), har jeg glemt det. Men jeg er jo også stået op klokken fem, og nu har vi Samsø om styrbord.

Sommerferietømmermænd

Nu har der vist været blogsommerferie (slash -tørke) længe nok.
Så: Hej!

Vi har holdt ferie og spist is og fået enorme mængder luft til hjernen. Og mens alle andre havde travlt med at kvæle Instagram i billeder af jordbærspisende englebørn i bølgende kornmarker, sørgede vi for at fylde op i stenbro-depoterne:

Summer in the city, ikke.
Og derefter i noget sommerhus og noget telt. Det er efterhånden så længe siden, at det er svært at huske detaljerne, men dejligt var det. Og der var hoppepuder:

Nu er vi tilbage i hverdagen og God Bedre Beder, hvor bugnende solbærbuske og rødvinsserverende bofæller dog gør, hvad de kan, for lissom at strække sommeren mest muligt. De er søde, bærene og bofællerne, men vi er alligevel lidt sløve i det.

"Mig ikke vuggestue, mig ikke vil!" siger Bette, måske fordi hun har indset, at livet også kan være telt og hoppepuder og familie full time. Hun klarer nu vuggestuen meget godt alligevel, den lille. Sønne bliver til gengæld gal over alting og hælder havregrøden ud på bordet og skriger af os. Måske det er hans måde at savne soveposer og sommerdage og bedsteforældre ad libitum? Jeg håber i hvert fald, at det går over lige om lidt.
Og at vi får mere ferie lige om lidt.
Og mere rødvin og flere solbær.