tirsdag den 2. juni 2015

Ti lange år forude

Sønne kan klatre fem meter op i et reb uden problemer.
Han kan slå en tønde land på en havetraktor. Selv.
Han kan få en hær af børnehavedrenge til at forvandle dæk og brædder og sand til biler og huse og flyvere.
Han kan stå på hænder (med lidt vaklen) og på hovedet (uden).
Han kan cykle ti bakkede kilometer (mindst) næsten uden at kny.
Han kan genkende alle biler, busser og lastbiler uden at behøve at skele til mærket.
Han kan balancere stående på sin fars skuldre, mens han piller bådens vinterpressening af, skruer skruer ud, den slags.
Han kan bære sin søster på ryggen.
Han kan klatre højere op i træer end noget andet barn, jeg har set.
Han kan lære mig, helt blidt og pædagogisk, hvordan man bruger den elektriske hæk-fætter, og han lægger både den og forlængerledningen på plads i værkstedet bagefter.
Han kan fiske.
Han kan holde en kattekilling eller en baby eller hvad det måtte være helt stille og og fint og tålmodigt.
Han kan grine med hele kroppen.

Men ved I hvad, han ikke kan?
Alfabetet. Og: Han kan ikke, slet slet slet ikke, finde ud af at sidde overfor sin kommende klasselærer og løse opgaver og udpege de bogstaver, han kender, og tegne tegninger (jeg har faktisk aldrig mødt et barn, der er så ringe til at tegne, som ham. Og - normalt - så fuldstændig uinteresseret). Og han kan slet ikke sidde der sammen med læreren uden at krølle sig helt sammen på stolen og tale med en meget lille halvt fjollet halvt angst stemme.

Det var den mest ubehagelige mundtlige eksamen, jeg har nogensinde har været til. Og det var slet ikke en eksamen.

På vej over skolegården bagefter fandt han en kængurustylte men tog sig så i det: "Nej, jeg er ikke dygtig til det." Senere lå han under opvaskemaskinens udslåede låge, en sikker hule måske, og græd over det portræt, han skal tegne af sig selv til første skoledag. Ind i mellem råbte han: "Du SKAL gøre det, mor, du SKAL!"

Jeg lagde mig ved siden af, med mit knuste hjerte, og lod være med at græde, og forsøgte skiftevis at rumme og peptalke.

Senere, med fugtige øjne:
"Så skal læreren se om det er rigtigt, mor, men jeg kan IKKE."

Senere endnu:
"Hvorfor skal man egentlig lave lektier, mor?"

Og senere endnu, da Sønne igen sad i et træ og et øjeblik havde glemt alt om lektierne, og da min irritation over den eksamensagtige situation (der i brevet fra skolen var blevet solgt som "en snak, hvor vi vil spørge ind til, hvad der optager dig") var fordampet, havde jeg selv lyst til at lægge mig ind under opvaskemaskinens låge: Hvad nu, hvis det ikke er systemet, der er galt på den, men os, mig som forælder, der har fejlet totalt?

Den følelse er blevet hos mig siden (ligesom Sønnes lektiestress er blevet hos ham), og den får verden til at føles en lille smule som et skib, der gynger.

17 kommentarer:

  1. Alt det Sønne kan er da meget bedre end at kunne alfabetet! Det kan man altid lære,- og er det i øvrigt ikke også det, man skal lære i skolen, eller er det mig som har misforstået det...
    Det ville være dejligt hvis skolen kunne fremme glæden ved at lære, i stedet for at vurdere præstationer. Men det er nok også lettere sagt end gjort.
    Efter min mening er glæden ved at lære/nysgerrigheden, det eneste man kan bruge i det lange løb. Og hvis systemet ikke understøtter det, så man det være dem der er gal på den :-)
    Knus, fra Maja (Mor til en dreng, som heller ikke kan tegne)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de ord... det er også det, jeg i ikke-selvpiskende-tvivlsramte øjeblikke tænker: At det er systemet, den er gal med. Men satme også en svær tanke, altså at skulle overlade sit følsomme, ikke-tegnende barn i gabet på et glubsk præstationsmonster.

      Slet
  2. Min datter kan alfabetet, sidder fint og stille, læser fantastisk (af at gå i 0.kl). Er kvik og skarp. Men hun kan ikke klare at lege med nogen efter skole, er smadret fredag eftermiddag og indtil lørdag over middag, kan ikke lege med mere end én ad gangen, og kan ikke udholde at de rører ved hendes legesager.. Og den anden dag sagde hun "de andre vil ikke lege med mig, jeg er også bare for anderledes...." Den svider også - har altid ønsket at mine børn fungerede godt socialt, så skulle det andet nok komme. Den kan vi jo så sidde og gumle på nu! Held og lykke med skolestart trods alt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Og puha, altså. Jeg tror simpelthen ikke på, at heldagsskole er godt for nogen børn. Jeg var stille den fine og stille og alfabetagtige, og alligevel var det rigeligt-rigeligt for mig med korte skoledage. Endda helt uden lektier. Jeg er bange for, at vi sidder om 20 år og kigger tilbage på heldagsskolecirkusset og tænker "hvorfor fan gjorde vi ikke oprør!?"

      Slet
  3. Det er jo ikke til at holde ud! Man skal ikke have lektiestress som pre-skolebarn, jo! Og jeg tænker, at han skal da nok komme efter det med bogstaverne, og det med at være "på" over for læreren, og alt det andet der følger med skole. Men altså... SKAL han nødvendigvis i skole lige nu? Kunne det måske styrke ham at vente et år? Han kan jo alt det andet, men det synes jeg desværre ikke folkeskolen er så dygtig til at glæde sig over...

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har allerede ventet et år - det opfordrer børnehaven heldigvis alle vinter-drenge til. Han er også på mange måder klar til noget andet end børnehave... bare ikke så klar til "du skal løse opgave 1 først (selvom den gør dig bange, fordi du skal tegne), fordi JEG siger det. Og JEG er din LÆRER." Suk. Jeg er også overbevist om, at han nok skal få helt styr på det forbandede alfabet, jeg er bare bange for, om han taber sit selvværd i processen.

      Slet
    2. Åh! Har ikke fulgt med længe nok, eller også er min hukommelse elendig.
      På den skole, der ligger 5 km nord for den, din søn skal gå på (gætter jeg!), sagde skolelederen, at skolen skal være parat til børnene, ikke omvendt. Det var skønt at høre, da vi sad til den første info-aften om skolestart. Håber meget, at din søns kommende lærer også har hørt det...

      Slet
    3. Nu bliver jeg nysgerrig! Vi bor jo godt nok i God Bedre etc., men har faktisk indskrevet ham i Malling. Som sender virkeligt fine breve til os. Men hvis "vi tager en snak om, hvad der optager dig" betyder "nu skal jeg se, om du kan skrive, du skal have dine første lektier for, og så skal du i øvrigt gøre, hvad jeg siger" - ja, så er jeg bange for, hvad resten af de udmærkede ord i de breve dér betyder.

      Slet
    4. Vores skole = Skåde, som vi er rigtig glade for. Jeg gættede på, at din søn var indskrevet på Beder Skole. Kender desværre ikke rigtig nogen, der går på hverken Beder eller Malling, så jeg kan ikke videregive erfaringer derfra.
      Jeg kan sagtens følge din bekymring for, hvad de pæne ord betyder, når de omsættes til handling. Og det er så utroligt person-afhængigt - den ene lærer kan være elendig, og den næste kan være fantastisk. Er der ikke en mulighed for, at I kan komme til at snakke med en anden end klasselæreren? Måske lederen af indskolingen?

      Slet
  4. Men han kan så meget andet, som er mindst lige så vigtige. Og inklusionstanken fordrer at alle børn skal rummes og anerkendes for det de kan.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes også, at han kan mange og vigtige ting. Men selvom der var megen ros og mange gode intentioner i 'eksamenslokalet' ("hvem har lært dig at skrive dit navn så pænt?"), var der bare ikke skyggen-skyggen-skyggen af rumning af dét, han nu er god til. På ingen måde.

      Slet
  5. Tag lige og fortæl læreren og skolen, hvad I mener og tænker, og ikke mindst hvad Sønne tænker. De kunne godt trænge til at blive klogere på børn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en lidt stor revolution at skulle gennemføre på hans vegne inden skolestart, synes jeg... Og han må jo lide under at være den første as usual - altså det er dælme svært for os at finde ud af, hvad der er op og ned, hvad der er systemets problem og hvad der er vores, hvad der er ok at forvente af et nyt skolebarn - og så videre

      Slet
  6. Føj - at han skal præstere allerede ØFR han starter. Mine børn gik på hippieskolen på Amager. Her diskuterede vi til det sidste om børn overhovedet skulle have lektier for. Mine børn er stærke og dygtige voksne i dag, herunder rigtig gode forældre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lektier er noget, fanden har skabt og burde være forbudt. Mener jeg. Især for børn under ti.

      Slet